Mette Frederiksen bejler over midten: "Jeg udelukker ikke nogen"

Trods rødt flertal vil Mette Frederiksen søge et nyt regeringssamarbejde hen over midten i dansk politik. Moderaterne og Radikale bakker op, mens Venstre og Konservative tvivler på projektet. På venstrefløjen advarer man om løftebrud. 

Selvom Socialdemokratiet efter valget får mulighed for at fortsætte sit samarbejde med den røde blok uden støtte fra højrefløjen, vil Mette Frederiksen onsdag melde regeringens afgang og i stedet søge et bredt regeringssamarbejde.

Det slog statsministeren fast under valgaftenens sene partilederdebat.

“Vi skal se, om ikke vi kan danne en bred regering. Og jeg udelukker ikke nogen,” sagde Mette Frederiksen.

Da hun tidligere på natten talte ved sit partis valgfest, fremlagde hun tre konkrete udfordringer, som hun ser som særligt vigtige at håndtere for en ny regering.

Det drejer sig om sundhedsvæsenet, den høje inflation og klimakrisen, som hun mener, at et bredt samarbejde vil kunne finde de rigtige løsninger på.

“Det må handle om at finde svar på de problemer,” sagde statsministeren. 

Løkke: Frederiksen er ikke selvskrevet

I debatrunden blev Lars Løkke Rasmussen kort efter spurgt, om han bakker op om Mette Frederiksen som leder af de kommende regeringsforhandlinger.

Det nikkede han til.

Men det er ikke det samme, som at han nødvendigvis vil gøre hende til statsminister.

“Vi peger på Mette Frederiksen med henblik på, om der kan laves et politisk program, hvorpå der kan dannes en regering hen over midten. I den øvelse må man også finde ud af, hvem der skal være statsminister,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han opfordrede samtidig Radikale Venstre til at afvise alle tanker om at indgå i et smalt rødt samarbejde.

“Hvis det ender med, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister på det flertal, kommer der nul reformer,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han behøver dog ikke frygte, at Radikale vil pege på en regering, der ikke lægger op til en ny reformkurs, svarede Sofie Carsten Nielsen.

“Vi skal skaffe flere kollegaer til både dem i den offentlige sektor og den private,” sagde hun.

Radikale Venstre deler også Socialdemokratiet og Moderaternes ønske om et bredt samarbejde. 

“Vi går til valg på – og har rigtig længe rakt ud efter – en bred regering. Det kommer vi til at stå fast på. Selvfølgelig skal den regering have ekstremt høje klimaambitioner. Ellers kommer vi ikke til at bakke op om den," sagde Sofie Carsten Nielsen. 

{{toplink}}

Ellemann tvivler, Pape siger nej

Til højre for Lars Løkke Rasmussen er begejstringen over muligheden for at indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet afmålt.

Adspurgt om han vil forsøge at samarbejde med Socialdemokratiet, svarede Jakob Ellemann-Jensen, at han “gerne vil mødes og snakke politik”.

Det er dog ikke det samme, som at han tror på en fælles regering.

“Jeg har til gode at mærke en oprigtig interesse fra statsministeren i et regeringssamarbejde,” sagde han og tilføjede:

“Jeg vil gerne se det, før jeg tror det.”

Søren Pape Poulsen afviste næsten fuldstændigt at indgå i regering med Socialdemokratiet.

“Det ligger i vores dna, at vi er borgerlige stemmer, der arbejder. Det har vi altid været. Jeg har bare umådeligt svært ved at se, at det skal omsættes til, at vi skal sidde i regering sammen,” sagde han.

Røde advarsler

I de to røde partier SF og Enhedslisten, der gennem de seneste tre år har ageret parlamentarisk grundlag for den socialdemokratiske regering, er man heller ikke vild med idéen om en bred regering.

SF’s leder, Pia Olsen Dyhr, fortalte i partilederrunden, at hendes stemme på Mette Frederiksen som kongelig undersøger er afhængig af, at Socialdemokratiet søger et regeringssamarbejde i rød blok.

“Vi peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger med et krav om, at hun skal arbejde for en centrumvenstre-regering med et eller flere partier fra hendes parlamentariske grundlag,” sagde Pia Olsen Dyhr.

Mai Villadsen, politisk leder i Enhedslisten, gik endnu længere i sine advarsler til Mette Frederiksen.

“Det er forkert, når der er et rødt-grønt flertal, at du så ønsker at gå i regering og lukke højrefløjen ind til regeringsbordet,” sagde hun til Frederiksen og fortsatte:

“Du risikerer at begå løftebrud, hvis ikke du vælger det her flertal til.”

Forrige artikel Valgdeltagelse tog lille dyk trods bekymring ved flere valgsteder Valgdeltagelse tog lille dyk trods bekymring ved flere valgsteder Næste artikel Her er partierne gået frem og tilbage: Dyk ned i kortet Her er partierne gået frem og tilbage: Dyk ned i kortet