Mindre kød og flere grøntsager: Regeringen lancerer 10 nye klimavenlige kostråd til de offentlige køkkener

Køkkenerne i daginstitutionerne, de offentlige kantiner og på skolerne får nu deres egne specifikke kostråd, der i højere grad tager højde for klimaet. Tilbyd mindre kød og flere bælgfrugter, lyder det blandt andet.

Brug mejeriprodukter som ost og mælk i mindre mængder, tilbyd færre kødprodukter og flere bælgfrugter og lad grøntsager og frugt fylde mindst en tredjedel i alle måltider.

Sådan lyder nogle af de nye kostråd til personalet i de professionelle køkkener, som regeringen og Fødevarestyrelsen nu kan lancere.

Kostrådene er udviklet på baggrund af de nye, generelle kostråd, som regeringen præsenterede for omtrent ét år siden, og som noget nyt både skal hjælpe danskerne med at spise sundere og mere klimavenligt.

”Der er en kæmpe klimagevinst i at få professionelle og dygtige medarbejdere i de offentlige køkkener til at lave mere velsmagende, sund og klimavenlig mad,” siger fødevareminister Rasmus Prehn (S) i en pressemeddelelse.

De offentlige køkkener serverer måltider i blandt andet skoler og daginstitutioner, på hospitaler, i ældresektoren og i de statslige-, regionale- og kommunale kantiner.

Køkkenerne på ældreområdet og hospitalerne er dog undtaget fra de nye kostråd. Til gengæld er rådene også målrettet private kantineudbydere.

Ifølge regeringens ekspertorgan Klimarådet serverer de offentlige køkkener cirka 650.000 måltider om dagen til en samlet værdi af cirka fire milliarder kroner.

Se alle de 10 kostråd i faktaboksen herunder.

Offentlige køkkener kan inspirere

De offentlige køkkener står for mange daglige måltider, men langt størstedelen af danskernes måltider indtages trods alt i hjemmet.

Alligevel vurderer Klimarådet i en rapport fra december, at omstillingen til klimavenlig kost i offentlige køkkener kan være ”et meget kraftigt virkemiddel”, hvis danskernes kostvaner skal være mere klimavenlige.

Det skyldes, at serveringerne i de offentlige når ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning på tværs af geografi, indkomstgrupper og andre sociale forskelle, og at måltiderne samtidig har mulighed for at give danskerne ny inspiration og dermed rykke ved madkulturen.

”Hvis man ser kollegaer, chefer og venner spise den samme mad, nedbrydes forestillingen om, at klimavenlig kost kun spises af visse politiske eller ideologiske grupperinger. Samtidig kan det give både inspiration og viden om klimavenlig kost, man kan tage med hjem, måske også i form af takeaway-retter,” skriver Klimarådet i rapporten.  

Det hæfter fødevareministeren sig også ved.

”Hvis man har fået en hamrende god omgang bolognese uden kød, men med gulerødder og linser i kantinen på jobbet, vil flere måske prøve det af derhjemme,” siger Rasmus Prehn.

Betydelig klimaeffekt

Både de generelle kostråd og de nye målrettede kostråd til køkkener har til formål at gøre danskernes spisevaner mere bæredygtige.

Og det er der ifølge eksperterne god grund til.

I rapporten fra december konkluderer Klimarådet, at danskernes nuværende forbrug af fødevarer ”udfordrer Danmarks ambition om at være et foregangsland på klimarådet”.

De danske forbrugere har nemlig ”et af de største klimaaftryk fra fødevareforbruget i verden” – hovedsageligt på grund af ”et meget højt forbrug af animalske produkter”, skriver Klimarådet.

En gennemsnitlig dansker på mellem seks og 64 år vil derfor også kunne reducere klimaaftrykket fra sin kost med mellem 31 og 45 procent ved at følge kostrådene, vurderer klimaeksperterne.

{{toplink}}

Råd og anbefalinger er ikke nok

De nye kostråd til de professionelle køkkener vil dog næppe være nok i sig selv.

Klimarådet henviser i den nylige rapport til tidligere undersøgelser, der viser, at de professionelle køkkener i betydeligt omfang ikke benyttede kostrådene fra 2013 som en rettesnor, når der skulle serveres mad.

Klimarådet forklarer det med, at kostrådene blot er anbefalinger, som køkkenerne kan vælge at se bort fra.

Regeringens ekspertorgan anbefaler derfor også, at stat, regioner og kommuner sætter en klar målsætning om, at der skal serveres klimavenlig mad i de offentlige køkkener.

Derudover råder Klimarådet politikerne til at investere i mere opkvalificering af køkkenpersonale og til at indføre et køkken-klimamærke, som danskerne kan bruge til at identificere køkkener, der har omstillet sig.  

Altinget vil gerne have spurgt fødevareminister Rasmus Prehn (S) ind til nogle af disse anbefalinger, men det har ikke været muligt at få et interview med ministeren.

I sin rapport fra december påpeger Klimarådet også, at regeringens nye kostråd i øjeblikket modarbejdes af det offentlige selv, fordi der investeres flest midler i kampagner for animalske produkter. Læs mere om det her.

Forrige artikel Få overblikket: Disse restriktioner forsvinder fra tirsdag Få overblikket: Disse restriktioner forsvinder fra tirsdag Næste artikel Regeringen vil indføre obligatorisk undervisning om Holocaust Regeringen vil indføre obligatorisk undervisning om Holocaust