Kabalekejseren Løkke slår alle i popularitet

Lars Løkke Rasmussens potentielle comeback til magtens centrum understreges af ny popularitetsmåling, hvor han slår alle de øvrige partiledere.

For tre år siden lignende han en færdig mand i dansk politik.

Nu er Lars Løkke Rasmussen genopstået som den mest populære partileder i vælgernes øjne.

Det viser en ny måling, som Epinion har foretaget for Altinget og DR Nyheder.

Næsten hver anden af vælgerne har et positivt indtryk af Moderaternes formand, mens omtrent hver tredje har et negativt.

Det placerer Løkke på en førsteplads foran både den siddende statsminister Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen, der afløste ham som Venstres formand.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Moderaterne og Løkke fik en moderat start på det politiske liv, da partiet blev opstillingsberettiget i foråret. Men siden valgudskrivelse har vælgerne i den grad fået øjnene op for Løkke og hans midterprojekt.

Lige efter valgudskrivelsen var Mette Frederiksen stadig den mest populære partileder, men Løkke var lige i hælene på hende. Ligesom hans parti, der er gået fra 3,7 procent til 6,9 procent, er den tidligere statsminister strøget igennem valgkampens første halvanden uge.

Indtil videre lader det til, at Løkke lykkes med at få vælgerne til at sætte sin lid til et parti på midten, som ikke på forhånd vil bekende sig til en blok. Men han er formentlig også hjulpet på vej af den næstmest populære partileder, Mette Frederiksen, der har gjort en bred regering hen over midten til sin valgkampsfortælling.

Hvis Løkkes nuværende momentum fastholdes frem til valgdagen, kan han igen ende med at blive en af de mest magtfulde personer i dansk politik med de afgørende mandater.

Det kan samtidig blive lig med lange regeringsforhandlinger, for Løkke har nemlig betinget sin støtte af en række krav til især Mette Frederiksen. Senest en kulegravning af den såkaldte FE-sag, efter at en bog af den hjemsendte spionchef, Lars Findsen, landede midt i valgkampens anden uge.

Forrige artikel Hæstorp kalder Støjbergs salonbeskyldninger nedværdigende: Hæstorp kalder Støjbergs salonbeskyldninger nedværdigende: "Det er ikke woke at gøre sig umage" Næste artikel DF vil føre blå erhvervspolitik: DF vil føre blå erhvervspolitik: "Det er et kardinalpunkt for os rulle skatten på generationsskifte tilbage"