Alternativet: Tesfayes ringe indsigt kan koste vores børn og statskassen dyrt

For nylig kunne man ringe til Børneminister Mattias Tesfaye (S) i P1 og spørge ind til de forskellige områder, han er ansvarlig for. Her kom et interessant svar fra ministeren til Maria Lund Nielsen, som er aktiv i Forældrebevægelsen 'HvorErDerEnVoksen'.

Maria spørger ind til normeringerne i daginstitutionerne. Den sag er vi nemlig langt fra færdig med, selvom man, ifølge ministerens udtalelser tidligere på året, nu skal videre.

Ministerens begrundelse for ikke at arbejde videre med at sikre, at kommunerne anvender praksisberegneren er, at ressourcerne skal bruges på andet end bureaukrati samt opgaver tættere på borgerne. Praksisberegneren er ellers den regnemaskine, staten selv har udviklet, som vil vise de reelle normeringer i de danske dagtilbud.

Stor betydning på daginstitutionerne

Men at opgøre hvor mange voksne, der er til at passe på og give omsorg til vores børn er da om noget en opgave, som ligger helt tæt på borgeren. Både børn, ansatte og forældre.

Desuden vil den form for gennemsigtighed på normeringen i børnehøjde give et langt bedre grundlag for de politiske beslutninger på området.

Yderligere siger ministeren, at det tager tid at anvende praksisberegneren. Vi formoder, at der vil være tale om, at den anvendes et par gange om året.

Ministeren kunne jo sætte sig i spidsen for at afsætte ressourcerne til den opgave, hvis resultater har stor betydning for indsigten i udviklingen af daginstitutionerne rundt om i landet.

Ringe indsigt i området

Et andet argument som ministeren kommer med, imod at indføre reelle minimumsnormeringer på institutionsniveau er, at det skal være muligt for kommunerne at fordele ressourcerne forskelligt ude i institutionerne.

Men her viser ministeren ringe indsigt i dagtilbudsområdet og blander to forskellige former for normeringer sammen.

Loven om minimumsnormeringer handler om at skabe en bund og et minimum til alle børn, som det også står i loven.

Men det ministeren taler om er, at der ovenpå dette minimum skal være en frihed i kommunerne til at fordele ressourcerne som gælder de sociale normeringer. Altså de normeringer, der er til de udsatte børn med særlige udfordringer.

Det er så vigtigt at skelne. For gør vi ikke det, får vi simpelthen ikke rettet vores daginstitutioner godt nok op.

Og konsekvenserne af den ringe kvalitet ses allerede i den store mistrivsel blandt børn samt de mange forældre, der går ned i tid eller passer deres børn selv. Simpelthen fordi de ikke kan få dem selv til at aflevere deres børn til så dårlige forhold, som mange dagtilbud desværre har.

Arbejdsudbud og trivsel går hånd i hånd

Hvis ministeren og Regeringen vil sikre, at samfundskontrakten forbliver intakt, og forældre fortsat vil aflevere deres børn i dagtilbud, mens de går på arbejde, så burde det være en topprioritet at sikre de nødvendige ressourcer til vuggestuerne og børnehaverne.

Herunder fremme indsigten i hvordan normeringen ser ud på blå stue, når Emil og Sophia er afsted hjemmefra og bruger størstedelen af deres vågne timer i statens varetægt.

Desværre lader regeringens finanslovsforslag ikke til at vægte dette område. Det har, og vil fortsætte med at have, konsekvenser både i forhold til arbejdsudbud og mistrivsel.

Vi håber selvfølgelig i Alternativet, at de kommende forhandlinger kan anvendes til at få skabt de nødvendige investeringer på især småbørnsområdet. Et område der alt for ofte drukner i diskussioner mellem voksne, der ikke kender tilstrækkeligt til børnenes hverdag ude i børnehaver og vuggestuer.

{{toplink}}

debat@altinget.dk