Hvad må embedsmænd lave under en valgkamp?

Valgkampen er i gang, og det betyder, at embedsværket i særligt departementerne går på vågeblus. Se her, hvad embedsmænd må og ikke må lave. 

Valget er udskrevet, og mens det betyder tidlig morgenvækning for aspirerende folketingspolitikere, så kan embedsværket for en gangs skyld tillade sig at sætte vækkeuret på snooze.

For de kommende uger går embedsværket i en slags dvaletilstand. Lovforslag bortfalder, og nye bevillinger må afvente en ny ministers underskrift.

Hovedtanken er, at det danske embedsværk skal være partineutralt. Embedsmænd må derfor ikke bistå en minister i at blive valgt til Folketinget eller i at opnå et godt valgresultat.

Med andre ord må embedsværket ikke under en valgkamp udføre opgaver, som den siddende regering ønsker at bruge som skyts eller konkurrencefordel i valgkampen. Eksempelvis at skrive politiske oplæg eller at taste løs på regnemaskinerne på en politisk opportun måde.

“Med en Corona-metafor kan man sige, at embedsmanden skal gå i faglig selvisolation, når valgkampen skydes i gang. Der er ikke mulighed for at deltage i dansen mellem faglighed og politik. Sagt meget skarpt: embedsmanden bliver på sit værelse og i sin faglighed," siger professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet.

Embedsmændene må dog gerne bistå ministeren med praktiske forhold, såsom bistand fra ministersekretariatet, når det kommer til ministerens kalender og transport.

Anklager om misbrug

Løbende pågår der diskussioner om, hvor grænsen går.

I 2007 blev daværende socialminister, Karen Jespersen (V), beskyldt for at føre valgkamp med sit ministerium. En pressesekretær i Socialministeriet diskuterede valgmateriale med ministeren og vejledte hende i håndtering af reglerne. Det foregik under selve valgkampen og var at gå for langt, vurderede flere eksperter og senere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Men der er også en del andre eksempler på, at regeringer er blevet kritiseret for i perioden op til valgkampen at få embedsværket til at regne på udspil fra politiske modstandere. 

Blandt andet faldt det flere for brystet, at Finansministeriet på få dage i april måned i 2019 lavede beregninger på Socialdemokratiets udlændingepolitik, som tre Venstre-ministre efterfølgende holdt pressemøde om.

Og i 2022 har regeringen fået kritik for at bruge et notat fra Finansministeriet til at kritisere Konservatives økonomiske 2030-plan. Embedsværket har da også overfor Ritzau understreget, at det er finansministerens og ikke Finansministeriets udlægning.

Rent juridisk har en regering meget vide beføjelser til at bruge embedsværket, som den behager, før en valgkamp formelt er skudt i gang.

"Det er i praksis ikke helt nemt at trække en klar streg i sandet mellem funktioner, som embedsmænd kan kaste sig over i regeringsperioden og i valgkampsperioden. Selv i valgkampen vil dele af det politiske arbejde som embedsmænd næsten uundgåeligt flytte med,” siger Michael Gøtze. 

Embedsmænd med politisk tæft

Han forklarer, at mange embedsmænd i dag er ansat på en udtrykkelig præmis om, at de selvfølgelig skal med ind i den politiske arena sammen med ministeren.

“De er til for at hjælpe ministeren med at se godt ud på alle billeder. Hvis de ikke kan tænke politisk, bliver de ikke ansat. Nogle embedsmænd synes måske også, at denne hybridfunktion netop er det interessante ved jobbet, og så er det måske svært pludselig ”kun” at tænke fagligt i en valgkamp," siger Michael Gøtze. 

Under Mette Frederiksen er diskussionen om balancen mellem politik og embedsværk for alvor blusset op, og det er en debat, der kan fortsætte ind i den kommende valgkamp. Derfor bliver noget af det interessante i valgkampen også at holde øje med, om der igen opstår diskussion om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, mener Michael Gøtze. 

“Uanset hvordan Barbara Bertelsen håndterer sin rolle, og uanset at hun gør alt fuldstændigt efter bogen, vil der formentlig komme kritik af hendes funktion, som jo er så tæt vævet ind i det politiske. Partipolitisk neutralitet og navnet Barbara Bertelsen er på en eller anden måde blevet hinandens modsætninger, og det vil muligvis forfølge Barbara Bertelsen i en valgkampsperiode, også selv om der ikke er grund til kritik,” siger han.

Spindoktorer spinner videre

Ser man på de særlige rådgivere, så fik de med valgets udskrivelse deres fyresedler. De fritstilles straks, men fortsætter med at modtage løn i seks måneder, medmindre de undervejs tager andet arbejde.

Det er helt sædvanlig praksis, at de særlige rådgivere spinner videre under valgkampen. Nu blot som frivillige. Ved det seneste valg i 2019 arbejdede eksempelvis 20 ud af 23 særlige rådgivere videre for deres minister. {{toplink}}

Forberedelse af ny minister

Selv under en valgkamp går landets ministerier dog heller ikke helt i stå. Ud over almindelig drift må embedsværket gerne hjælpe regeringen og dens ministre med at klare de sædvanlige ministerfunktioner.

Her har der udviklet sig en praksis, hvor embedsmænd må bistå ministrene i, hvad der kan kaldes mere praktiske eller administrative forhold.

Det kan for eksempel være et ministersekretariat, der hjælper en minister med at tilrettelægge og koordinere forholdet mellem ministerens opgaver i ministeriet og ministerens egne valgkampsaktiviteter.

Samtidigt bruges stilheden i departementerne i stedet på at klæde sig bedst muligt på til den regering, der måtte sætte sig på ministertaburetterne efter valget.

Meningsmålinger og politiske udmeldinger følges nøje, og det overvejes, hvordan valgløfter vil kunne gennemføres i praksis.

Der gøres også overvejelser om, hvordan man bedst sætter en potentiel ny minister ind i den stribe af sager og problemstillinger, der verserer og skal tages stilling til.

Artiklen er en opdateret version af en artikel, der blev bragt i maj 2019.

Forrige artikel Topmøde: Europas ledere sætter gang i forhandlinger om fælles opkøb af gas Topmøde: Europas ledere sætter gang i forhandlinger om fælles opkøb af gas Næste artikel På Københavns Rådhus frygter man, at valgkampen bliver for jysk På Københavns Rådhus frygter man, at valgkampen bliver for jysk