Forældrebevægelse: Når det kommer til børneomsorg, agerer vi som et fattigt land

Af Marie Blønd
Talsperson for forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen

Fundamentet til regeringens børneplan frem til 2025 skydes i gang med forhandlingerne om minimumsnormeringsmodellen. Tilsagn, om at Danmark skal være verdens bedste land at være barn, og selvudnævnelsen af Mette Frederiksen (S) som Børnenes statsminister indikerer, at børneplanen bør være ambitiøs.

Men desværre pegede udslaget af finanslovsforhandlingerne i en anden retning, når det kommer til flere voksne i Danmarks daginstitutioner.

Der mangler både midler, og tidshorisonten er alt for lang. Ved at underbudgettere minimumsnormeringer sætter man allerede begrænsninger for både lovgivning og udregningsmodel.

I forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen har vi fra start været kritiske over for den nuværende beregningsmodel af normeringer fra Danmarks Statistik, da den ligger meget langt fra virkeligheden.

Egentlig var den roden til hele forældreoprøret, da ingen politikere forstod eller anerkendte, hvor grelt det stod til ude i daginstitutionerne. Det hele så jo fint ud på papirerne fra Danmarks Statistik.

Derfor insisterer vi forældre også på at kalde det foreløbige resultat af finanslovsforhandlingerne for papirnormeringer. Det ser godt ud på papiret, men rykker ikke ude på gul stue. 

Vi er nødt til at agere akut
Minimumsnormeringer skal afspejle virkeligheden og mærkes af børnene på institutionsniveau. Det er minimumsgrænsen, der skaber bundproppen, og derfor skal sociale normeringer og specialkonsulenter ikke tælle med i modellen, da det er ekstra midler, der tilføres der, hvor det er nødvendigt.

Vi skal følge forskeres anbefalinger om en voksen per tre børn i vuggestuer og en voksen per seks børn i børnehaver, og det skal være i børnehøjde og gælde hele dagen. Administration, ferie, kursus og sygdom skal fratrækkes opgørelsen, for intet barn kan trøstes eller hjælpes af en voksen, der tæller med i opgørelsen, men ikke er til stede.

Med andre ord: Der skal være transparens hele vejen fra bevilling og ud på gul stue, så vi sikrer os, at pengene reelt går til voksentid med børnene. Vi må have ambitioner for eksempelvis en betydelig overvægt af pædagogandelen, som kan løftes på sigt, for lige nu er vi er nødt til at agere akut.

S vil ikke sikre landets mindste
En akutplan er essentiel, da mange børn de næste fem år kommer til at sidde fast i et eksperiment, der går ud over deres udvikling og læring.

Forældre vil fortsat føle sig splittede hver morgen, når de afleverer eller tager konsekvensen og dropper ud af arbejdsmarkedet, fordi de ikke vil lægge børn til. Når regeringen ikke vil behandle minimumsnormeringer akut, så har de ikke forstået omfanget og alvoren.

Socialdemokratiet, der i øjeblikket reklamerer med, at de er på børnenes hold, vil ikke engang stå på mål for at sikre Danmarks mindste børn i størstedelen af deres vågne timer i statens og kommunens varetægt. 

Vi er et rigt land, der agerer fattigt, når det kommer til børneomsorg. Det stod også klart efter finanslovsforhandlingerne med de penge, der er sat af til minimumsnormeringer. Beløb, som uden tvivl vil diktere både lovgivning og beregningsmodel.

Forældre bliver holdt for nar
Senest har vi erfaret, at de 500 millioner, der er afsat i år, og som giver knap en halv pædagog per institution, nu er næsten halveret, da kommunerne ifølge Danmarks Statistik kommer til at spare 200 millioner kroner på daginstitutionsområdet.

Denne besparelse er på trods af, at regeringen har smidt om sig med ord som 'markant' og 'historisk', da de lukkede både kommuneaftale og finanslov. Det er simpelthen at holde forældre for nar. 

I perioden fra 2010 til 2019 har regeringen ifølge beregninger, som pensionsselskabet Velliv har lavet for Berlingske, fået 352,4 milliarder kroner ind via en pensionsskat. Pensionsformuerne har indbragt 211,7 milliarder skattekroner mere, end regeringen har regnet med.

Og så skal vi forældre gå på gaden over hele landet gentagne gange for at kræve et minimum af omsorg til vores samfunds mindste børn. Med minimumsnormeringer i børnehøjde til seks milliarder om året kunne denne uventede skatteindtægt sikre samfundet minimumsnormeringer de næste 35 år. Det vil sige til både vores børn og børnebørn.

Hvorfor skal vi forældre blive ved med at kæmpe så hårdt for et minimum? Hvor er de børnepolitiske ambitioner blevet af? Og endnu vigtigere, hvor er akutplanen?

debat@altinget.dk