Borgens trekantsdrama

”Satans også. Det her giver problemer.”

Sådan lød den overraskende reaktion i toppen af Dansk Folkeparti, da det på valgaftenen stod klart, at DF var blevet større end Venstre. Man var naturligvis begejstret over sejren, men man vidste også, at et såret og ydmyget Venstre ville se det som et selvstændigt mål at ændre styrkeforholdet.

Afstanden mellem de to allierede partier er kun blevet forstærket af den aktuelle flygtningekrise, hvor Venstre snarere ligger på linje med Socialdemokraterne end med Dansk Folkeparti.

Front mod fløjene
Venstre var ikke det eneste parti, der slog DF-alarm. Det gjaldt også den nye S-formand Mette Frederiksen, der spændte et sikkerhedsnet ud under Lars Løkke Rasmussens (V) historisk svage regering med afvisningen af at lave alternative økonomiske flertal uden om Løkke.

Frederiksens melding vakte ikke højlydt jubel overalt i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Flere ordførere havde glædet sig til at bruge det socialpolitiske flertal, og på Socialdemokraternes sommergruppemøde skulle de ”lige have forklaret strategien en ekstra gang”.

Baggrunden for strategien er dobbelt:
Dels vil S-ledelsen svække fløjpartierne, særligt DF og Enhedslisten. Dels vil man demonstrere, at man fører samme politik i opposition som i regering. Ikke flere planer a la ”Fair Løsning”, selvom Socialdemokraterne nu er i opposition igen.

Derimod er den socialdemokratiske linje ikke et udtryk for en ny brændemærkning af DF som et parti, andre ikke kan lege med. Der er tale om magtpolitik, ikke moralisme.

Men strategien har åbenlyse minusser for S:
Frem for alt fjernede Mette Frederiksens statement den alvorligste trussel mod regeringen, der risikerede at blive stemt ned på flere socialpolitiske områder. Derudover får DF en bekvem undskyldning, hvis partiet ikke leverer på den sociale profil: Nu kan DF smide aben over til Socialdemokraterne, der ”desværre ikke vil være med til forbedringer”.

Bekvem tolkning af valget
Mette Frederiksens kurs er et resultat af de ledende socialdemokraters analyse af valgresultatet. De ser den uventede fremgang som en godkendelse af partiets politik i regering. Men det er efter alt at dømme en fejltolkning.

S lå elendigt i meningsmålingerne indtil et år før valget, og det er ret let at identificere, hvilke begivenheder der vendte udviklingen:
- Først kom Løkkes groteske personsager, uden dem havde S slet ikke haft en chance.

- Dernæst ændrede Thorning (S) politik i de sidste otte-ni måneder før valget: Udlændingepolitikken blev strammet, og fordelingspolitikken drejet til venstre.

- Endelig performede Thorning overbevisende i den sidste tid før valget, som det tilmed lykkedes at få gjort til et præsidentvalg med den upopulære Løkke på den anden side.

Der er derimod intet, der tyder på, at vælgerne var blevet glade for Corydons ”nødvendige politik”, Thornings ”reform-amok”, DONG-salget - eller parløbet med Radikale.

Frustration i DF
På Dansk Folkepartis side af hegnet sidder Thulesen tilbage med bittersød smag. Partiet er stærkere end nogensinde, men indflydelsen er mindre end i VKO-tiden. Det ser man tydeligt i den aktuelle flygtningekrise.

Løkke er med til at stramme Angela Merkels tommelskruer på Østlandene, selvom deres forsøg på at holde flygtningestrømmene ude ligger meget nærmere Løkkes valgløfter end Merkels åbning af grænserne. Søndag var Tyskland dog nødt til at bakke og indførte midlertidig grænsekontrol. Det er sigende, at Løkke ikke på forhånd orienterede Thulesen om sin støtte til Merkel.

I DF er der både frustration og rådvildhed. Man presses af sine egne vælgere, der er stærkt utilfredse med den kaotiske flygtningesituation, men Thulesen kan ikke vælte Løkke på sagen.

Påvirkelig befolkning
Samtidig er DF-toppen helt bevidst om, at der er sket et skift i folkestemningen, fordi mange er påvirkede af konkrete flygtningeskæbner og de forfærdende drukneulykker på Middelhavet.

Meningsmålingerne om emnet svinger, og nogle målinger er helt ubrugelige, fordi spørgsmålsformuleringen er biased. Det overordnede billede er dog klart: Flertallet er blevet mere positive over for at tage flere flygtninge, men man ønsker samtidig, at flygtningene rejser tilbage så hurtigt som muligt.

I længden er befolkningens flertal næppe tryg ved en større tilstrømning af mellemøstelige flygtninge, som det erfaringsmæssigt er vanskeligt at integrere, men lige nu er det svært for DF at iværksætte en strammeroffensiv.

På sigt er der ingen tvivl om, at Thulesen vil skærpe tonen, og i finanslovsforhandlingerne bliver det afgørende for DF at få vedtaget initiativer, der bremser tilstrømningen. Trods Mette Frederiksens forhandlingsvilje er forventningen i regeringen fortsat en blå finanslov.

Løkkes slinger
Socialdemokraterne er ikke faldet for fristelsen til at koble sig på den bløde asylstrømning. Man er klar over, det er et øjebliksbillede, og man lader mere perifere politikere som Mette Gjerskov (S) om at rase mod Inger Støjberg (V). S bakker tilmed op om øget grænsekontrol.

Men Socialdemokraterne har ikke just holdt sig tilbage fra at kommentere Løkkes håndtering af flygtningekrisen. Mette Frederiksens løjtnanter har med en vis succes skildret Løkke som en mand, der har slingret rundt som en søsyg søpapegøje. For Løkkes kurs har været alt andet end stringent:

Den ene dag var det umuligt at lade asylansøgerne rejse til Sverige, den næste dag fik de lov, den ene dag ville Danmark tage en lille frivillig kvote, den næste dag ville man ikke osv.

Socialdemokraterne har heller ikke forsømt at minde om Løkkes valgløfter om færre asylansøgere, ”gerne ned omkring 5.000 om året”. Nu slår både Løkke og Støjberg ud med armene, som om det er noget, man slet ikke kan styre nationalt, selvom der faktisk er adskillige håndtag at dreje på.

Folkeafstemningen spøger
Det gør ikke situationen mindre kompliceret, at de kaotiske flygtningemarcher kan påvirke afstemningen om EU-retsforbeholdet, hvor V og S ønsker et ja, mens DF kæmper indædt for et nej.

Formelt har de to ting intet med hinanden at gøre, fordi flertallet i Folketinget fortsat vil holde Danmark uden for EU's udlændingepolitik. Men hvis retsforbeholdet bliver sløjfet, kan et flertal i princippet ændre den beslutning. Det er umuligt at sige, om flygtningekrisen vil styrke ja- eller nej-siden, men regeringen frygter, at Thulesen får øget ammunition til sit nej.

Realiteten er, at der nu er opstået et intenst trekantsdrama mellem V, DF og S op til den kommende superweekend, hvor DF har årsmøde, Socialdemokraterne kongres – og Radikale holder landsmøde.

Det er blevet et helt andet game, end man havde forventet med en blå valgsejr, og måske havde det virkelig været en fordel for Thulesen, hvis han havde fået et par mandater færre.

erik@altinget.dk