SR-aksen knirker faretruende

Det er helt enestående i en valgkamp. Lederne af regeringspartierne bruger en stor del af tiden på at komme med udspil, der er uspiselige for partneren. Som omgående plaffer dem ned.

Den praksis har stået på siden valgkampens start, og uenighederne mellem Socialdemokrater og Radikale er snart blevet eksponeret over hele linjen:

For og imod topskattelettelser. For og imod højere boligskatter. For og imod udlændingelempelser. For og imod højere pensionsalder. For og imod skærpede klimamål. For og imod indslusningsløn til udlændinge. For bare at tage nogle af eksemplerne.

Dyb kløft
De mange modstridende meldinger fra Helle Thorning-Schmidt (S) og Morten Østergaard (R) er ikke udtryk for amatørisme eller manglende koordinering. De er snarere udtryk for, at den politiske kløft mellem den radikale og den socialdemokratiske vælgerbase er blevet meget dyb.

Thornings politiske genfødsel er et af de største mirakler siden Lazarus. Men hendes opstigen blev kun mulig, fordi hun gik på tværs af de radikale positioner: Pludselig kritiserede Thorning dagpengereformen, pludselig skulle udlændingepolitikken strammes – og pludselig var hendes reformiver kølnet drastisk. Uden de herresving havde Thorning været chanceløs uagtet Løkkes pampersager.

”Styr på De Radikale”
I opbygningen af demokrati og velfærdssamfund var S og R naturlige partnere igennem mere end 50 år. Både på topplan og blandt de to partiers vælgere. Sådan er det ikke længere: I dag er det kun 17 procent af Socialdemokraternes vælgere, der ønsker en SR-regering.

Derfor har Socialdemokraterne været pisket til at demonstrere, at de står for ganske andre standpunkter end regeringspartneren. Det har virket over al forventning, men Østergaard har svaret hårdt igen.

Den pressede radikale leder har udset sig nogle af Thornings ømmeste tæer og stepdanset på dem. Thorning lovede i partilederrunden tirsdag, at hun nok skulle ”få styr på de radikale”. Men det er vel optimistisk.

De to partier aftalte før valget at give hinanden plads til særstandpunkter, men de har langt overskredet grænserne for frugtbar uenighed. Ikke siden den naturstridige S-V regerings sammenbrud i 1979 har to regeringspartier været i åben strid om så mange politikområder.

Anstrengt forhold
Sammenholdet med resten af rød blok er ikke bedre.
Enhedslisten og SF har ikke tilgivet Thorning de første tre års blå økonomiske politik, selvom hun er svinget til venstre på det sidste. Og forholdet mellem venstrefløjen og Radikale er direkte fjendtligt. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF) ønsker Radikale ud af regeringen og hen, hvor pebret gror.

De to partier har forsøgt at presse Thorning på dagpengespørgsmålet, men det våben har ikke været nær så stærkt som forventet. Regeringen mangler stadig at forklare, hvordan den vil forbedre dagpengesystemet uden at bruge flere penge, men en kombination af en mere imødekommende socialdemokratisk retorik og forårets økonomiske opsving har svækket venstrefløjens trumf.

Såvel Johanne Schmidt-Nielsen som Pia Olsen Dyhr har klaret sig godt som frontfigurer, men siden valgkampens start er de to venstrefløjspartier alligevel sivet i meningsmålingerne.

Den grønne humlebi
De situation kan venstrefløjen i høj grad takke den politiske humlebi, Uffe Elbæk (AL) for. Med ligeligt indhug hos Radikale, SF og Enhedslisten har Alternativet fået kontakt med den mest flippede del af centrum-venstre: gamle 68'ere, en del af RUC- segmentet og den kreative klasse i bred forstand.

Det er mildt sagt usædvanligt, at et parti ser ud til at komme i Folketinget, selvom det mangler at udvikle centrale politikområder som udenrigspolitik. Men Alternativet er mere en 70-agtig bevægelse og politisk totalteater end et egentlig parti.

Uffe Elbæk har over for Altinget gjort det klart, at han ikke vil frede Thorning i enhver situation. Når det kommer til stykket, er det dog usandsynligt, at den dialogorienterede mand vil vælte en ny SR-regering. 

Skyggen fra 98
De interne modsætninger i rød blok og Thornings uopfyldte løfter ville under normale omstændigheder være nok til at sikre et regeringsskifte. Men omstændighederne er ikke normale.

I 1998 var den konservative borgerkrig medvirkende til, at de borgerlige manglede en enkelt saltet færøsk fisk for at vinde flertallet. 17 år senere risikerer situationen at gentage sig i dobbelt potens.

Lars Løkke Rasmussens (V) person er fortsat en enorm belastning for hans parti, og det er rimeligt at antage, at Venstre havde vundet fuldstændig glat med en anden kandidat i front.

Men dertil kommer, at Søren Pape Poulsen (K) mere og mere ligner et flop. Den konservative begmand i 98 er det rene vand i forhold til den nedsmeltning, der tegner sig nu.

DF-leder Kristian Thulesen Dahl står til en storsejr, men i modsætning til Pia Kjærsgaard har han ikke vundet frem i selve valgkampen. Derimod har LA's Anders Samuelsen haft fremgang med sin nye ”laid back”-stil, men det er ikke nok, at kun en enkelt af de blå partiledere leverer fremgang i valgkampen.

Mangler præcision
På det politiske plan er det stadig Venstres nulvækst, der er det helt store problem. Thorning nævner nulvækst, uanset om emnet er pandekager eller pygmæer – og Løkke kommer hver gang i defensiven. Nogle gange er politik ufattelig simpelt.

Blå blok står helt anderledes stærkt i værdipolitikken, og Løkke og Thulesen burde fra starten have taget kampen her. Udlændingepolitik blev spillet ind i sidste uge, og det stabiliserede situationen for de blå, der var ved at blive rullet over af Thorning.

Men selvom skiftet af dagsorden var tiltrængt, blev temaet ikke angrebet med kirurgisk præcision. Størstedelen af de blå udlændingeudspil er nemlig relateret til asylpolitikken, og det er ikke en ubetinget vindersag. Mange danskere har naturligt nok ondt af de asylansøgere, der under frygtelige forhold krydser Middelhavet.

Det havde været langt mere enkelt at tage opgøret om parallelsamfund, islamisme, bandekriminalitet og kvindeundertrykkelse – og det er forbløffende, at terrorhandlingen for få måneder stort set ikke er blevet nævnt i valgkampen.

Sommerunderholdning
Dagen før valget er situationen blevet så mudret, at absolut ingen kan spå om valgresultatet.

Det kan blive en ret klar sejr til en af siderne, men det kan også blive det rene kaos, hvor en narcissistisk Yahya Hassan sammen med færøske makrelfiskere og en skandaleombrust grønlænder skal afgøre, hvilken regering Danmark skal have.

Det kan blive et show, der vil få selv Uffe Elbæk til at minde om en kedelig regnearkspolitiker.

erik@altinget.dk