Regeringen vil indføre obligatorisk undervisning om Holocaust

I en ny handlingsplan mod antisemitisme foreslår regeringen, at der indføres obligatorisk undervisning om Holocaust i folkeskolen og på gymnasierne.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har flere gange understreget, at regeringen ikke vil blande sig i, hvad landets lærere præcis skal undervise i. 

Nu gør regeringen imidlertid en undtagelse.

Tirsdag præsenterede justitsminister Nick Hækkerup (S) og kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nemlig en handlingsplan mod antisemitisme.

Og ét af initiativerne i planen er, at det skal gøres obligatorisk at undervise i Holocaust i folkeskolen og på de gymnasiale uddannelser.

I folkeskolen skal det konkret ske ved at ændre historiekanonen, så det nuværende punkt om Augustoprøret og Jødeaktionen 1943 omskrives til også at indeholde Holocaust.

På gymnasierne skal der ifølge regeringen ændres i læreplanerne for historiefagene, så undervisning om Holocaust og andre folkedrab bliver obligatorisk.

Læs hele planen her.
”Skolen er naturligvis det oplagte sted at starte”
Pernille Rosenkrantz-Theil deltog ikke selv i pressemødet tirsdag formiddag, hvor handlingsplanen blev præsenteret.

I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet udtaler børne- og undervisningsministeren dog:

”Antisemitisme er helt uacceptabelt og hører ingen steder hjemme. Vi har i nyere tid for eksempel også oplevet, at der var hærværk mod en jødisk gravplads. Det er vigtigt, at alle generationer lærer af historien, så den ikke gentager sig. Skolen er naturligvis det oplagte sted at starte.”

På selve pressemødet supplerede Nick Hækkerup ved at sige:

"Det er en vigtig del af dannelsen i skolen, at man lærer respekt for sine medborgere – trods vores forskelligheder. Ingen må derfor gå igennem skolen uden at have indsigt i, hvor farlig antisemitisme er. Derfor gør vi undervisning i Holocaust obligatorisk."

Foruden den obligatoriske undervisning, vil regeringen også både ”fremme undervisningsaktiviteter” om Holocaust og klæde lærere bedre på til at undgå eksklusion i skolen.

Det sidste skal efter handlingsplanen gøres ved at udbrede et materiale om polarisering og eksklusion i skolen, som Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og Professionshøjskolen Absalon har udviklet.

Forrige artikel Mindre kød og flere grøntsager: Regeringen lancerer 10 nye klimavenlige kostråd til de offentlige køkkener Mindre kød og flere grøntsager: Regeringen lancerer 10 nye klimavenlige kostråd til de offentlige køkkener Næste artikel Partier indkalder til samråd om coronasyge pædagoger: Partier indkalder til samråd om coronasyge pædagoger: "Regeringen lader forældrene i stikken"