Center for Familieudvikling: Der er et hul i den danske model, som Familieretshuset aldrig vil kunne udfylde

Af Søren Marcussen
Afdelingsleder, Center for Familieudvikling

Det er helt afgørende med en både en hurtig og korrekt sagsbehandling af højkonflikte skilsmisser i Familieretshuset. Set i det lys spørger vi i Center for Familieudvikling os selv, om fyringen af 100 medarbejdere i Familieretshuset er forsvarligt.

Hvis der vedvarende træffes for mange mangelfulde og ukorrekte afgørelser, vil det give de familier, der virkelig har brug for hjælp, flere problemer end løsninger. Det kaster brænde på et konfliktbål, der allerede blusser imellem forældrene. Og det har vi ikke råd til, når vi samtidig ved fra forskningen, at netop forældrekonflikter er det mest belastende for børn i skilte familier.

En skilsmisse er en følelsesmæssig og sårbar situation, og i de mere komplekse sager er det nærmest almindeligt, at forældre gensidigt sårer og beskylder hinanden for eksempelvis fysisk eller psykisk vold. Forældre retter anklager mod hinanden og peger på hinandens fejl og mangler som forældre.

I de grove tilfælde kan de se hinanden som unødvendige og ligefrem skadelige for børnene. Det er desværre en almindelig dynamik i mange af de højkonflikte skilsmisser, som udgør 10-15 procent af alle skilsmisser i Danmark.

Et hul i den danske model

Udfordringen opstår i de tilfælde, hvor systemet ikke har tilstrækkelig tid og ressourcer til at inddrage begge parters synspunkter, og der ikke er mulighed for at undersøge forældrenes gensidige anklager. 

Men meget tyder på, at det ikke udgør hele problemet. For uanset hvor effektivt Familieretshuset bliver, vil afgørelserne i sig selv ikke være tilstrækkelige i de særligt højkonflikte og komplekse skilsmisser.

Hvis det for alvor skal lykkes at hjælpe børn og voksne i højkonflikte skilsmisser videre, er der brug for længerevarende behandling og støtte til disse familier.

Familieretshuset ikke på noget tidspunkt, siden det blev etableret for over fire år siden, fået netop denne behandlingsindsats i opdrag. Familieretshuset har fokus på vidensdeling og et mandat til at træffe afgørelser – og det efterlader os med et hul i den danske model, som desværre rammer alt for mange familier, der bliver ved med at cykle rundt i systemet.

"No Kids in the Middle"

Set fra vores perspektiv kunne kommunerne være en del af løsningen. Vi ser allerede i dag, at mange af de svære skilsmissesager lander på kommunernes bord.

Men i den aktuelle politiske prioritering slider de tunge sager på det kommunale system, som ikke har fået tildelt midler eller opkvalificering herefter. På Center for Familieudvikling oplever vi igen og igen, at kommunerne efterspørger effektive metoder til at hjælpe familier i komplekse skilsmisser, som al erfaring viser er en meget vanskelig gruppe at arbejde med.

Fra 2020-22 afprøvede Center for Familieudvikling det hollandske behandlingsprogram "No Kids in the Middle" sammen med Aarhus Kommune. Programmet viste gode erfaringer med at hjælpe børn og forældre i højkonflikte skilsmisser og har ført til udviklingen af en dansk version af programmet, "Sammen om Børnene".

I vores opfattelse kunne dette behandlingsprogram – som én af flere løsninger – bibringe de metoder, som mangler i dag.

Behov for politisk prioriteringer

Skal vi sikre en bedre proces for børn og deres forældre i komplekse skilsmisser, er der i sidste ende behov for, at det politiske system for alvor prioriterer dette område.

{{toplink}}

Når vi har Familieretshuset, skal det fungere så godt det kan, og også tildeles de nødvendige ressourcer. Men det løser ikke hele problemet. Den afgørende forskel ligger i, at der fra politisk hold udpeges en instans, som får mandat og opkvalificering i at tilbyde behandling til børn og forældre i komplekse skilsmisser.

Først da kan vi bedre reducere det konfliktbål, der kan blusse imellem skilte forældre. Og først da kan vi lykkes med at skabe større ro og trivsel i hverdagen, som er det forældrene – og i særlig grad børnene – har allermest brug for.

Tilbage står den kritik, at ingen siger problemet højt overfor det politiske system – heller ikke Familieretshuset, som vi må formode ser det samme: Hvem skal tilbyde behandling til familier i komplekse skilsmisser? Hvis ansvar er det at lukke hullet?

debat@altinget.dk