EUs børnehave
Koncentrat af lederen "EUs børnehave" i Jyllands-Posten 4. juli 2003 om Europa-Parlamentet.
Europa styres ikke længere af statsmænd, men af påfugle.
(...) EU-parlamentarikernes optræden skyldes vel sagtens indeklemt ærgrelse over, at ingen lægger mærke til dem. Den vidner desuden om forfængelighed og om hellig forargelse, om de med rette magtesløses mangel på visioner.
Lad Berlusconis bemærkning til en tyske socialdemokrat være afskrevet som upassende. Lad det være tilføjet, at den italienske regeringschef stillede i Strasbourg, ikke for at drøfte sine personlige problemer, men for at forelægge det italienske formandskabs arbejdsprogram.
Berlusconi talte om, at han i det næste halve år vil tilstræbe en forbedring af forholdet til USA, at han vil stimulere fredsprocessen i Mellemøsten, indkalde en regeringskonference vedrørende EU's forfatning, virke for en europæisk pensionsreform og støtte forskellige kontinentale infrastrukturprojekter. Det er dog et ganske indholdsrigt og interessant program, som nok kunne indbyde til seriøs debat.
Men da talen er afleveret, begynder tyskeren Martin Schulz at råbe op om den italienske reformminister Umberto Bossis unægteligt krasse udtalelser i indvandrersagen og om Berlusconis anstrengte forhold til retsvæsenet. Debatten om Europas mål og midler fejes af bordet til fordel for dette ligegyldige, at en betydningsløs og så godt som ukendt Europa-parlamentariker skal vise sig på bekostning af EU's nye formand.
Berlusconi giver sin vane tro råt for usødet. Hans afvisning af tyskeren - at han gerne skaffer ham en filmrolle som vagtmand i en koncentrationslejr - er som antydet hverken elegant eller smagfuld, men den rammer meget godt den ofte rå tone i parlamentet i Rom. Der fremføres herefter de rituelle krav om undskyldninger. Diverse ambassadører kaldes til skænd i Bundeskansleramt i Berlin og i udenrigsministeriet i Rom. EU-Parlamentets aktivister truer med at afbryde samarbejdet med formandskabet. Alle er tilsyneladende fornærmede. Der er nok også dem, der gnider sig i hænderne.
Europa-Parlamentet forbliver en børnehave, hvor forskellige kulturer skal lære at omgås hinanden. Det interessante er, at parlamentet tilsyneladende ikke vokser, at det ikke lærer overbærenhedens kunst, at det er let at støde. (...)
