Hun måtte gå efter sagen om nødløgnen: "Det var vanvittigt og fuldstændigt urimelige anklager"

”For os var det en æressag at blive frifundet. Vi ville ikke have siddende på os, at vi ikke havde lavet vores arbejde ordentligt.”

Ordene kommer fra Anne Kristine Axelsson.

Efter at have tilbragt hovedparten af sin karriere i Justitsministeriet, hvor hun har arbejdet sig op fra en stilling som fuldmægtig til ministeriets øverste embedsmandspost som departementschef, bliver Anne Kristine Axelsson sammen med Justitsministeriets daværende afdelingschef, Jens-Christian Bülow, sendt hjem på tvungen orlov i januar 2014.

De to embedsmænd fritages for tjeneste, fordi den nyslåede justitsminister Karen Hækkerup (S) vælger at indlede et tjenstligt forhør i nødløgnssagen, som en lille måneds tid tidligere har kostet Morten Bødskov (S) jobbet som justitsminister.

”Det var enormt hårdt både menneskeligt og fagligt. Jeg har arbejdet 22 år i centraladministrationen, og jeg har givet så mange timer af mit liv for at gøre det så godt, som jeg kan. Så når jeg som jurist pludseligt bliver beskyldt for ikke at passe mit arbejde og ikke overholde mine embedspligter, så rammer det rigtigt hårdt på fagligheden. Det var noget af en mundfuld at sluge,” siger hun.

{{toplink}}

Nødløgnen

Altinget møder Anne Kristine Axelsson i ATP’s hovedkvarter i Hillerød, hvor hun er koncerndirektør for pension og erhvervssikring.

Det er nu mere end otte år siden, hun befandt sig i orkanens øje.

Hun har ikke tidligere fortalt i detaljer om, hvordan hun oplevede forløbet i 2014, men på denne dag i begyndelsen af juni vil den tidligere topembedsmand hellere end gerne sætte ord på sine følelser og refleksioner under det opslidende forløb.

I korte træk handler nødløgnssagen om, at Morten Bødskov ikke havde fortalt Folketingets Retsudvalg sandheden om, hvorfor udvalgets planlagte besøg på Christiania i februar 2012 måtte udsættes.

Den første forklaring gik på, at turen blev aflyst, fordi den københavnske politidirektør var forhindret i at deltage.

Men efterfølgende kom det frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at Pia Kjærsgaards deltagelse i besøget udgjorde en forhøjet sikkerhedsrisiko for retsudvalget.

Disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til Folketingets Retsudvalg.

Forløbet kostede ministeren jobbet i december 2013.

På Kammeradvokatens foranledning indledte Karen Hækkerup i januar 2014 en undersøgelse af Anne Kristine Axelsson og Jens-Christian Bülows rolle i sagen.

”Det var vanvittigt og fuldstændigt urimelige anklager. Staten havde Kammeradvokaten på sin side, og Kammeradvokaten havde svunget sig op i nogle voldsomt svulstige vendinger, som havde fået bragt sagen et sted hen, hvor man var nødt til at undersøge den. Det var ikke særligt rart at stå som anklaget. Det kan jeg godt afsløre,” siger hun.

Officielt blev de to embedsmænd sendt på orlov, men Anne Kristine Axelsson beskriver dagene, ugerne og månederne i de første måneder af 2014 som et ”fuldtidsarbejde.”

”I virkeligheden er der ikke tid til meget andet. Man bruger utroligt meget tid på møder med sin advokat. Så får man processkrifter fra Kammeradvokaten og skal grave jura frem. Det handlede meget om, hvad der lå i embedsmandspligterne,” siger hun.

Justitsministeriets tidligere departementschef lægger ikke fingre i mellem, når hun skal udpege det værste i forløbet.

”Det værste var, at de mennesker, som man har arbejdet sammen med, pludseligt ikke længere er ens kolleger. Pludselig var de på den anden side. Pludselig står jeg på den anklagede parts side, og det er faktisk et stort system at være oppe imod. Det giver et godt indblik i, hvad vi udsætter folk for, når vi kører sager,” lyder det ærligt fra Anne Kristine Axelsson.

Med de erfaringer in mente mener du så, at der er noget i systemet, som bør ændres?

”Når man sidder og træffer beslutningerne, skal man være meget bevidst om, at det er rigtigt nemt at sætte tingene i gang. Det er gratis at træffe de beslutninger, men det har meget store konsekvenser for de mennesker, som det går ud over. Det er jo kød og blod på den anden side,” siger hun.

Det neutrale embedsværk

Da Altingets udsendte spørger yderligere ind til, hvad Anne Kristine Axelsson mener, at man kan gøre anderledes, svarer hun ved at rette fokus på en generel – og i disse år jævnligt verserende - samfundsdiskussion:

Diskussionen om det neutrale embedsværk i Danmark.

Her slår hun fast, at Justitsministeriet igennem tiden jævnligt har skelet til andre embedsværksmodeller, som der eksempelvis findes i Sverige, Norge og USA, hvor man har politisk udpegede embedsmænd i toppen af ministerierne.

Tanken er grundlæggende, at de politisk udpegede embedsmænd kan sikre, at den politiske rådgivning og den neutrale sagsbehandling rent faktisk bliver adskilt, hvorimod embedsmænd i Danmark kan rådgive ministeren både politisk og fagligt.

I Sverige udskiftes der eksempelvis omkring 200 politiske ansatte embedsmænd ved et regeringsskifte.

Men Anne Kristine Axelsson er ikke i tvivl om, at den danske model stadig passer bedst til Danmark.

”At man har et embedsværk, som understøtter samfundets langsigtede interesser og den til enhver tid siddende regering, er det mest effektive og har de færreste omkostninger i et lille land som Danmark,” siger hun, men følger op med en advarsel.

”Men det kræver, at man respekterer de spilleregler, der er i det. Man skal respektere at embedsværket er neutralt og ikke ad bagvejen gøre det ikke-neutralt. Det kræver, at man kan overholde de der fine balancer mellem, hvornår noget er en politisk opgave, og hvornår det er en embedsopgave.”

Ifølge Anne Kristine Axelsson markerede indførelsen af ministrenes særlige rådgivere en ny tid, men hun understreger samtidig, at de særlige rådgivere blev underlagt den danske embedsmandsmodel. 

”Det var deklarerede partisoldater, men de skulle samtidig overholde embedsmandspligter. Det var et stort skridt, men det var en styrkelse af den danske model. De bidrog med noget, som embedsværket ikke havde, fordi de var opflaskede i det politiske system og vidste, hvordan politikerne tænkte, og kendte den politiske verden i partierne” siger hun.

Men antallet af særlige rådgivere er siden blevet meget stort, mener hun.

”Så fik man flere af dem, og i dag har man noget, der minder om sekretariater omkring ministrene. Det kommer til at minde om kabinetter, og jeg foretrækker, at hvis man vil have kabinetter, så bør man indføre det system af fordøren. Man bør deklarere det som i Sverige,” siger hun.

En ny vej

Hvornår begyndte det skred i udviklingen?

”Med introduktionen af de særlige rådgivere overholdt man præmisserne i den danske model. Man gjorde det med åbne øjne, men også med en klar begrænsning af, hvor mange der kan være, før man kompromitterer systemet. Derfor kan jeg ikke sige præcist, hvornår skredet begynder, men jeg kan se, at der er sket noget i forhold til min tid,” siger Anne Kristine Axelsson.

I hendes tid som departementschef fungerede de særlige rådgivere som rådgivere for ministeren, forklarer hun.

”I dag ser det ud til, at de særlige rådgivere nogle steder fungerer som et filter mellem embedsværket og ministeren, så sager skal igennem den særlige rådgiver, som kan rette i faglige ting, som embedsværket har lavet. Det er en ny kurs, vi er på vej ind på,” siger hun.

Hvordan ser du den tendens i forhold til diskussionen om den øgede politisering af embedsværket?

”Der er helt klart en politisk kamp, som trækker tingene mere ud af proportionerne end de i virkeligheden er, men når man udefra betragter, hvor mange pressechefer – som jo er helt almindelige embedsmænd - der er blevet ansat, så er der påfaldende mange med samme partibog, som den minister, de skal betjene. Så kunne man godt få det indtryk, at der er sket et skred.”

Anne Kristine Axelsson henviser til debatten om den socialdemokratiske regerings ansættelse af presse- og kommunikationschefer, hvor både eksperter, oppositionen og støttepartier har kritiseret regeringen for at favorisere presse- og kommunikationschefer med forbindelse til partiet eller de socialdemokratiske ministre.

Tendensen har vakt op sigt, da presse- og kommunikationschefer i modsætning til de særlige rådgivere hører til det neutrale embedsværk.

Debatten blev sat på spidsen, da Finansministeriets daværende pressechef, Sigga Nolsøe, i marts 2020 opsagde sin stilling midt i forhandlingerne om udligningsreformen med følgende udtalelse:

”Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel Socialdemokrat.”

I løbet af den socialdemokratiske regerings to første år er der ansat 27 nye presse- og kommunikationschefer på tværs af alle ministerier.

Regeringen har dog gentagne gange slået fast, at partipolitiske forhold ikke spiller nogen rolle i forhold til ansættelsen af presse- og kommunikationschefer.

Frikendt

Tilbage i foråret 2014 har Anne Kristine Axelsson brugt det meste af foråret på at arbejde på sin frifindelse i nødløgnssagen.

Missionen lykkes i begyndelsen af maj, hvor tre dommere med den pensionerede højesteretsdommer Per Sørensen i spidsen frikender Anne Kristine Axelsson og Jens-Christian Bülow.

De betegner usandheden i den oprindelige forklaring om Retsudvalgets aflyste tur til Christiania som "en forklarlig og undskyldelig nødløgn."

”Den almindelige sandhedspligt, som Anne Kristine Axelsson og Jens Christian Bülow selvsagt var fuldt bekendt med, måtte vige for de helt særlige, tungtvejende og saglige hensyn, der begrundede deres rådgivning,” lød konklusionen i beretningen, der fortsatte:

”Denne sag må således betegnes som helt særegen, og den adskiller sig derfor fra andre sager om tilsidesættelse af sandhedspligten over for Folketinget. Det kan derfor ikke kritiseres, at de to embedsmænd handlede, som de gjorde.”

Beretningen indeholder ligeledes en fodnote, hvor der henvises til Ordbog over Det Danske Sprog, der forklarer ordet nødløgn således:

”En ofte som undskyldelig eller forholdsvis uskyldig betragtet løgn, som en (i øvrigt sanddru) person benytter sig af i en nødsituation, en forlegenhed, for ikke at volde andre fortræd eller bekymring og lignende.”

Afgangen

Efter frifindelsen vender Anne Kristine Axelsson tilbage som departementschef i Justitsministeriet.

Men det står hurtigt klart, at det ikke er nok at være blevet juridisk renset for at fungere i et topjob i staten.

Frifindelsen udløser nemlig en større politisk tillidskrise på Christiansborg, som kulminerer i oktober 2014, da en række retsordførere giver udtryk for, at de har mistet tilliden til Justitsministeriet.

I samme måned forlader Karen Hækkerup posten som justitsminister for at blive administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, og erstattes i rokaden med Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister siden 2011 har gennemført en stribe af Thorning-regeringens mest markante reformpakker.

Og efter mere end 15 år i Justitsministeriet - fordelt over tre perioder siden første halvdel af 1990’erne - bliver det enden for Anne Kristine Axelsson.

Hun bliver i stedet departementschef i Kirkeministeriet.

”Jeg havde et godt samarbejde med Karen Hækkerup, men hun stopper. Så kommer Mette Frederiksen (S) til som justitsminister, og så var min samlede vurdering, at der var for meget fokus på min person fremfor ministeriets sager, så derfor beslutter jeg, at det er tid til at tage til Kirkeministeriet,” siger Anne Kristine Axelsson.

Hvordan spiller ministerskiftet fra Karen Hækkerup til Mette Frederiksen ind på din beslutning om at skifte?

”Det er min beslutning, men jeg kan konstatere, at der fra de politiske partiers side bliver ved med at være fokus på, om jeg deltager i møder eller ej. Og det på trods af, at der er en ny minister.”

Havde du fået lov til at blive siddende som departementschef i Justitsministeriet, hvis du ikke selv havde valgt at gå?

"Nej, det tror jeg ikke. Departementschefstillingen er jo et samspil med ministeren, og det skal fungere. Der er mange eksempler på, at det ikke fungerer mellem en minister og en departementschef, og så finder man som regel ud af det. Jeg nåede kun at have tre uger med Mette Frederiksen.”

Var det mest sagen der gjorde, at du ville videre, eller at du ikke kunne samarbejde med Mette Frederiksen?

”Det var sagen. Det fyldte så meget på det tidspunkt hos alle retsordførerne. Da Karen Hækkerup så stopper som justitsminister, sætter det skred i tankerne. Jeg var heller ikke Mette Frederiksens førstevalg på nogen måde. Hvis jeg havde fået en minister, som synes, at jeg var vedkommendes førstevalg, kunne det da godt være, at det var værd at kæmpe for, men det er jo hypotetisk.”

Anne Kristine Axelsson har været åben og snakkesalig gennem hele interviewet, men der er grænser for alting, og den er tydeligvis nået her. 

Fortalte Mette Frederiksen dig direkte, at du ikke var hendes førstevalg?

”Nej.”

Hvordan ved du så, at du ikke var Mette Frederiksens førstevalg?

”Det er mit gæt.”

Hvad baserer du det gæt på?

”Det baserer jeg på mit gæt,” siger Anne Kristine Axelsson, der med et venligt, men bestemt blik indikerer, at vi ikke kommer længere ned ad den vej.

Anne Kristine Axelssons exit fra Justitsministeriet baner vej for Barbara Bertelsens første topjob i staten.

Hun ansættes i 2015 som departementschef under justitsminister Mette Frederiksen, der som statsminister i starten af 2020 er med til at hente hende ind som departementschef i Statsministeriet.

I sommeren 2016 vinker Anne Kristine Axelsson farvel til Slotsholmen efter 22 år i centraladministrationen.

Hun bytter jobbet som departementschef i Kirkeministeriet ud med en stilling i ATP’s direktion, hvor hun siden har bestredet forskellige direktørposter.

clh@altinget.dk