Debattør til Dybvad: Grav din debatbog om udkantsdanmark frem fra gemmerne

Lad mig starte med min hjemby Ålsgårde, der ligger i Nordsjælland, langt væk fra det urbane liv, hårde ghettoer og det sprudlende uddannelsesmiljø, som storbyerne tilbyder.

Jeg voksede op i det almene med naboer, der var pædagoger, politimænd, buschauffør og pensionister. Men få skridt væk fra det almene boligområde, hvor jeg boede, var der parcelhuse og strandvejsvillaer.

Jeg gik i skole med strandvejens unger – bankdirektørens søn, diplomatens børn og den kendte skuespillers datter. Ja, faktisk legede jeg med Jørgen Utzons barnebarn i deres Utzon-arkitekttegnede hus.

At være fanget i en social klasse eller at tilhøre en udsat gruppe af samfundet var ikke en del af min bevidsthed. Ej heller i mine klassekammeraters. Og når vi så skulle vælge vores fremtid, så var der rig mulighed for at vælge en videregående uddannelse.

Fællesskab på tværs af klasser
Så hvorfor denne historie? Jo, fordi jeg tilhørte et lille lokalsamfund, hvor danske børn fra forskellige sociale lag legede, gik til spejder sammen eller datede hinanden.

Vi var en del af et fællesskab på tværs af sociale klasser, som for mig at se er det, som vi i Danmark er så stolte af. Et samfund, hvor det almene eksisterer side om side med det private boligmarked. Et miljø, der skaber medborgere med fælles identitet og forståelse på tværs af sociale klasser.

Jeg voksede op i et samfund, hvor social mobilitet i forhold til uddannelse var en succes, fordi bankdirektørens søn inspirerede tømrerens søn til at drømme større end at gå i faderens fodspor. Eller hvor en etnisk minoritet følte sig nærmest per automatik dansk, fordi balancen af sociale klasser og etnicitet gjorde det nemt. 

Alt dette var muligt, fordi vi havde et stærkt lokalsamfund med en folkeskole, et lægehus og uddannelsesmuligheder inden for en overskuelig afstand.

Men de mange års fokus og tiltag på for eksempel at centralisere arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner har desværre bidraget til at svække lokalsamfund, som bidrager til positive sociale mobilitet.

Ministeren skal sætte ind
Centralisering har skubbet de ressourcestærke borgere ud af små lokalsamfund og gjort, at sammenhængskraften er i fare. Så hvad kan indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) gøre? 

En progressiv boligpolitik i forhold til at få flere almen boliger: Hvis vi som samfund skal være stærke og have en form for fælles identitet på tværs af sociale lag, så skal vi sætte sammenhængskraften og fælles dannelse i centrum i førersædet.

Vi skal sørge for at etablere nogle rammer, hvor danskere kommer hinanden ved – enten i foreningslivet eller ved at mødes i den lokale folkeskole eller i supermarkedet.

Det, mener jeg, er den eneste måde, hvor vi kan møde og acceptere hinandens forskelligheder og baggrund – på godt og ondt. Det kan gøres via en mere progressiv boligpolitik, hvor man sætter sig ned og kigger på de kommuner, som har et lavt procentdel af almene boliger, og spørger sig hvorfor?

Planloven giver kommunerne mulighed for at sætte krav om, at der skal bygges almene boliger i nye byudviklingsprojekter, så rammerne er der.

Vi skal dog se på, hvad det er der forhindrer kommunerne i at gøre det og eventuelt se på, om samarbejdet mellem kommunerne, de almene boligorganisationer og private byggeaktørerne kan gøres bedre.

Vi har som samfund brug for, at de ressourcestærke kommuner skruer op for procentdelen af almene boliger, og at almene boliger er en integreret del af det private boligmarked.

For hvorfor vil kommuner såsom Gentofte ikke investere i almene boliger? Er det på grund af manglende motivation, eller fordi de ikke vil tage ansvar for den sociale mobilitet. Det er et spørgsmål, som vi skal stille.

Distance er gået for vidt
De små fællesskaber, øerne og landsbysamfund skal prioriteres: Der har altid været en slags distance mellem de sociale klasser, mellem landsbysamfundet og "storbyen”. Men det er gået for vidt i de seneste år.

Mange landsbyer med social mobilitet, god balance i forhold til almen og privat bolig, gode jobs- og uddannelsesmuligheder står nu svagt på grund af centralisering.

Derfor bliver indenrigs- og boligministeren nødt til at tage det, som han kalder for koordineringsrollen, alvorligt. Sidst, hvor ministeren var i P1's 'Mød regeringen' talte han om at give de mindre byer arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner tilbage.

Det er det, som han nu skal vise, at han vil. Nu har ministeren en mulighed for at redde disse byer. Kort sagt: Kaare Dybvad bliver nødt til at insistere på, at Thomas eller Fatima har ligeså meget ret til at cykle til skole, på arbejde, gå til lægen eller starte på en nærliggende uddannelse, som Thor har mulighed for i storbyerne.

Hvis der ikke gøres noget ved dette, så frygter jeg for eksempel, at den sociale mobilitet i forhold til uddannelse falder yderligere. 

Der er nok at tage fat på. Og hvis boligministeren er i tvivl i forhold til hans rolle, så kan han finde sin egen bog, 'Udkantsmyten', frem fra sin bogreol og genopfriske grundene.

debat@altinget.dk