Berlusconis interessekonflikter
Koncentrat af lederen "Berlusconi er én stor interessekonflikt" i Berlingske 30. juni 2003.
At han nu bliver EUs politiske topfigur er der ingen formelle grunde til at sætte spørgsmålstegn ved betimeligheden i. Berlusconi er en demokratisk valgt centrumhøjrepolitiker, som ovenikøbet har et massivt folkeligt mandat i ryggen. At den entreprenante italiener har både forretningsmæssige og politiske talenter, som helt uundgåeligt og retfærdigt har bragt ham langt, kan det derfor ikke betale sig at diskutere ret længe.
På mange punkter er Berlusconis politiske program ovenikøbet båret af en fornuftig, pragmatisk borgerlighed, som det ikke vil volde besvær for ligesindede - herunder den danske regering - at identificere sig med.
Hvad man derimod har langt sværere ved at forlige sig med, er den problematiske sammenblanding af netop forretning og politik, som har klæbet til Berlusconi, siden han for anden gang overtog posten som italiensk premierminister. (...)
Problemet med Berlusconi er altså ikke, at han er en benhård businessmand. Dem kunne der såmænd være god brug for flere af i den politiske verden. Problemet er heller ikke, at han er en excentriker, der er dybt forfængelig og udgiver plader med smægtende viser. I en verden fuld af kedsommelige, systemopdragede jakkesæt er det tværtimod godgørende med et skud galskab og personlighed i ny og næ. Men tilsyneladende har Italiens leder fundamentalt set ikke lært at skelne imellem, hvad der tjener Italiens interesser, og hvad der tjener hans egne. Hvilket for alvor bliver betænkeligt, når man opnår en magtposition som den, Berlusconi nu har skaffet sig. Og det er derfor, man med et vist mål af skepsis ser frem til et halvår med en sådan mand i spidsen for Den Europæiske Union.
