Fatal S-dumhed overfor USA

Koncentrat af lederen "Fatal dumhed" i Jyllands-Posten 25. oktober 2003.

SOCIALDEMOKRATIET må føle sig voldsomt trængt i dansk politik, når grove generaliseringer og forkert information tages i brug i et forsøg på at vække opmærksomhed.

»Både i det højreorienterede USA og i den fundamentalistiske verden smelter politik, samfund og religion sammen. En cocktail, der har vist sig at være katastrofal for ligestilling mellem kønnene,« hævdes det i et udspil, hvor USA sammenlignes med Iran og Saudi-Arabien.

Et ret overraskende bidrag til den løbende værdidebat. Så overraskende, at folketingsgruppens mandfolk Per Kaalund med rette kalder denne ligestillingsbommert for en fornærmelse mod det amerikanske folk. (...)

Skulle kvinder vælge mellem livsbetingelserne i USA og i Mellemøsten på en ligestillingsbaggrund, er der ikke megen tvivl om udfaldet. Der er en verden til forskel.

Man fristes til at tro, at den groteske udmelding skyldes ordfører Mette Frederiksens manglende overblik, men med partiformand Mogens Lykketofts blåstempling er det snarere endnu et kedeligt eksempel på, at Socialdemokratiet må ty til antiamerikanisme som ideologi.

Med den nye fatale fejlvurdering kan partiet ikke længere betragtes som regeringsdueligt.

Forrige artikel Minister og medier Næste artikel Godt med en velbevæbnet civilbefolkning