Statsministeren indkalder til pressemøde på Marienborg

Det er forventningen, at Mette Frederiksen vil udskrive folketingsvalg, når hun klokken 13.00 holder pressemøde ved sin embedsbolig Marienborg.

Om få timer kan vælgerne formentlig få svar på, hvornår de skal til stemmeurnerne.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har indkaldt til et pressemøde klokken 13.00 på Marienborg. Her vil hun "komme med en udtalelse" uden mulighed for opfølgende spørgsmål.

Det er forventningen, at statsministeren vil benytte pressemødet til at udskrive folketingsvalg. Hvis hun ikke har udskrevet valg inden torsdag, vil et flertal nemlig stille sig bag et mistillidsvotum fra Radikale.

Allerede efter statsministerens åbningstale tirsdag, hvor der ikke blev udskrevet valg, begyndte flere politikere at tale om, at spændingen i stedet ville blive udløst onsdag.

Valgudskrivelsens timing kunne formentlig være bedre for Socialdemokratiet, som efter sommerferien står til at miste flere mandater ifølge målingerne. Regeringspartiet har ellers haft stor opbakning i størstedelen af valgperioden.

Men Radikale besluttede i begyndelsen af juli at kræve, at der bliver udskrevet valg i begyndelsen af oktober.

Det skete som kulmination på Minkkommissionens beretning om regeringens rolle i den ulovlige nedslagtning af samtlige mink under coronakrisen.

Forrige artikel EU-chef efter Nord Stream-angreb: Fem tiltag skal sikre kritisk infrastruktur EU-chef efter Nord Stream-angreb: Fem tiltag skal sikre kritisk infrastruktur Næste artikel Nu skal vi til valg: Sådan står partierne Nu skal vi til valg: Sådan står partierne