Politiskandale burde få følger

Koncentrat af lederen "Ansvaret væk - politiskandalen burde have følger" i Berlingske 4. juli 2003.

I Danmark er der heldigvis ganske langt mellem de egentlige korruptionssager og grove tilfælde af magtmisbrug. Men landet er derimod ramt af et andet fænomen, som kan kaldes ansvarets forsvindingskunst.

Politiskandalen fra Frederikssund er det seneste, men slet ikke det eneste eksempel på, at alvorlige fejl i forvaltningen med tilhørende krænkelser af borgernes rettigheder ikke får følger for de implicerede embedsmænd og politikere.

I Frederikssund mistede politimesteren overblikket over mængden af straffesager, heriblandt mange alvorlige, og bunken fik lov at vokse til 688. Og da man indså problemet, slog man ganske enkelt en streg over sagerne uden at informere ofrene for forbrydelserne. På den måde undgik man en mængde klager og fratog dermed de berørte ofre deres klageret.

Ansvaret ligger hos politimesteren, men også hos statsadvokaten, som ikke opfyldte sin tilsynspligt, og i Justitsministeriet. Og da ansvaret således er delt mellem flere, har ingen ansvaret. I hvert fald ikke i Danmark.

I enhver virksomhed, hvor mennesker er involveret, begås fejl. Det må accepteres, når man lærer af fejlene. Men at forsøge at skjule fejlene på borgernes bekostning, som anklagemyndigheden gjorde det i Frederikssund, er helt uacceptabelt og burde have følger i form af afskedigelse af den eller dem, der foretog beslutningen eller havde kendskab til den uden at gribe ind. (...)

Justitsministerens erklæring om, at skandalen fra Frederikssund ikke vil gentage sig, er hverken troværdig eller tilstrækkelig.

Forrige artikel En Berlusconi Næste artikel EUs børnehave