Forstå Vestagers toppost: De nye opgaver kan blive "lidt tricky"

TOPJOB: Margrethe Vestager står til et få et større embedsværk under sig og en række tunge opgaver foran sig. Her kan du blive klogere på den toppost, den danske kommissær er indstillet til, og høre, hvordan Vestager vil benytte en "dansk" ledelsesstil.

BRUXELLES: Uanset hvordan Danmarks rolle udvikler sig i Europa i løbet af de næste fem år, har danskerne god grund til at følge tæt med i den politik, der kommer fra Bruxelles.

”For danskere bliver det meget interessant at følge europæisk politik. I har nemlig fået en vigtig rolle i den nye EU-Kommission,” siger Johan Bjerkem, der er politisk analytiker hos tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.

Han taler naturligvis om den danske EU-kommissær Margrethe Vestager (R).

Tirsdag blev det afsløret, hvilken rolle hun er tiltænkt i den kommende EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens nye Kommission.

”Margrethe Vestager skal stå i spidsen for vores arbejde med at ruste Europa til den digitale tidsalder,” fortalte den tiltrædende kommissionsformand under sin præsentation.

Med ansvaret for det digitale område følger desuden titlen som ledende næstformand og en placering i den øverste top af Kommissionen.

Det nøjes Vestager dog ikke med. Ursula von der Leyen vil nemlig også lade hende beholde posten som konkurrencekommissær.

”Margrethe Vestager har gjort et fremragende job som konkurrencekommissær. Nogle af de udfordringer, hun har håndteret, er tæt forbundet med den digitale sektor, og derfor er det en perfekt kombination, at hun også bliver ledende næstformand for det digitale Europa,” sagde Ursula von der Leyen.

Styrken i en dobbeltrolle
Tilføjelsen af konkurrenceområdet er ikke uvæsentlig, for den giver ekstra styrke til hendes næstformandsrolle. Med sin kommissærpost kan Vestager nemlig stadig råde over Generaldirektoratet for Konkurrence og dets mange embedsmænd.

”Det er utroligt vigtigt for hende, at hun stadig har ansvaret for konkurrencepolitikken, fordi det giver hende adgang til et meget vigtigt generaldirektorat,” siger Johan Bjerkem.

En kommissær uden et generaldirektorat vil svare til, at en minister ikke havde sit eget ministerium.

I forbindelse med at Vestager har fået føjet det digitale til sin opgaveliste, har Generaldirektoratet for Konkurrence også fået ekstra muskler. Afdelinger, der beskæftiger sig med statsstøtte, bliver flyttet dertil fra Generaldirektoratet for Landbrug og Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri.

Alle tre nye ledende næstformænd i Ursula von der Leyens bud på en Kommission har fået denne dobbeltrolle med et tilhørende generaldirektorat, mens de fem resterende næstformænd må nøjes med et overordnet ansvarsområde uden egne embedsmænd.

”Vi er nødt til at kunne håndtere de vigtige udfordringer hurtigst muligt og med beslutsomhed. Det er derfor, jeg har givet mine ledende næstformænd en dobbeltrolle,” sagde Ursula von der Leyen.

Står i spidsen for et hold af syv kommissærer
Som ledende næstformand for den digitale dagsorden skal Margrethe Vestager også lede et hold bestående af kommissæren for det indre marked, kommissæren for innovation og unge, transportkommissæren, energikommissæren, beskæftigelseskommissæren, sundhedskommissæren og kommissæren for juridiske anliggender.

For at få samarbejdet til at fungere vil Vestager benytte en ledelsesstil, hvor de øvrige kommissærer ikke føler sig lavere rangeret:

”Jeg vil have en almindelig dansk tilgang med et lavt hierarki og forventninger til, at folk gerne vil være med. Det er vejen frem for at få mange muskler. Jeg har ikke selv nok muskler til denne opgave, så det er, når vi arbejder sammen, at det kan lade sig gøre,” siger hun.

Tyngden af Vestagers nye rolle bliver også bemærket i hendes hjemland, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder det fremragende for både Danmark og Europa, at hun ”får så tung og central en post”.

”Med Margrethe Vestager for bordenden på det digitale område er vi sikret en vagthund, der vil holde techgiganterne op på deres forpligtelser og samfundsmæssige ansvar. Det gælder ikke mindst, når det kommer til fair skattebetaling, og det gælder, når det kommer til beskyttelse af privatlivets fred, hvor der er behov for at holde techgiganterne til ilden,” skriver udenrigsministeren i et skriftligt svar til Altinget.

Opgavelisten venter
Før Margrethe Vestager kan stige i graderne i EU, skal Ursula von der Leyens bud på en Kommission overstå høringer i Europa-Parlamentet og godkendes endeligt af europaparlamentarikerne.

Der er dog ikke noget, som tyder på, at den populære kommissær ikke vil nå helskindet frem til målstregen sammen med von der Leyen.

Herefter kan Vestager omsider tage hul på den opgaveliste, som den kommende kommissionsformand allerede har formuleret for hende.

Og der er nok at tage fat på for den danske kommissær. Der skal blandt andet laves en ny strategi for små og mellemstore virksomheder, og EU’s konkurrenceregler skal gennemses og evalueres.

Derudover skal hun inden for de første 100 dage stå i spidsen for at lancere en europæisk tilgang til kunstig intelligens.

Og inden udgangen af 2020 skal hun nå frem til en konsensus på internationalt plan for en digital skat. Ellers skal hun foreslå en fair europæisk skat.

En af de helt store opgaver er en ny strategi for Europas industrielle fremtid. Og den kan godt vise at blive særligt udfordrende, siger Margrethe Vestager selv:

”Det er en opgave, som Det Europæiske Råd satte på dagsordenen allerede for et stykke tid siden, og det er en lidt tricky opgave,” siger hun og uddyber:

”Det skyldes, dels at den skal gælde Europas industri, fordi mange europæiske industrivirksomheder faktisk ikke er særlig store. Derudover skal den være klima-kosher, og så skal den selvfølgelig have blik for konkurrencereglerne.”

Den vigtigste udfordring
Ifølge Johan Bjerkem bliver en af Margrethe Vestagers vigtigste opgaver, at hun skal fortsætte sit arbejde med sager mod Amazon, Google og andre firmaer, der ikke følger europæisk lovgivning.

Men en anden vigtig og mere udfordrende opgave bliver at styrke den digitale industri i Europa. Et af de mere overordnede krav fra den tiltrædende kommissionsformand er nemlig, at Vestager generelt skal forbedre EU’s nuværende placering i den industrielle sektor.

Her halter det europæiske kontinent efter USA og Kina, tilføjer Johan Bjerkem.

”Når det kommer til konkurrencelovgivningen, kan Vestager henvise til reglerne i sin kamp mod techgiganterne. Men det er langt sværere at finde ud af, hvordan den europæiske industri skal styrkes, fordi der er forskellige ønsker i medlemslandene,” siger han og fortsætter:

”Danmark beder ikke om det samme som Frankrig og Tyskland, der gerne vil hjælpe store franske og tyske virksomheder med at slå igennem internationalt. Der fokuserer Danmark mere på det indre markeds regler og på at få små virksomheder til at klare sig på europæisk plan.”

”Nu spiller det”
Det var ikke overraskende, at Margrethe Vestager ville forsøge at få en kommissærpost med i købet.

Alligevel gik der et sus gennem den fyldte pressesal, da konkurrence blev nævnt. Det kom bag på en del, at det lykkedes hende at beholde den eftertragtede kommissærpost, som blandt andet Frankrig også havde set sig lun på.

”Det var noget af en overraskelse. Rygterne gik på, at hun ville få noget med digital og energi, ikke at hun ville beholde konkurrence,” siger Johan Bjerkem og tilføjer:

”Det viser, at hun bliver betragtet som ret succesfuld. Det er også derfor, hun er blevet kritiseret af nogle amerikanske virksomheder og muligvis frygtet af nogle.”

Selv havde hovedpersonen kun følgende at sige til den danske presse, når spørgsmålet faldt på, om hun nu havde fået sit drømmejob:

”Jeg tror, at det er seks måneder siden, at jeg sagde, at jeg gerne ville være kommissær igen og gerne konkurrencekommissær, og folk sagde: 'Nej, nej, det spiller ikke',” sagde Vestager og tilføjede:

”Men lige nu spiller det.”

Forrige artikel Eksperter om notat: Regeringens planer mindsker uligheden Eksperter om notat: Regeringens planer mindsker uligheden Næste artikel Tidligere minister træder ind i DR's bestyrelse Tidligere minister træder ind i DR's bestyrelse