Dan Jørgensen skal være Danmarks nye EU-kommissær

Regeringen peger på ministeren for udvikling og global klimapolitik til Danmarks plads i Europa-Kommissionen. Målet er en grøn post.

BRUXELLES: Han har været den bedst tippede mand til posten i måneder, hvis ikke år. Nu har han også fået regeringens velsignelse. Minister for udvikling og global klimapolitik for Dan Jørgensen (S) er onsdag officielt blevet indstillet til jobbet som dansk EU-kommissær.

Den tidligere EU-parlamentarikere har længe selv lobbyet for at få et comeback i Bruxelles.

Det er nu op til EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen at vælge, hvad han skal beskæftige sig med de næste fem år.

Fra dansk side arbejdes der for, at han får en post, der flugter med den grønne profil, som Dan Jørgensen har opbygget gennem sine ni år i Europa-Parlamentet og har videreført som dansk minister på områder som fødevarer, klima, energi og forsyning.

Ifølge Altingets kilder står posten som energikommissær højt på den liste, fordi det emne spiller en nøglerolle i den grønne omstilling, som er en mærkesag for regeringen.

{{toplink}}

Tidligt gennembrud

Den 49-årige socialdemokrat fra Morud på Fyn gik for alvor ind i politik, da han som statskundskabsstuderende i Aarhus blev formand for den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum. Han fik sit første hverv som folkevalgt, da han i 2004 uventet kom ind i Europa-Parlamentet, efter tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sikrede socialdemokraterne et kanonvalg og fem mandater.

Fem år efter blev Dan Jørgensen partiets spidskandidat til EU-valget i 2009, hvor han fortsatte, indtil han blev hentet hjem som minister i Helle Thorning-Schmidts (S) regering i 2013.

Sidste gang, socialdemokraterne satte sig på Danmarks kommissærpost, var for 25 år siden, da Poul Nielson blev udviklingskommissær i 1999. Det var også sidste gang, at Danmark sendte en mand til EU-hovedkvarteret. Siden da har Mariann Fischer Boel (V), Connie Hedegaard (K) og Margrethe Vestager (R) haft den danske stol – Vestager endda to gange.

Det betyder også, at regeringen har valgt at se stort på det ønske fra kommissionsformand Ursula von der Leyen om at stille med både en mandlig og en kvindelig kandidat.

{{toplink}}

Umulig kønsbalance

Von der Leyen har et stærkt ønske om kønsbalance i sin Kommission. Med udnævnelsen af Dan Jørgensen til den danske plads, er hun dog nu endnu længere fra målet. Indtil videre har 24 af de 27 regeringer peget på en kandidat, mens Belgien, Bulgarien og Italien stadig lader vente på sig.

Den portugisiske regering stiller onsdag med en kvindelig kandidat i skikkelse af tidligere finansminister Maria Luís Albuquerque. Alligevel bliver det kun til foreløbig syv kvinder og 17 mænd. 

Statsminister Mette Frederiksen siger, at når Danmark alligevel stiller med en mand, så er det, fordi Dan Jørgensen bare er den bedst kvalificerede til opgaven. Og så påpeger hun, at Danmark i to årtier har sendt kvindelige kommissærer til Bruxelles.

"Jeg synes ikke, vi har noget at skamme os over, hvad angår kvindelige kommissærer. Det har vi haft i 20 år," siger Mette Frederiksen.

Kandidater skal testes i Parlamentet

Ifølge kilder i toppen af Kommissionen arbejder von der Leyen stadig på at få ændret på kønsbalancen, muligvis ved at lokke nogle af dem, der allerede har stillet med en mand, med en mere attraktiv kommissærpost, hvis de kan finde den rette kvinde.

Målet er at præsentere det samlede hold af kandidater og deres jobbeskrivelser i midten af september.

Dermed er spillet dog ikke ovre. Hele von der Leyens nye flok skal igennem høringer i Europa-Parlamentet, hvor de bliver testet i deres nye stofområder og får sat deres hidtidige politiske holdninger og gerninger under lup.

Formodningen er, at et par kandidater vil blive vejet og fundet for lette i den proces.

Derfor er det nu op til Dan Jørgensen (S) at få pudset sin EU-viden og få charmet sig ind på de nye ansigter på sin gamle arbejdsplads.

{{toplink}}

,

Forrige artikel Overblik: Her de vigtigste nedslag fra DF’s sommergruppemøde Overblik: Her de vigtigste nedslag fra DF’s sommergruppemøde Næste artikel Regeringen varsler rokade: Flere nye ministerposter er på vej Regeringen varsler rokade: Flere nye ministerposter er på vej