Holstein: Messerschmidts fjender spiller ham flertallet i hænderne. Men smutter disse topfolk, kan hans projekt få et banesår

DF-formanden lignede snarere en ferieglad dandy, der havde strøget hele gevinsten end en sønderknust partiformand, da han blev konfronteret med fire afhoppere fra folketingsgruppen, siger Altingets politiske kommentator.

Det har "indbyggede fordele" for Morten Messerschmidt (DF), at han mister en fjerdedel af sin folketingsgruppe. For med den beslutning har afhopperne foræret ham flertallet i gruppen på Christiansborg.

Sådan lyder analysen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, efter at fire folketingsmedlemmer mandag forlod partiet i protest mod den nyvalgte formand.

Der er tale om sundhedsordfører Liselott Blixt, beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, fødevareordfører Lise Bech og social- og ældreordfører Karina Adsbøl. Alle fire peger de på Morten Messerschmidts lederevner og personlige egenskaber som de vigtigste årsager til deres beslutning.

"Det giver noget turbulens her og nu – og det er naturligvis et nederlag for Morten Messerschmidt," siger han.

Men det er mindre alvorligt, end hvis årsagerne primært skulle findes i den politiske linje, mener Erik Holstein. 

"Det havde været ødelæggende for Messerschmidt, hvis sociale profiler som arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted og sundhedsordfører Liselott Blixt var gået som følge af politiske uenigheder," siger han.

"Messerschmidt har indtil videre stået fast på partiets socialpolitiske linje, så de fire afhoppere kan ikke pege på en konkret politisk uenighed som årsag."

{{toplink}}

Splittelse handler mest om personlige modsætninger

Beslutningen om at forlade partiet kommer, bare 30 dage efter at Morten Messerschmidt vandt formandsopgøret i partiet med seks ud af ti stemmer på et ekstraordinært årsmøde. Her lød det fra den nykårede formand, at han ville sikre samling i partiet.

Siden har også den ene af de to andre kandidater, Martin Henriksen, på stemmesedlen sagt farvel til partiet. Det samme har en lille håndfuld medarbejdere, der har arbejdet for Dansk Folkeparti i en årrække.

Det har betydet, at Morten Messerschmidt har fået to af sine støtter ind på centrale pladser i partiet. Og det har skabt vrede blandt de fire afhoppere. Ifølge Erik Holstein skal det tolkes sådan, at splittelsen i DF "mest handler om personlige modsætninger".

"De fire er ikke alene utilfredse med Messerschmidt, men mindst lige så meget med folkene omkring ham," siger den politiske kommentator.

"Det gælder den nye partisekretær Jens Vornøe, der har været en meget aktiv støtte for Messerschmidt. Og det gælder den tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen, der erstatter Vornøe i partiets hovedbestyrelse. Vistisen var en helt central spiller i den magtkamp, der førte til Kristian Thulesen Dahls afgang og Messerschmidts valg som ny formand."

Men det er svært at beskylde Messerschmidt for en målrettet udrensning, mener Erik Holstein. 

"Den tidligere partisekretær Steen Thomsen, der var nært knyttet til forhenværende formand Kristian Thulesen Dahl, blev ikke fyret. Han valgte selv at gå. At Vistisen i den situation overtager Vornøes plads i hovedbestyrelsen er en følge af partiets vedtægter. Men ikke desto mindre har det været en torn i øjet på Blixt og de andre afhoppere, at folk som Vornøe og Vistisen kom frem i geleddet," siger han.

Sådan kan Messerschmidts projekt få et banesår

Glasset på den rødternede DF-dug er med andre ord halvt fuldt: For med Martin Henriksens farvel til partiet fik DF-formanden flertallet i partiets hovedbestyrelse. Og med mandagens udmeldelser har han også flertallet i folketingsgruppen. 

"Ud fra den betragtning har Messerschmidts modstandere gjort ham en tjeneste," siger Erik Holstein, der tilføjer:

"Derfor er det ikke noget tilfælde, at Messerschmidt havde meget svært ved at få tårerne frem, da TV-Avisen interviewede ham om afhopningerne. Messerschmidt var lige kommet hjem fra vinterferie, og han lignede snarere en ferieglad dandy, der havde strøget hele gevinsten end en sønderknust partiformand."

Selv om det "sikkert giver ham nogle dårlige meningsmålinger", kan DF-formanden isoleret set "sagtens overleve afskalningen", konkluderer den politiske kommentator. 

"Det afgørende bliver nu, om tidligere topfolk som Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Skaarup (DF) bliver i partiet. Smutter de også, kan Messerschmidts projekt få et banesår."

Forrige artikel Fire folketingsmedlemmer forlader Dansk Folkeparti i opgør med Messerschmidt Fire folketingsmedlemmer forlader Dansk Folkeparti i opgør med Messerschmidt Næste artikel Pia Kjærsgaard ryger ud af Folketingets ledelse efter nedsmeltning i DF. Men først til oktober Pia Kjærsgaard ryger ud af Folketingets ledelse efter nedsmeltning i DF. Men først til oktober