EU-modstand og opgør med identitetspolitik skal genrejse Messerschmidts DF

Morten Messerschmidts sejr ved Dansk Folkeparti ekstraordinære årsmøde blev lidt mindre, end hans støtter havde forventet. Men med godt 60 procent af stemmerne i første valgrunde var sejren alligevel så klar, at Messerschmidts formandsperiode starter på et solidt mandat. Nu begynder den svære del.

Messerschmidt skal både finde en politisk vej tilbage til vælgerne og forhindre, at partiet atomiseres i personopgør. Det sidste kan på kort sigt vise sig at være det sværeste.

Borgerlig med et twist
På det politiske plan har Morten Messerschmidt markeret, at han vil gøre DF til et entydigt borgerligt parti. Det afgørende bliver nu, om DF bliver et halehæng til de blå partier, eller DF fortsat vil indgå selvstændige forlig med socialdemokraterne, som det senest skete med fredagens reformforlig.

De foreløbige meldinger fra Morten Messerschmidt tyder på det sidste. Han bakker fuldt op om fredagens forlig, og han har også tilkendegivet, at DF fortsat vil deltage i aftaler som ”Arne-pensionen”.

Spørgsmålet er dog, om Messerschmidt i praksis vil have samme instinkt for midtsøgende forlig, som Kristian Thulesen Dahl havde. Internt i DF er der folk, der tvivler på, at Messerschmidt havde været med i aftalen mod boligspekulanterne i Blackstone, og hans retorik mod socialdemokraterne er markant mere fjendtlig end Thulesens.

Mønten landede på den forkerte side
Under alle omstændigheder er Thulesens ambition om at gøre DF til det nye midterparti i stedet for Radikale nu begravet. Merete Dea Larsen var den eneste af formandskandidaterne, der stod fast på den strategi, og hun fik kun omkring hver ottende stemme ved formandsvalget.

Det er et markant strategiskifte, for det er ikke kun et opgør med Thulesens strategi, det er faktisk også et opgør med Pia Kjærsgaards strategi, selvom Kjærsgaard har haft travlt med at undsige Thulesen.

Det er værd at huske, at Kristian Thulesen Dahl var utrolig tæt på at lykkes med sin vision. Så sent som et halvt før valget i 2019 lå DF til et glimrende valgresultat med 16-17 procent af stemmerne og var kommet til at stå som det dominerende parti mellem blokkene, hvis Lars Løkke Rasmussen havde udskrevet valg i nytårstalen.  Den mand, der nu udråbes til en taber, var for få år siden Danmarks mest populære politiker.

Sådan er historien også. Mønten landede lige akkurat på den forkerte side for Thulesen, men det var ikke en naturlov, det gik sådan.

Ugunstig konkurrencesituation
Dansk Folkepartis mere strukturelle problemer består i den indlysende kendsgerning, at DF er endt i sandwich mellem socialdemokraterne, der er blevet hårde i udlændingepolitikken, og Nye Borgerlige der overbyder DF i strammerkrav.

Sådan er situationen ikke nødvendigvis i al evighed. Ingen ved reelt, hvordan Socialdemokratiet ser ud efter Mette Frederiksen - og Pernille Vermunds økonomiske ultraliberalisme har næppe opbakning fra alle de vælgere, hun har erobret fra Dansk Folkeparti.
Konkurrencesituationen kan ændre sig igen, selvom den lige nu er ugunstig for DF.

Kan stadig overtrumfe
Selv under de nuværende betingelser er der hjørner af udlændingepolitikken, Messerschmidt med held kan køre på. Det gælder ikke mindst de internationale konventioner, som Messerschmidt længe har haft i kikkerten.

Her vil komme en kaskade af angreb fra DF, hver gang konventionerne forhindrer udvisning af kriminelle udlændinge eller på anden måde påvirker Danmarks udlændingepolitik.

Messerschmidts svar er at opsige konventionerne, og det er et svar, hvor hverken socialdemokraterne eller Venstre og Konservative kan følge med.

Kendetegnende fremførte Messerschmidt flere gange i sin valgkampagne, at en af årsagerne til partiets deroute er, at man ikke væltede Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering, da Løkke tilsluttede sig den såkaldte Marrakech-aftale, der ”anerkender behovet for at opmuntre og styrke vejen til lovlig migration”.

Lige præcis på det punkt er der enighed mellem Messerschmidt og hans hovedmodstander Martin Henriksen, der begge ønsker en hårdere linje over for den slags aftaler.

Skærpet EU-modstand
I EU-politikken kan man også forvente en skærpelse af linjen. Dansk Folkeparti har lige siden starten i 1995 stået for en EU-kritisk kurs, men indtil for et par år siden var linjen, at Danmark skulle blive i Unionen, der så skulle føres tilbage til et rent handelssamarbejde.

I 2020 fik Morten Messerschmidt sammen med Søren Espersen ændret linjen, så DF’s krav nu er en folkeafstemning om selve medlemskabet med det formål at få Danmark ud.

DF har været en afgørende aktør i de EU-folkeafstemninger, der er endt med et nej, især afstemningen om euroen i år 2000 og afstemningen om retsforbeholdet i 2015. Her fik DF placeret sig på samme side som befolkningens flertal, men det gør man ikke med et krav om udmeldelse. Tværtimod kan sådan en afstemning ramme EU-modstanden som en boomerang.

Krav om EU-udmeldelse er ikke vejen til at blive et stort parti igen, men det kan appellere til en hård kerne og være med til at profilere DF på kort sigt.

Anti-woke
Et opgør med identitetspolitikken er endnu et område, hvor man vil se en skarpere DF-profil. Her har Messerschmidt allerede flere gange været på banen, senest med en hård kritik af en litteraturfestival, der udelukkede hvide forfattere fra at deltage.

”Der skal ikke være offentlige penge i en festival med noget, der minder om apartheid-tankegang”, lød det fra Messerschmidt, der også er gået i clinch med demonstrationer, der kræver, at hvide går bagerst m.m.

Messerschmidt og folkene omkring ham – som europaparlamentariker Peter Kofod og forgængeren Anders Vistisen – er meget bevidste om, hvilke muligheder der ligger i en offensiv mod de mere ekstreme dele af ”woke-segmentet”.

Identitetspolitikken har endnu ikke samme slagkraft som den klassiske udlændingepolitik, men der er den lighed, at DF her kan placere sig på de folkelige standpunkter, mens man slås med nogle ønskemodstandere.

Ro på
For igen at kunne mobilisere vælgerne på de forskellige politikområder, er der én betingelse, der først skal være opfyldt: Der skal være ro i partiet. Vælgerne lytter simpelthen ikke til de partier, hvor medlemmerne er mest optagede af at rive hovederne af hinanden.

Og ro er ikke noget, Messerschmidt skal forvente med det samme. Martin Henriksens udtalelser efter valget af Messerschmidt var uforsonlige, og alt tyder på, at Henriksen snart er fortid i partiet.

Det er endnu værre, hvis der også er folketingsmedlemmer, der smutter. Profilen Marie Krarup er blandt dem, der har truet med at forlade partiet i tilfælde af en Messerschmidt-sejr. Vel at mærke ikke af politiske grunde, men fordi hun simpelthen ikke har tillid til Messerschmidts person.

Forhastet dødsdom
Hvis Messerschmidts første måneder bliver en kaskade af slagsmål og udmeldelser, vil enhver DF-fremgang være illusorisk.

Alligevel er det vildt forhastet at afsige dødsdommen over Dansk Folkeparti. Partiet har stadig en politisk bane at spille på, og når fløjkampene en dag kommer under kontrol, kan partiet begynde en gradvis genrejsning.

Men det kommer til at tage tid. Lang tid.

erik@altinget.dk