13 procent af Danmarks areal er registreret som natur – men kun en brøkdel er godt beskyttet

Det tegner et for pænt billede af naturbeskyttelsen i Danmark, at knap 13 procent af landskabet er registret som natur, lyder det fra eksperter. Snart kommer der mere viden om, hvor meget af landet, der reelt er underlagt beskyttelse.

Det kan egentlig lyde tilforladeligt, når 12,7 procent af det danske areal er registreret som beskyttet natur.

Men i virkeligheden tegner det officielle tal et lidt for rosenrødt billede af naturbeskyttelsen herhjemme.

Det er meldingen fra flere eksperter.

”Det er et interessant tal. Men det skal ikke oversættes til, at det er den mængde natur i Danmark, der nyder god beskyttelse,” siger Carsten Rahbek, der er professor på Københavns Universitet.

Samme opfattelse har lektor og biolog ved Københavns Universitet, Hans Henrik Bruun.

”Problemet med det tal er, at folk måske tænker, at alt er i din skønneste orden. Men det er altså i de her beskyttede områder, at vi kan se, at arterne uddør,” siger han og fortsætter:

”Kun en brøkdel af dansk natur er godt beskyttet.”

Begge eksperter understreger dog samtidig, at tallene – som Altinget har fra Aarhus Universitet – sådan set ikke er forkerte. Tallene dækker helt korrekt over de områder, der nyder en eller anden form for juridisk beskyttelse.

{{toplink}}

Det er således hovedsageligt de arealer, der er beskyttet via Naturbeskyttelsens §3. Det er områder som heder, overdrev, enge, søer og åer, der blandt andet tæller med. Og derudover har vi på Altinget valgt at medtage udlægningen af urørt skov, selvom der ikke er tale om en juridisk beskyttelse.

Maksimalt fire procent

Problemet er, påpeger både Carsten Rahbek og Hans Henrik Bruun, at de knap 13 procent ikke siger noget om kvaliteten af naturen i områderne. Og samtidig fortæller de begge, at der ikke findes en helt præcis opgørelse over, hvor stor en del af dansk natur, der egentlig er godt beskyttet.

Hans Henrik Bruun vurderer dog, at det maksimalt kan være fire procent af landet, der er beskyttet mod skadelig aktivitet. Det bygger han på erhvervsstatistik fra Danmarks Statistik.

”Lægger man alle arealanvendelser sammen, så er det kun fire procent af Danmarks areal, hvor der ikke er nogen udnyttelse. Derfor mener jeg, at man maksimalt kan tale om, at der er fire procent reelt beskyttet natur i Danmark,” siger Hans Henrik Bruun.

Diskussionen er interessant, fordi politikerne i stigende grad udtrykker ønske om at sætte mål for, hvor meget af Danmarks natur, der skal beskyttes. Det fremgår eksempelvis af forståelsespapiret bag regeringen, at der skal opstilles ”klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal, der skal disponeres til natur som naturzoner”. Et mål der dog ikke ser ud til at blive indfriet på denne side af et valg.

{{toplink}}

Skeler mod EU-mål

Politikerne er de senere år også begyndt at orientere sig mod EU’s definitioner på beskyttelse. I EU-Kommissionens biodiversitetsstrategi – som Danmark støtter op om – har man således opstillet en fælles målsætning om, at 30 procent af Europa skal være beskyttet natur – herunder 10 være strengt beskyttet.

Og det er de definitioner, som Danmark kommer til at skulle arbejde efter fremadrettet, lyder det fra Carsten Rahbek.

”Det er noget, vi i Danmark er forpligtet til at bidrage til. Det kommer vi ikke uden om, selvom der er tale om et EU-mål. For vi er det land i Europa, der i forvejen er dårligst til at beskytte naturen,” siger han.

Problemet er ifølge Carsten Rahbek, at man ikke ved, hvad udgangspunktet er. Vi aner simpelthen ikke, hvor meget af landet, der er strengt beskyttet.

Men det bliver vi snart klogere på. For Biodiversitetsrådet – som Carsten Rahbek er medlem af – arbejder på en arealanalyse af Danmark med netop det formål.

”Det er en forudsætning for, at vi kan lave en strategi for Danmarks natur, at vi har bedre overblik over, hvor meget af naturen, der rent faktisk er strengt beskyttet,” siger Carsten Rahbek.

Biodiversitetsrådet kommer med sin analyse til november.

Forrige artikel Folkemødet bliver forkortet med en dag Folkemødet bliver forkortet med en dag Næste artikel Nyt snit af målinger: Dansk Folkeparti er faretruende tæt på spærregrænsen Nyt snit af målinger: Dansk Folkeparti er faretruende tæt på spærregrænsen