Radikal nedtur risikerer at sende Sofie Carsten Nielsen ud af Folketinget

De radikale vælgere siver, og nu står partiet til at miste begge mandater i Københavns Omegns Storkreds, hvor Sofie Carsten Nielsen er valgt og stiller op. Det viser en ny mandatprognose. "Tendensen er entydig," siger professor Kasper Møller Hansen.

Den vigende opbakning til Radikale kan få alvorlige konsekvenser for partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

For der er en overhængende risiko for, at hun slet ikke kommer i Folketinget efter valget 1. november. Det fremgår af en ny mandatprognose, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Derfor skal Radikale formentlig finde sig en ny førerhund, hvis ikke valgvinden vender for det magenta-farvede midterparti. Det er nemlig den radikale folketingsgruppe, der vælger partiets politiske leder. 

Radikale står – ifølge prognosen – til at miste begge af deres to nuværende mandater i Københavns Omegns Storkreds, som Sofie Carsten Nielsen har repræsenteret i Folketinget siden 2011. {{toplink}}

"Jeg vil ikke sætte en sandsynlighed på, men lige nu er det valgforskningens bedste bud, at hun ikke kommer i Folketinget efter valget, når vi kigger på vælgerkorpset," siger Kasper Møller Hansen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

"Der er selvfølgelig en statistisk usikkerhed, men tendensen peger i den samme retning på tværs af målingerne, og den er ret entydig."

Kasper Møller Hansens prognose er lavet på baggrund af meningsmålinger foretaget af Kantar Public og Epinion de seneste fire måneder. I alt er der 27.059 interview med i analysen. 

I prognosen står Radikale til i alt otte mandater. Det vil være en halvering sammenlignet med valget i 2019.

"Radikale er gået ned og ned og ned, og de er endda gået længere ned, siden vi lavede den her prognose. De radikale stemmer fordeler sig ikke ligeligt i hele landet. De er meget koncentrerede i visse områder. Med den måde, mandaterne fordeler sig på, står det til, at Radikale ikke får nogen mandater i Københavns Omegn. Og så kommer Sofie Carsten Nielsen ikke i Folketinget," siger han.

En "joker" for den radikale leder kan dog være, at mange vælgere fortsat er i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

"Der er rigtig mange vælgere, der stemmer på noget andet end sidst, og som skifter parti. Nogle af dem, der overvejer at forlade partiet, kan måske nå at vende tilbage i sidste øjeblik. Det har vi set i andre valgkampe," siger Kasper Møller Hansen.

Ansigtet på de ultimative krav

I valgforskningen taler man undertiden om den såkaldte "partiledereffekt": Hvis partilederen er upopulær i vælgernes øjne, kan det afholde vælgerne, der ellers er enige med partiet, fra at stemme på partiet. Det omvendte kan være tilfældet, hvis partilederen er mere populær end partiet.

Det var for eksempel den positive partiledereffekt, der sørgede for, at Søren Pape klarede skærene i Vestjyllands Storkreds i sin første valgkamp som konservativ formand i 2015. Ved valget i 2011 fik Konservative ingen mandater i Vestjylland, selvom det samlede valgresultat på landsplan var markant bedre end i 2015, hvor den tidligere Viborg-borgmester altså kom ind.

Kasper Møller Hansen forestiller sig dog ikke, at partiledereffekten vil give et ekstra rygstød i Sofie Carsten Nielsens tilfælde.

"Hun har været opstillet i storkredsen i et godt stykke tid, så hun er et kendt ansigt. Hun er ikke en ny leder, der er kommet til. Det betyder, at partiledereffekten, der eventuelt er omkring hende, allerede kommer til udtryk i vores data," siger Kasper Møller Hansen og fastslår. 

"Så jeg vurderer ikke, at den kan redde hende her."

Omvendt kan den radikale trussel om at trække tæppet under den socialdemokratiske regering – det er derfor, der er valgkamp lige nu – have en negativ effekt i vælgernes syn på Sofie Carsten Nielsen.

"Hvis man er uenig i den hårde linje, så er der også kun én, der står på mål for det, og det er chefen. Man kunne godt forestille sig, at nogle vælgere er skuffede over, at hun har placeret Radikale i en dårlig forhandlingsposition overfor Socialdemokratiet."

Udover truslen om et mistillidsvotum, der kom som en reaktion på minkkommissionens hårde kritik af statsministeren og en række topembedsmænd, henviser han til, at Sofie Carsten Nielsen afviser at lægge stemmer til eller deltage i en regering, der arbejder videre med S-regeringens plan om et dansk asylcenter i Rwanda.

"Hun har tvunget regering til at udskrive valg på et grundlag, der er forsvundet helt ud af valgkampen. Og så har der været alle de ultimative krav. Endelig er det svært at kommunikere, at man vil vælte regeringen og derefter pege på Mette Frederiksen som statsminister igen."

10.000 er gået til Løkke

Henrik Kjerrumgaard var særlig rådgiver for Margrete Vestager, da hun var formand for Radikale og økonomi- og indenrigsminister i Helle Thorning-Schmidts regering. I dag er han direktør i kommunikationsbureauet White Cloud.

Han peger også på Sofie Carsten Nielsens konfrontation med Socialdemokratiet som den vigtigste årsag til de nuværende trængsler.

"Det er ekstremt ambitiøst at tro, at man kan forklare vælgerne det. Det er logisk svært at forstå, hvorfor der for eksempel skal gå tre måneder, før man vælter regeringen. Det er temmelig svært at forstå for folk, der ikke følger politik meget intenst," siger han.

Han fremhæver også, at Lars Løkke Rasmussen med sit nye parti Moderaterne har gjort Radikale rangen stridig som det vigtigste parti på den politiske midte. I valgkampens første uge havde Løkke hapset 10.000 radikale vælgere

"Radikale har ikke været gode nok til at forsvare sig mod den konkurrence, som lige pludselig er opstået," siger Henrik Kjerrumgaard og fortsætter:

"Uagtet hvad der sker med Sofie Carsten Nielsens mandat, skal Radikale lave en meget grundig selvransagelse og evaluering af, hvad der er gået galt i valgkampen. Det er både partilederen og ledelsens ansvar."

Henrik Kjerrumgaard nævner flere navne, da Altinget beder ham om at udpege en favorit til at efterfølge Sofie Carsten Nielsen, hvis hun ikke kommer i Folketinget.

"Martin Lidegaard og Andreas Steenberg sidder i ledelsen. Samira Nawa i København er en rising star, og så er der gode gamle Christian Friis Bach, som er kommet tilbage til partiet. Zenia Stampe kunne også være et godt bud," siger Henrik Kjerrumgaard.

Sofie Carsten Nielsen har takket nej til at deltage i denne artikel. {{toplink}}

,

Forrige artikel Interview med Lars Løkke om folkepension: Interview med Lars Løkke om folkepension: "På sigt skal hele verden laves om" Næste artikel “Du kan godt”: LA’s modsvar til offerfortællingen flytter stemmer “Du kan godt”: LA’s modsvar til offerfortællingen flytter stemmer