Uegnet EU-formand
Koncentrat af lederen "Uegnet EU-formand" i Politiken 1. juli 2003 om Silvio Berlusconi i spidsen for Ministerrådet.
Straffen for at lukke et parti med fremmedfjendtlige holdninger og et tvetydigt forhold til landets brune fortid ind i regeringsvarmen var sanktioner og almindelig foragt, og den daværende danske regering holdt sig ikke tilbage.
Nu overtager Italien formandskabet i EU, og det sker med vanlig festivitas, kindkys og floromvundne taler, som EU-systemet er ekspert i at fabrikere.
Men situationen er usædvanlig, for EU-formand Silvio Berlusconi kæmpede indtil for kun to uger siden en desperat kamp mod domstolene for at undgå retssager for sigtelser, han allerede er dømt for tidligere. Alligevel har ikke en eneste af regeringschef Silvio Berlusconis kolleger sat spørgsmålstegn ved hans egnethed til at lede unionen det næste halve år på trods af, at regeringschefens synderegister er langt som en beslutningsproces i EU, og at Østrigs daværende brud på god, demokratisk etikette i EU var småting i sammenligning med virkeligheden syd for Alperne.
Et af regeringspartierne i Berlusconis koalition er det tidligere neofascistiske parti. Et andet er åbenlyst fremmedfjendsk, og selveste regeringschefen har i flere år kæmpet med landets domstole for at trække flere sager om korruption, ulovlig partistøtte, bestikkelse og regnskabssvindel i langdrag.
Det lykkedes, da parlamentet 18. juni besluttede, at det i fremtiden er umuligt at retsforfølge landets fem politiske topfigurer, så længe de varetager deres embede.
Hele denne historie er i sig selv skandaløs og dybt bekymrende for retstilstanden og den politiske moral i et af unionens største medlemslande.
Dertil kommer regeringschefens store forretningsinteresser og den hæmningsløse brug af de Berlusconi-ejede tv-kanaler, hvor kampagner og afpresningsforsøg over for dommere og anklagere hører til dagens orden.
De samme forhold er ved at gøre sig gældende i det statsejede tv, og det hele er i eklatant modsætning til principperne om magtens tredeling, der siden oplysningstiden for godt 300 år siden har været fundamentet i hele den demokratiske tanke. (...)
Unionen har brug for lederskab, beslutningskraft og høj moralsk autoritet. Det kan Silvio Berlusconi ikke levere, og det er dybt bekymrende, at hans kolleger i de øvrige EU-lande ikke har turdet eller villet sige højt, hvad store dele af opinionen i Italien og Europa tænker:
Den mand er ikke værdig til at stå i spidsen for Den Europæiske Union.
