Politikernes solcelle-hastværk gør borgmester nervøs: "Det er svært at forsvare overfor Solrøds borgere"

Folketingets grønne ambitioner kan blive meget konkrete i Solrød Kommune, der er i sigtekornet til placeringen af en gigantisk solcellepark nær hovedstaden. Jeg håber, borgerne gør modstand, siger borgmesteren. Selv er han dog ikke afvisende over for at placere atomkraft i kommunen.

Det bekymrer Solrøds borgmester, hvis regeringen gennemtrumfer et giga solcelleprojekt, uden at de lokale stemmer bliver hørt.

Konkret er det Folketingets plan, at der skal findes 10-15 steder rundt i Danmark, hvor der kan etableres såkaldte energiøer på land, som kan producere store mængder strøm fra vind- og solenergi. 

Det er her, at transportkorridoren til en potentiel Ring 5 motorvej er kommet i spil. Den går tværs igennem Solrød Kommune, og kan potentielt bidrage med et areal af solceller nogenlunde tæt på hovedstaden, der svarer til to gange Frederiksberg Kommune. 

Og potentielt dække en femtedel af Solrød Kommune med solceller.

"Jeg synes, skalaen lyder utrolig voldsom," lyder det fra Solrøds borgmester, Emil Blücher (LA). 

Første gang den lokale borgmester hørte om, at der i statens screening af potentielle nye “solcellefabrikker” indgår at bygge Nordeuropas største solcelleanlæg i Solrød Kommune, var da en journalist ringede og fortalte ham det i december.

På daværende tidspunkt havde han intet hørt om det, fortæller han. Siden er han blevet meget lidt klogere på, hvor stor sandsynligheden er for, at en femtedel af hans kommune bliver solceller.

"Jeg kan godt blive nervøs for, at der bliver truffet en beslutning, inden vi har haft lejlighed til at drøfte det ordentlig," siger Emil Blücher og fortsætter:

"Det er vigtigt, vi ikke haster tingene unødigt igennem. Det synes jeg har været en kedelig tendens med den tidligere regering og også den nuværende indtil nu."

{{toplink}}

I juni sidste år blev et bredt flertal i Folketinget enigt om, at Danmark skal accelerere den grønne omstilling og inden 2030 have firedoblet produktionen af vedvarende energi. Både på grund af krigen i Ukraine, høje energipriser og klimakrisen.

Konkret har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderet, at det vil kræve, at der sigtes efter at tidoble solcellekapaciteten i Danmark de næste syv år.

Det svarer til, at over 315.000 mindre parcelhusgrunde skal dækkes af solceller. Eller halvdelen af Falsters areal. Hele Struer Kommune. Eller samtlige veje i Region Hovedstaden.

Til sammenligning blev bare 1.600 hektar anvendt til solceller i 2021. TV 2 Kosmopol har afdækket, at området i den sydlige transportkorridor kan ende med 1.791 hektar solceller. Langt den største del vil ligge i Solrød Kommune, og kort fra Bolig- og Planstyrelsen viser, at en femtedel af kommunen er i spil til solcellepark.

Ved at udpege en stor del af den sydlige del af den gamle transportkorridor vil staten pege på et område, den allerede har reserveret til at bygge motorvej, og hvor den grønne strøm til de mange mennesker i hovedstaden ikke skal transporteres så langt.

Hvad betyder det for Solrød, hvis en femtedel af kommunen bliver til solceller?

"Solrød kommer til at blive endnu mere indeklemt, end vi er i forvejen. Vi er en af Danmarks mindste kommuner. Vi har en af Danmarks mest trafikerede motorveje. Vi har tre toglinjer og to biogasanlæg. Hvis en femtedel også reserveres til solceller, så er der ikke meget mere Solrød Kommune tilbage," siger Emil Blücher og tilføjer:

"Det er kommunens fremtidige udviklingsmuligheder, der ser ud til at forsvinde."

Hvordan vil du som borgmester forsøge at påvirke beslutningen?

"Først og fremmest er det vigtigt, vi er aktive, frem til en beslutning bliver truffet, og får bragt vores argumenter i spil. Når beslutningen først er truffet, er der jo ikke så meget at gøre."

"Men jeg håber også, at borgerne, der også har kæmpet mod en Ring 5 motorvejen i transportkorridoren, vågner op og gør modstand."

Hvorfor kan den vedvarende energi ikke stå i Solrød Kommune, hvis staten kommer frem til, det er det bedste?

"Vi vil gerne tage et ansvar. Men vi har noget vores tålegrænse i forhold til, hvad vi i forvejen viser af samfundssind som lille kommune."

"Det er svært at forsvare overfor Solrøds borgere, at vi på den ene side ikke kan sætte solceller på en kommunal idrætshal eller bibliotek. Mens vi på den anden side overvejer, at en femtedel af kommunens areal skal udlægges til solceller."

Bør hovedstadsområdet ikke bidrage alt, hvad den kan til den grønne omstilling?

”Vi er tilbage ved, at det er omegnskommunerne, der skal betale prisen for København. Det er deres vindmøller, der ryger ud i vores bugt. Det er os, der lever med gener fra dumping af slam i Køge Bugt. Sådan har der været en tendens i den senere tid.

Hvorfor giver man ikke kommuner som København og Frederiksberg bedre muligheder for at hjælpe sig selv til at producere grøn strøm?”

Giver det ikke mening, at staten koordinerer, hvor i Danmark energiøerne placeres og ikke lokale interesser, der afgør det?

"Jeg tænker sagtens, man kan koordinere uden at tvinge kommuner til det. Der er mange kommuner og områder, der har en interesse i selv at byde sig til, ligesom vi har det med nogle ting."

"Det må være muligt at lave nogle konstruktive samarbejder med kommunerne og dermed få sat skub i tingene."

{{toplink}}

Du forholder dig meget skeptisk, er der slet ikke noget positivt at sige om projektet?

"Grøn energi er altid godt, og jeg vil være ked af, hvis man får det indtryk, at vi ikke bidrager i forvejen. Vi har to biogasanlæg, der producerer grøn strøm og varme. Vi får også snart vindmøller ude i Køge Bugt. Vi vil gerne sætte solceller på kommunens tage. Og vi er åbne overfor at sætte vindmøller op, hvor der er vindzoner."

Er det ikke den pris, vi må betale for, at Danmark kan få mere vedvarende energi?

"Hvis det er den skala, der lægges op til nu, så er det en for stor pris at betale."

Men deler du folketingspolitikernes ambitioner om, at vi skal have meget mere grøn energi i Danmark?

"Ja, jeg deler ambitionen men med en vis bekymring, hvis det bliver meget ensidigt på sol- og vind, fordi vi skal jo også have backup strøm, når solen ikke skinner, eller det ikke blæser."

"Jeg synes, vores naboer i Sverige er meget mere ambitiøse, hvad angår backup strøm. Blandt andet med brugen af atomkraft. Der virker året rundt uafhængigt af vejret."

Ville du synes bedre om, at der lå et kernekraftværk i Solrød Kommune fremfor solceller?

"Det et lidt et hypotetisk spørgsmål, da den nuværende energiplanlægning ikke giver mulighed herfor. Men umiddelbart ville jeg være positivt indstillet."

{{toplink}}

Forrige artikel Motorvej i baghaven eller solcelleørken? I Solrød er grøn omstilling pludselig blevet meget konkret Motorvej i baghaven eller solcelleørken? I Solrød er grøn omstilling pludselig blevet meget konkret Næste artikel ”Historisk dyr” overenskomst skal genoprette købekraften på få år ”Historisk dyr” overenskomst skal genoprette købekraften på få år