Socialdemokrater og Danmarksdemokrater er i et tæt løb om at være Danmarks største arbejderparti

Der har været meget modvind, men når den blafrer i de røde faner 1. maj, kan Mette Frederiksens socialdemokrater alligevel trøste sig med, at de stadig holder positionen som det største arbejderparti.

Det viser en ny analyse af professor Kasper Møller Hansen for Altinget på baggrund af data fra Gallup og Epinion.

15,8 procent af arbejdervælgerne ville stemme på Socialdemokraterne, hvis der var valg i morgen, men Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne kommer lige efter med 15,1 procent.

Øjeblikkets mest fremgangsrige partier, SF og Liberal Alliance, er nummer tre og fire, begge med godt 8 procent af arbejdervælgerne. I undersøgelsen angiver 20 procent af arbejdervælgerne, at de ikke vil stemme. {{toplink}} 

S-formand Mette Frederiksen har fra start lagt vægt på at få genetableret den kontakt til partiets bagland i fagbevægelse og arbejderklasse, der var blevet slemt skadet under Thorning-Corydon. Derfor vil undersøgelsen være en tiltrængt opmuntring på en kampdag, hvor socialdemokraterne mange steder slet ikke er inviteret i protest mod indgrebet mod store bededag.

Men går man et spadestik dybere, bør undersøgelsen alligevel give anledning til dybe panderynker hos socialdemokraterne. For resultatet er nemlig også udtryk for en støt tilbagegang:

1. maj 2019, umiddelbart før Mette Frederiksen blev statsminister, scorede Socialdemokratiet hele 26 procent af arbejdervælgerne, og det flotte resultat blev gentaget to år senere i 2021. Så sent som lige før valget i 2022 lå S til knap 22 procent af arbejdervælgerne, og set i det perspektiv må de aktuelle 15,8 procent være en lidt bittersød 1. maj-ret. 

Støjberg skriver sig ind i ny tendens

Glæden er givetvis anderledes ubehersket blandt Danmarksdemokraterne, der med mindre end et år på bagen, allerede har etableret sig et stort arbejderparti.

Danmarksdemokraterne skriver sig dermed ind i den tendens, der er opstået de senere år, hvor indvandringskritiske partier scorer pænt blandt arbejdervælgerne. Danmarksdemokraterne har ikke et egentlig partiprogram endnu, men Støjberg har anlagt en social profil, der minder om Dansk Folkepartis:

DD var et af de borgerlige partier, der fredede Arne-pensionen, og DD har også været meget skeptisk over for en beskæring af seniorpensionen.

Deprimerende læsning for østerspisende Messerschmidt

Stilmæssigt er Støjberg kendt som en politiker, der taler lige ud af posen – og ikke blander unødigt mange franske filosoffer ind i sine sætninger. Det samme gælder Mette Frederiksen og Pia Kjærsgaard, der tidligere havde en stor appel til arbejdervælgerne.

På den baggrund må målingen være deprimerende læsning for den nye formand Morten Messerschmidt. DF scorer sølle 4 procent af arbejdervælgerne; et utroligt ringe resultat for et parti, der så sent som i 2018 kunne markere 1. maj som landets største arbejderparti. Dengang stemte 25,5 procent af arbejderne på DF.

Politisk har Messerschmidt på mange måder gjort det rigtige i forhold til arbejdersegmentet. Han har videreført den sociale profil, som forgængerne Kjærsgaard og Thulesen Dahl fik grundlagt i DF:

Messerschmidt fredede Arne-pensionen, som DF også var med til at indføre, han er kritisk over for forringelser af seniorpensionen – ligesom Messerschmidt har krævet stop for den automatiske hævelse af pensionsalderen i takt med levealderen. Han er tilmed en tand hårdere end Støjberg i udlændingepolitikken. Men indtil videre har det ikke hjulpet meget.

DF er stadig i en opbygningsperiode, og det tager lang tid at komme sig over en total nedsmeltning.

Politisk har partiet varerne til igen at tiltrække arbejdervælgere – spørgsmålet er så bare, om den østersspisende og champagnedrikkende Messerschmidt stadig er i stand til at nå det vælgersegment.    

Bemærkelsesværdigt dårligt resultat for V

For Venstre føjer Kasper Møller Hansens analyse sig til perlerækken af elendige målinger.

Venstre havde en stærk position blandt arbejdervælgerne under Anders Fogh Rasmussen, der med kombinationen af velfærdspolitik og en kraftig opstramning af udlændingepolitikken fik gjort det gamle bondeparti til et parti med en stærk arbejderforankring.

Det smuldrede dog allerede under efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen, der med angrebet på efterlønnen og halveringen af dagpengeperioden mistede megen støtte blandt arbejdervælgere.

Selv på den baggrund er det aktuelle resultat med 6,9 procents opbakning i arbejderklassen bemærkelsesværdigt dårligt, og i dag er Venstre dumpet ned til kun at være det femtestørste parti blandt arbejderne. {{toplink}}

Liberal Alliance står for én af overraskelserne

Liberal Alliance står for en af undersøgelsens største overraskelser: Partiet indtager reelt tredje og fjerdepladsen sammen med SF, selvom LA er et af de to partier i Folketinget, der står længst til højre på den fordelingspolitiske akse.

Den position deler de med Nye Borgerlige, der for et par år siden havde positionen som det næststørste arbejderparti. Men der var forklaringen lettere at få øje på: NB-formand Pernille Vermund profilerede sig på sin ultrastramme udlændingepolitik, mens den liberalistiske økonomiske politik levede en mere tilbagetrukket rolle. 

Det er ikke situationen i LA, der ikke gør synderlig meget ud af udlændingepolitikken. Måske skal forklaringen snarere findes i LA-leder Alex Vanopslaghs meget direkte og hårdtslående stil, der også ville kunne stå distancen i en skurvogn. 

Enhedslisten er helt nede på en ottendeplads. Det er et skidt resultat for et venstrefløjsparti, der pr. definition skal forsvare arbejderklassens interesser.

Den bløde udlændingepolitik spiller givetvis en rolle, men også her kan selve stilen spille ind. Enhedslisten har længe haft dygtige, men også ret studentikose politiske ordførere, det kan være svært at identificere sig med på en FH-arbejdsplads.  

Tallene gemmer på dårlig nyhed for S

Når Socialdemokratiet lige akkurat beholder pladsen som det største arbejderparti, skyldes det, at partiet stadig er meget større end Danmarksdemokraterne og alene af den grund får mange arbejdervælgere. 

Ser man derimod på den andel af partiets vælgere, der kommer fra arbejderklassen, er den faktisk mindre end gennemsnittet:

Hos Socialdemokratiet er det kun 13,6 procent, der har klassisk arbejderbaggrund, mens andelen blandt vælgerne som sådan altså er 16,7 procent. Hvis man dertil lægger gruppen af lavere funktionærer, kommer tallet højere op, men stadig ikke over gennemsnittet.

Derimod har Socialdemokratiet en højere andel af pensionister, det er faktisk hver anden S-vælger. Mange af dem har efter al sandsynlighed arbejderbaggrund, men er ikke længere en del af kategorien.

Ingen regeringsmagt uden arbejdervælgerne

Danmarksdemokraterne har derimod en meget høj andel arbejdervælgere, næsten hver tredje – 31,2 procent – DD-vælger har arbejderbaggrund. Målt på arbejderandelen af partiets vælgere slår Støjberg Mette Frederiksen med hestelængder. Messerschmidt må konstatere, at det er lykkedes Støjberg at nå ind til mange af DF's tidligere arbejdervælgere.

Politikerne kæmpede i mange år kæmpede om "Blå Bjarne", som beskriver de arbejdervælgere, som har socialdemokratiske holdninger til velfærdsstaten, men som alligevel kunne finde på at stemme borgerligt, fordi de ønskede en strammere rets- og udlændingepolitik. {{toplink}}

Ved sidste valg blev omdrejningspunktet pludselig "Midter-Mads", en mere kosmopolitisk svingvælger, der for eksempel kunne stemme på Moderaterne.

Det ændrer dog ikke på, at de klassiske arbejdervælgere – og de, der definerer sig selv sådan – stadig er en utrolig vigtig vælgergruppe.

Hvis Socialdemokratiet ikke har tilstrækkelig fat her, vinder de næppe regeringsmagten, og det er man meget bevidst om i partiet. Det fik man senest et eksempel på i sidste uge, da Mette Frederiksen gav sig til at bakke i slagsmålet om seniorpensionen. 

erik@altinget.dk