Mette Frederiksen har kurs mod Lars Løkkes berygtede kælder

Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen er begge gået ind i valgkampen med et ønske om en bred regering.

Begge bliver beskyldt for at bluffe i forsøget på at score stemmer på midten.

Men bluf eller ej, så er Frederiksen og Løkke i denne valgkamp blevet hinandens skæbne. For deres fælles ønske om en bred regering kan formentlig kun opfyldes, hvis de gør det sammen.

Og hvad der måske er vigtigere: valget kan også meget nemt falde ud på en måde, hvor deres bedste chance for at komme i regering er ved at gå sammen.

For Mette Frederiksen indebærer den mulige alliance med Lars Løkke Rasmussen samtidig en meget vigtig sidegevinst: den kan for andet valg i træk gøre det muligt for hende at holde Radikale ude af ministerkontorerne.  

S og M holder alle døre åbne

Det bliver hverken nemt eller billigt for nogen af parterne. Men valgkampens første dage har alligevel antydet, at Socialdemokratiet og Moderaterne holder dørene åbne for hinanden.

Mette Frederiksen har talt for flere økonomiske reformer og ligefrem bebudet en ”helhedsplan” – hvilket netop var navnet på den økonomiske reformpakke, som Løkke forgæves forsøgte at finde flertal for efter valget i 2015.

{{toplink}}

Lars Løkke har for sin del bebudet, at han er klar til at kigge på sygeplejerskernes grundløn i en samlet redningsplan for det danske sundhedsvæsen.

Det har fået flere på Christiansborg til at hviske om muligheden for en SM-regering. Men som chefredaktør Kristian Madsen skriver i a4aktuelt, så kan det blive ”lige så smertefuldt, som navnet lyder, når den skal finde sit flertal med Enhedslisten eller de borgerlige.”

 

I den bogstavleg, som denne valgkamp også er, har partierne opstillet en stribe meget forskellige betingelser for, hvilke regeringer de hver især vil acceptere eller deltage i. Lad os gennemgå positionerne for de mest sandsynlige regeringspartier:

• Socialdemokratiet vil gerne have en bred regering, men er også parat til at fortsætte som et-partiregering. Det eneste, som Mette Frederiksen på forhånd udelukker, er en regering med de Radikale; dertil er uenigheden om udlændinge for stor.
• Radikale peger på Mette Frederiksen, men vil ikke acceptere en ren socialdemokratisk regering.
• Venstre og Konservative peger hver især på sig selv, men afviser enhver tanke om at deltage i en regering ledet af Mette Frederiksen.
• Moderaterne peger ikke på nogen, men kræver, at en ny regering skal have deltagelse fra både rød og blå blok. Partiet vil desuden ikke deltage i en regering, hvor Inger Støjberg er minister.
• Liberal Alliance peger ikke på nogen statsministerkandidat før valget, men har en stribe krav, partiet vil stille for at støtte en ny regering
• SF peger på Mette Frederiksen og vil gerne selv i regering. Men partiet udelukker ikke at fortsætte som støtteparti

 {{toplink}}

Mette Frederiksens melding om en bred regering er blevet modtaget med alt lige fra mistro (hos Enhedslisten) over ligegyldighed (hos SF) til stor forargelse (på højrefløjen).

Forargelsen går på, at meldingen er ren taktik, der skal gøre Mette Frederiksen populær hos nogle af de vigtige midtervælgere. Ifølge skeptikerne vil hun efter valget blot fortsætte med at regere sammen med sit nuværende flertal.

Matematikken forsvinder ikke: tæl til 90 

Sådan kan det godt ende, men man skal passe på med at undervurdere, hvor dårligt forholdet er mellem Socialdemokratiet og Radikale.

Mette Frederiksen vil gå meget langt for at undgå at få Radikale med i en ny regering. Og omvendt kan Sofie Carsten Nielsen næppe overleve som radikal leder, hvis hun bøjer sig og bliver støtteparti for en ny ren socialdemokratisk regering.

I teorien kan det måske løses ved, at S og SF danner en regering med Enhedslisten og Radikale som støttepartier. Men sådan et rødt kabinet ville få ekstremt svært ved at regere, da både Radikale og Moderaterne vil tage sig meget dyrt betalt for at levere et flertal – og kan SF holde til det?

Mette Frederiksens problem er, at matematikken ikke forsvinder, bare ved at hun forbander de Radikale. Der skal stadig bruges 90 for at få flertal, og dermed er Lars Løkke Rasmussen hendes mest realistiske mulighed.

Løkke går efter ministerposter

Han har ikke dannet et nyt parti for at indkalde til samråd eller stille paragraf 20-spørgsmål til ministrene, så Lars Løkke Rasmussen vil med stor sikkerhed gå efter selv at blive en del af regeringen.

Hverken SF eller Enhedslisten vil bryde sig om det – men uden rødt flertal er der ikke så meget, de kan stille op. Og de kan måske trøste sig med, at den nye Lars Løkke Rasmussen har afsvoret symbolpolitikken og erklæret sig klar til at droppe det tvungne håndtryk for at opnå statsborgerskab og til at hente de sidste danske børn hjem fra Syrien. Han ligger dermed pænt til venstre for Socialdemokratiet på udlændingepolitikken – ja, ironisk nok temmelig tæt på de Radikale.

På vej i Lars Løkkes kælder

Men for Mette Frederiksen vil det være en afgørende sejr, hvis hun ved to valg i træk kan erobre statsministerposten uden at afgive ministerposter til Radikale Venstre.

Op til valget i 2019 troede hun selv, det skulle ske ved at etablere et alternativt flertal med Dansk Folkeparti. Det endte i stedet med et forståelsespapir. Denne gang har Radikale på forhånd sagt nej til forståelsespapiret. Og dermed kan Moderaterne blive Mette Frederiksens bedste mulighed.

Mange tror, Mette Frederiksen bluffer, når hun taler om en bred regering. Måske gør hun. 

Men hvis hun ikke gør, har hun til gengæld sat kursen mod Lars Løkke Rasmussens berømte kælder, hvor det ofte handler om, hvem der er bedst til at navigere i kaos med kniven for struben. Den kælder er de færreste sluppet op fra uden alvorlige knubs.

{{toplink}} 

jn@altinget.dk