Kaare Dybvad: Storbyerne skal ikke være rigmandsenklaver, som lærere besøger i arbejdstiden

Et af de fornemmeste formål med det nye Indenrigs- og Boligministerium er at sikre den demokratiske grundtanke, at alle har lige muligheder, uanset hvor man vokser op, og hvilken baggrund man kommer fra.

Det handler om at sikre større lighed på tværs af kommunegrænserne – og om at sikre høj social mobilitet fra kyst til kyst.

Derfor har jeg fra første dag i ministerstolen fremhævet flere uddannelsesmuligheder rundt om i landet som et godt sted at starte. Borgernes frie og lige adgang til uddannelse er et kerneområde i den danske velfærdsstat.

Desværre er vi i de senere år slået ind på en negativ kurve, når det handler om social mobilitet: Alt imens toneangivende stemmer har talt højt og flot om overgangen til et videnssamfund, har vi været stille vidner til en udvikling, hvor vi nu i stigende grad kan forudsige børns fremtid ved at se på deres forældre.

Sådan skal det ikke være i et land som Danmark, hvor vi bryster os af et gratis uddannelsessystem, SU og andre velfærdsordninger. Det er en udvikling, som vi skal vende. Og som vi kan vende.

I fremskridtets navn
Vi kan begynde med et opgør med fortællingen om, at fremtidens samfund skal centraliseres omkring storbyerne.

Det er en fortælling, som har sat ganske betydelige spor på landkortet, og som snarere har bidraget til at afvikle frem for at udvikle de egne af landet, der tilfældigvis har ligget uden for de store byer.

I fremskridtets navn har man lukket skoler, sygehuse og politistationer – og dermed helt glemt, at næsten hver anden dansker bor uden for de større byer.

Selvfølgelig skal alle danskere have adgang til et højt velfærdsniveau, uanset hvor i landet de bosætter sig. Mange mennesker er glade for at bo et sted, hvor naturen er tæt på.

Men de er knap så glade for, at vejen til nærmeste uddannelsesinstitution eller arbejdsplads bliver længere og længere. Det kan jeg godt forstå. Det er med til at skævvride vores samfund.

Og det er på den baggrund, at jeg har valgt at kalde mig "minister for nærhed," for det er i høj grad dét, der bliver min hovedopgave: At tage et opgør med centralisering per automatik og føre velfærden tilbage til alle danskere.

Regeringen har allerede taget det første skridt og sikret en solid og retfærdig udligningsreform, der har skabt grobund for et Danmark i bedre balance. Det arbejde skal jeg føre videre.

Byer skal ikke være rigmandsenklaver
Men til min opgave som indenrigs- og boligminister hører også at værne om livet i de største danske byer.

Det handler ikke mindst om at sørge for, at storbyerne kommer til at afspejle befolkningssammensætningen i resten af landet. I storbyen skal vi mødes på tværs af økonomiske, sociale og etniske skel.

Jeg tror på, at vi får et mere tillidsbaseret og solidarisk velfærdssamfund, når vi møder hinanden over køledisken som ligeværdige borgere.

De største danske byer skal ikke kun være rigmandsenklaver, som sygeplejersker, lærere og buschauffører kan besøge i arbejdstiden. De skal være for alle.

Derfor ønsker regeringen blandt andet, at kommunerne skal kunne stille krav om 33 procent almene boliger i nye lokalplaner, så mennesker med helt almindelige indtægter har råd til at bo, hvor de arbejder.

Der bør ikke være forskel på, om man som dansker vælger at bo i byen eller på landet. Danmark skal have stærke pulserende storbyer, men også levende landdistrikter.

Vi skal have et land i balance – for ja, Danmark er for lille til store forskelle.

debat@altinget.dk