Avisejere dræner Infomedias pengetank

REGNSKAB: Den elektroniske artikel-database Infomedia A/S udlodder udbytte på 5 mio. kr. til sine avisejere for 2009. Resultatet var kun 3,1 mio.

Det går godt for Infomedia A/S, der er lige dele ejet af JP/Politiken og Berlingske Media (Metropol Online A/S). Selskabet, der leverer medieovervågning til danske virksomheder, myndigheder og interessenter, kom i følge sit årsregnskab ud af 2009 med et overskud på 3,1 mio. kr. mod et overskud året før på 11 mio. kr.

Ejerne trækker et udbytte på 5 mio. kr. ud mod det dobbelte året før. Selskabet står godt rustet til fremtiden med en egenkapital på 21,7 mio. kr.

Selskabet bidrager til jobskabelsen, i dat man i 2009 i snit har beskæftiget 131 medarbejdere (løn og gager udgjorde 51,7 mio. kr.) mod kun 75 i 2008.

"Selskabet fortsætter sin fremgang i et moderat voksende marked og erhvervede i 2009 Cision Danmark A/S, og har i løbet af året fusioneret dette selskabs kunder ind i Infomadia A/S. Selskabets aktivitetsniveau har været stigende i 2009, og årets resultat udgør 3.142 t.kr., hvilket er tilfredsstillende. Resultatet er påvirket af engangsudgifter til købet af Cision Danmark A/S. Forventningen til 2010 er, at selskabet vil fastholde sin markedsposition og få en betydelig forbedret resultatudvikling," hedder det i ledelsens beretning.

Bruttofortjenesten var i 2009 72 mio. kr. mod 57,4 mio. kr. i 2008.

Anders Lassen er administrerende direktør, mens bestyrelsen udgøres af Jens Bruun, Lisbeth Knudsen, Stig Ørskov og Mette Bove-Nielsen.

Forrige artikel Skæbnevalg for begge fløje Skæbnevalg for begge fløje Næste artikel Vejet snit af majs målinger: VKO i frit fald Vejet snit af majs målinger: VKO i frit fald