Sandie Westh om tredje uge i valgkampen: Pape er blevet ramt af Løkke-toget, og det er blå bloks virkelige problem
Lars Løkke Rasmussen har lavet et comeback, der får valgforskernes ”hoved til at eksplodere”. Vælgerne har tilsyneladende glemt alle hans møgsager, skriver Sandie Westh om ugen, der er gået i valgkampen.
“You Can’t Hurry Love” synger Supremes, mens Mette Frederiksen (S) modtager folkets hyldest i en video på Instagram fra i lørdags, mens hun smiler med det smil, en mand fra Nordjylland har bedt hende om at iføre sig.
Eller, han har jo ikke direkte bedt hende om at smile, men mere fortalt hende, at hun ikke smiler ret meget mere, hvilket jeg nok heller ikke havde gjort, hvis jeg havde nedlagt et helt erhverv ovenpå en verdensomspændende pandemi, efterfulgt af en krig ubelejligt tæt på.
Men når mænd beder kvinder om at smile, så smiler vi åbenbart, så nu klukler statsministeren. Og det kan godt være, at du ikke kan hurry love, men du kan saftsusemig heller ikke skynde på den her valgkamp, som jo allerede har varet længere end introen til Hotel California, fordi Radikale jo praktisk talt skød den i gang før sommerferien.
Det har været nogle lange måneder, især for Søren Pape (K), som ser ud som om, han er blevet et par år ældre i mellemtiden, fordi han er blevet sovset ind i den ene møgsag efter den anden. Mandag morgen så jeg ham i Go’ Morgen Danmark på TV 2, hvor han indrømmede, at han naturligvis på nuværende tidspunkt havde håbet, at Konservative ville stå stærkere, men at han samtidig håbede, at de i den sidste uge af valgkampen ville kunne lokke nogle vælgere tilbage i folden.
Løkke-toget fik ram på Pape
Pape ved bare godt, ligesom jeg, at han er blevet ramt af Løkke-toget, og det er virkelig den borgerlige fløjs problem: Man har ikke formået at finde et bedre alternativ til Lars Løkke (M).
Kongen af rod i sagerne. Jeg nævner i flæng: Bilagsagerne, som skattebetalte weekendture til udlandet. GGGI-sagen, som omhandlede skattefinansierede flyrejser på første klasse. Han fik også finansieret ni jakkesæt, 28 skjorter, ni par bukser, 21 slips, 17 par strømper og otte bokserershorts til den nette sum af 152.000 kroner.
Så er der sagerne om kvotekongerne og formandsopgøret, som sluttede alt andet end kønt. Hvis vi afholdt OL i møgsager, så ville Lars Løkke stikke af med sejren og formentlig fejre den på skatteborgernes regning. Alligevel har han formået at lave et comeback, som selv Madonna må misunde.
Det er gået så godt, at valgforsker Martin Vinæs Larsens hoved er eksploderet, udtalte han til Berlingske torsdag i sidste uge. For Berlingske har fået Kantar Gallup til at lave en måling, der viser, at hvis vi skulle vælge en blå statsminister i morgen, ville 35 procent af vælgerne pege på Løkke, mens Jakob Ellemann snupper 20 procent og Pape ligger helt nede og roder på 12 procent.
Efter en lillebitte weekendtur ude i kulden, er Lars Løkke vendt tilbage, og han løber så hurtigt, at alle tilsyneladende har glemt alle hans møgsager. Fordi han er Lars, som i øvrigt er lyden af en bildør der smækker. Måske en ministerbil? Guderne, eller hvem det nu er, der er deroppe, skal vide, at ingen er tættere på sin drømmeposition som tungen på vægtskålen, og han har tilmed frækheden til at opfordre Pape og Ellemann til ikke at opføre sig så dystopisk.
“Helt ærligt, synes jeg, de borgerlige partier skulle begynde at føre lidt mere positiv valgkamp”, sagde han til Ekstra Bladet i fredags. Han kunne lige så godt have bedt sine konkurrenter om at smile noget mere. Man skulle næsten tro, han var en mand fra Nordjylland.
I Socialdemokratiets lejr er man til gengæld totalt i vildrede over Løkkes position, fordi Moderaterne er et enormt ukonkret politiske projekt. Moderaterne vil hverken pege på ”nogen” eller ”noget”. De vil tale politik, siger de hele tiden. Men hvilken politik? Mette Frederiksens problem er, at Løkke overhovedet ikke føler, han skylder nogen noget.
Ugens påfund går til Frihedsbrevet
Frihedsbrevet leverede ugens sjoveste påfund: De havde fået den såkaldte Champagnedreng, Mads Dinesen, til at ringe rundt og tilbyde partierne penge og i en række skjulte optagelser afslørede de, hvordan politikere og partifolk i vid udstrækning er villige til at omgå reglerne, for at få en hemmelig donation på 50.000 kroner i partikassen.
Selv Kristendemokraterne lod sig friste, selvom Fadervor jo faktisk foreskriver det stik modsatte. Heldigt de har Gud til at påtage sig alle deres synder. Partisekretær, Tage Sørensen, lagde sig da også fladt ned, da han efterfølgende blev konfronteret med sin udåd. “Vi er et fattigt parti”, udbrød han, og håbede måske på, at ingen har lyst til at revse de fattige.
En anden, der også var rigtig frisk i tilgangen om at omgås reglerne omkring pengedonationer til partierne, var Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Hun serverede en hel brugsanvisning for Mads Dinesen, men ligger formentlig og sunder sig nu, fordi hendes partiformand, Pernille Vermund, efterfølgende smed hende under bussen. Av.
En anden, hvis smil også er stivnet, er Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri. Tirsdag tweetede han, at det, Socialdemokratiet har gang i, er “en potentiel kanonkugle mod den danske model, der kan ende i en spiral af dyb uansvarlighed.”
Han hentydede naturligvis til, at regeringen i nu tre år har nægtet at blande sig i den danske model, indtil denne sidste uge af valgkampen, hvor de pludselig vil afsætte tre milliarder kroner om året til bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Endnu ved vi ikke, om det er sygeplejersker, sosu-assistenter eller pædagoger, men tænk engang: Vi kan få seks års offentlige medarbejdere for en hel lukning af et minkerhverv.
Slutspurten er sat i gang og Mette Frederiksen smiler derudaf, for det har en nordjysk mand sagt, hun burde.
{{toplink}}
Sognepræst: Valgkampen er reduceret til et slagsmål om statsministerkandidaternes troværdighed
Her er valgets Kong Midas og konen i muddergrøften
