Fra passiv til aktiv hjælp
Koncentrat af lederen "Fra passiv til aktiv" i Jyllands-Posten 2. juli 2003 om kontanthjælp som bremse på beskæftigelse.
En kontanthjælpsmodtager får 10.800 kr. om måneden i ydelse, og hvis ægtefællen har samme sociale status, skal den ene tjene 26.000 kr. om måneden, før det kan betale sig at arbejde. Hvis begge f.eks. er ufaglærte og hører til lavtlønsgruppen kan det ikke betale sig at ændre på tingenes tilstand ved at søge arbejde, fordi det samlet vil medføre en betydelig nedgang i indkomst mv.
For at skabe et incitament til at komme i arbejde, indførte regeringen fra i går en ægtefælleydelse på 2500 kr. om måneden, som tildeles i stedet for kontanthjælp, hvis den pågældende reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ifølge regeringen udbetales 40 pct. af al kontanthjælp til udlændinge, og når det gælder ægtepar på kontanthjælp, er tre ud af fire ægtepar udlændinge. Det hænger naturligt sammen med, at den tidligere regering af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ikke magtede at gennemføre en integration af indvandrere og flygtninge, som også gav dem en naturlig vej ind på arbejdsmarkedet, ligesom den heller ikke evnede at få skævhederne i reglerne om kontanthjælp rettet op, så de ikke ligefrem modarbejdede bestræbelserne på at øge beskæftigelsen.
Den nye regel kan lige så godt ramme danskere som udlændinge på kontanthjælp, men den vil under alle omstændigheder berøre gruppen af indvandrerkvinder, som aldrig har været ude på arbejdsmarkedet, og som taler meget dårligt eller slet ikke dansk. (...)
Cirkulærets succes afhænger først og fremmest af, at det nye redskab, som ægtefælleydelsen er for kommunerne, bruges konstruktivt, men det ville være synd at sige, at initiativet har fået en bragende modtagelse hos medarbejdere i centre og socialforvaltninger. Tværtimod hæfter man sig her ved, at ydelsen er alt for lav, og man frygter, at den på sigt kan holde de berørte ude fra arbejdsmarkedet.
Det viser, at der er behov for nytænkning, for hvis der ikke findes et incitament til at få kontanthjælpsmodtagere til at ændre deres situation, er de jo reelt allerede udelukket.
Tidligere har vi set eksempler på, at sagsbehandlere ligefrem modarbejdede intentionerne i den løbende lovgivning på det sociale område.
Nu er det til gengæld meget nødvendigt, at sagsbehandlerne forstår, at de har en afgørende rolle, når forsøget på at få aktiveret denne tunge gruppe skal lykkes. Ellers sker der som så ofte før ingenting.
