Israels murbyggeri

Koncentrat af lederen "Alternativ til muren" i Jyllands-Posten, 23. oktober 2003

ISRAEL FORTSÆTTER ufortrødent sin opbygning af en mur langs med grænserne til de besatte områder - til tider også længere inde i disse.

Det kommer ikke som nogen speciel overraskelse, selv om en FN-resolution netop har fordømt dette kontroversielle forehavende, og Israel står mere alene end nogensinde i dette spørgsmål kun direkte støttet af USA og et par små Stillehavs-stater.

I FN var der ellers efter lange forhandlinger opnået et kompromis om, at Israel »indstiller og ændrer opførelsen af muren i de palæstinensiske områder« i stedet for en direkte fordømmelse, hvor teksten indeholdt en passage om, at byggeriet var »en overtrædelse af international lov.«

Denne opblødning kunne ellers tolkes som en væsentlig indrømmelse (...).

Det er forståeligt, at Israel hårdnakket står fast, da det er det eneste faste holdepunkt, når landet reelt står med ryggen mod muren og først og fremmest må stole på sig selv.

Når 144 lande - blandt disse også Danmark - har stemt mod Israel i FN, siger det imidlertid også klart, at Israel med murbyggeriet, som i hvert fald i Europa skaber uheldige associationer, trods den ulykkelige situation alligevel har overskredet grænsen for det acceptable, hvilket den israelske regering også nøje bør notere sig.(...)

Mange israelere ser gerne en fredsaftale for at få blodsudgydelserne standset, og faktisk blev en alternativ fredsforhandling forleden fremlagt efter forhandlinger i Geneve mellem palæstinensere og israelere, som klart nok også var på talefod.

Det viser, at det kan lade sig gøre, og forhåbentlig vil alternativet bidrage til, at køreplanen for fred atter kommer i omdrejninger.

Forrige artikel Galleristøtte - gavner den kunsten? Næste artikel Afdragsfrie lån har social slagside