Vestagers fremtid som bankchef ligger i hænderne på Macron og Scholz

BRUXELLES: To danske ministre fra to forskellige partier – ingen af dem hendes eget – skal i den kommende tid forsøge at vinde Margrethe Vestager jobbet som chef for verdens største multilaterale bank.

De to hedder Bødskov og Ellemann. Det er ikke givet på forhånd, at det vil lykkes for dem. Mange forskellige politiske og økonomiske interesser er på spil i det kapløb om ledelsen af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som for alvor skydes i gang i begyndelsen af næste uge.

På tirsdag vil de ministre i alle 27 EU-lande, som udgør bankens Styrelsesråd, blive informeret om, at fem personer fra forskellige europæiske lande nu er godkendt som mulige kandidater til at afløse tyskeren Werner Hoyer i toppen af EIB.

En af dem, der har søgt jobbet, er Vestager. Nu begynder kampen om at få det. Det handler om hendes fremtid efter Kommissionen. Det handler også om magtbalancen i Europa. Men hvordan kommer det egentlig til at foregå, og hvilke interesser er det, der brydes her?

Vestager tager orlov fra Kommissionen

I første omgang vil Margrethe Vestager midlertidigt fratræde sin stilling som ledende næstformand i EU-Kommissionen og gå på orlov, indtil topjobbet i banken er besat med hende eller en anden.

Dermed forlader danskeren Kommissionens hovedkvarter Berlaymont som minimum for nogle uger, måske nogle måneder – og måske for altid, hvis det lykkes hende at blive chef for investeringsbanken i Luxembourg. Det kan få den konsekvens, at Danmark måske meget snart skal finde en ny kommissær.

I Danmark er det den socialdemokratiske erhvervsminister, Morten Bødskov, der som den danske repræsentant i EIB’s Styrelsesråd vil skulle fremsætte Vestagers kandidatur formelt i næste uge.

Men om et par uger bliver det op til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen at forsvare den danske kandidat, når de europæiske økonomi- og finansministre samles til et potentielt afgørende møde i Santiago de Compostela.

Fem kandidater fra fem forskellige lande

Den gamle pilgrimsby i det nordvestlige Spanien bliver 15.-16. september scenen for et uformelt ministermøde, hvor man vil forsøge at enes om en kandidat. Inden da vil Styrelsesrådets formand, Belgiens finansminister Vincent Van Peteghem, have sonderet terrænet ved at ringe rundt til de forskellige lande.

I princippet kan en eller flere kandidater nå at trække sig inden mødet i Spanien, men de kan også bruge de næste to uger på at føre en slags kampagne i forskellige lande.

Ud over Vestager tæller kandidatfeltet to nuværende næstformænd i EIB’s daglige ledelse (Direktionen) – polske Teresa Czerwinska og svenske Thomas Östros – og Italiens vicenationalbankdirektør, Daniele Franco. Selv om de alle er respekterede, tidligere ministre i deres hjemlande, så betragtes ingen af de tre som reelle konkurrenter til Margrethe Vestager.

Det gør derimod i høj grad den femte kandidat – kvinden, som er vært for ministermødet i Santiago de Compostela: Spaniens finansminister, Nadia Calvino.

Det spanske kandidatur kom som en overraskelse på falderebet midt i august, og det har både forsinket processen og forringet Vestagers chancer.

Optakt til tvekamp mellem Danmark og Spanien

Da den danske næstformand med ni år i EU-Kommissionen bag sig meldte sin intention om at søge jobbet som chef for EIB tilbage i juni, så det nærmest ud til at være afgjort på forhånd. Men efter at Nadia Calvino er kommet på banen, ser det meget sværere ud for Vestager.

Den spanske finansminister og vicepremierminister har masser af erfaring som minister i hjemlandet og som tidligere mangeårig generaldirektør i EU-Kommissionen. Calvinos stærkeste kort er, at hun ikke alene er siddende finansminister, men at Spanien har EU-formandskabet i dette halvår.

{{toplink}}

Vestager har jo også som tidligere økonomiminister og vicestatsminister siddet med til mange af de vigtige såkaldte ECOFIN-møder mellem de europæiske økonomi- og finansministre, men det er efterhånden mange år siden.

”Alle ved, at Margrethe Vestager og Nadia Calvino er langt de største kandidater. Men Calvino har en fordel i, at hun selv sidder for bordenden for tiden, og at hun kender alle de nuværende finansministre personligt,” siger en kilde tæt på processen.

Det virker næsten paradoksalt, at den spanske minister selv er vært for det møde, hvor ministrene skal forsøge at enes om navnet på den nye chef for EIB. Ganske vist vil det være belgiske Vincent Van Peteghem, der tager over som ordstyrer i den diskussion; og Nadia Calvino må forlade lokalet, når hendes eget kandidatur er på bordet.

”Men alle vil jo vide, at hun sidder lige rundt om hjørnet med champagnen på køl,” som kilden siger.

Ellemann skal slås for den danske kandidat

Her kommer den nybagte økonomiminister, Jakob Ellemann-Jensen, til at spille en vigtig rolle som fortaler for den danske kandidat. Måske egentlig ganske passende, eftersom Venstre og De Radikale tilhører samme liberale politiske familie på europæisk plan og deler gruppe i Europa-Parlamentet.

Det er muligt, at ministrene må opgive at blive enige under mødet i Spanien 15.-16. september. I så fald kan beslutningen skubbes til det næste EU-finansministermøde, som foregår i Luxembourg 17. oktober. Men så begynder det også at haste, for efter snart 12 år ved roret i Den Europæiske Investeringsbank går Werner Hoyer af ved årets udgang.

Spillet er sværere end sædvanlig. EIB’s betydning er vokset, blandt andet som kanal for investeringer i Europas grønne omstilling og som et vigtigt redskab i den kommende genopbygning af Ukraine efter krigen.

EIB er EU’s egen bank med lånegarantier stillet af de 27 medlemslande selv, og alene sidste år udlånte den op mod 500 milliarder kroner. Op til 10 procent af kapitalen kan bruges på projekter uden for Europa, blandt andet i Afrika. Men langt de fleste penge går til projekter inden for medlemslandene selv, ikke mindst i Spanien, Italien og andre sydeuropæiske lande.

Strømpil for Europas store magtkampe

Derfor har Spaniens socialistiske regering god grund til at ville gribe ledelsen i banken, der ellers vil komme under kontrol af en liberal dansker ved navn Vestager. Hun kunne jo foreslå nye ideer om at prioritere andre typer lån i fremtiden, måske til mere moderne, grønne og højteknologiske projekter andre steder i Europa. Som for eksempel Central- og Østeuropa.

{{toplink}}

I den forstand afspejler kapløbet om EIB mange af de grundlæggende politiske og økonomiske magtkampe, som er understrømmen i det europæiske samarbejdes udvikling i disse kriseår. Det er også en slags prolog til det store sammensurium af studehandler, som kommer til at udspille sig næste sommer, når hele rækken af topposter i EU og Nato skal genbesættes.

Hvordan skal balancen findes mellem økonomiske interesser i nord, syd, øst og vest? Hvor meget må de største lande bestemme over de små og mellemstore? Ligger konsensus til højre eller venstre for midten i Europas politiske spektrum?

Alt det kan spille ind, når det bliver afgjort, om Margrethe Vestager skal lede Den Europæiske Investeringsbank.

De tre største lande styrer showet

Når beslutningen skal tages, kræver den to tredjedeles flertal med minimum 18 medlemslande – men også en sum af lande, der repræsenterer mindst 68 procent af bidragene til bankens egenkapital. Eftersom Tyskland, Frankrig og Italien hver leverer 18,8 procent, så kan bare to af dem i fællesskab derfor udgøre et blokerende mindretal.

Det betyder, at det i endnu højere grad end sædvanligt vil blive afgørende, hvad lederne i de tre største lande vælger at gøre: Tysklands socialdemokratiske kansler, Frankrigs liberale præsident og Italiens højre-nationalistiske regeringsleder.

Valget mellem borgerlige Vestager og socialistiske Nadia Calvino kan på overfladen ligne en klassisk kamp mellem Europas blå og røde regeringer. De politiske familier kan da også komme til at spille en rolle i den tvekamp, hvis de tre andre kandidater som ventet falder fra undervejs. Men i praksis er det noget mere kompliceret.

For eksempel er det muligt, at Italiens stærkt højreorienterede leder, Giorgia Meloni, ikke vil kæmpe til sidste blodsdråbe for en spansk socialist, selv om de to sydeuropæiske lande egentlig har mange fælles interesser.

Omvendt kan Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, komme under pres for at støtte den ’røde’ kandidat fra Spanien. Det stiller Scholz i et dilemma, fordi hans grønne og liberale regeringsfæller i Berlin sikkert hellere vil give jobbet til Vestager.

Det leder os frem til manden, hvis overvejelser sandsynligvis kommer til at afgøre udfaldet: Frankrigs leder, Emmanuel Macron. Han kan blive nøglen.

Macron og Vestager uenige om industri og atomkraft

Som en overordnet politisk betragtning burde Macron have meget til fælles med Vestager: De tilhører samme politiske familie, minder om hinanden som ledertyper og er enige om mange ting som for eksempel betydningen af klimapolitik, teknologisk udvikling og demokratiske grundrettigheder. Men i praksis har der vist sig stadig flere brudflader.

Margrethe Vestager er ikke nogen fan af den efterhånden mere protektionistiske industripolitik, som den franske præsident ønsker at fremme. Tværtimod har hun i den frie konkurrences navn modsat sig fusioner, der ville give visse europæiske industrigiganter mere dominans.

{{toplink}}

Vestager har også været blandt de kommissærer, der har modsat sig bestræbelser på at få atomkraft klassificeret som bæredygtig energi med særlig ret til støtte og skattefordele. Endnu en fransk mærkesag i denne tid, hvor krig og energikrise har udløst nye forsøg på at male atomkraften grøn i EU’s støttesystemer.

Hidtil har det ikke været praksis for Den Europæiske Investeringsbank at låne penge til projekter, der går ud på at investere i nyudvikling af nukleare kraftværker. Det vil Emmanuel Macrons regering gerne have lavet om på, og er det så en god idé for Paris at placere en dansk atomkraftskeptiker som chef for EIB?

Er den danske stjerne ved at falme?

Det handler ikke kun om politik, økonomi og forskellige landeinteresser – men også til en vis grad om Margrethe Vestager selv. Efter at have været en superstjerne i den foregående kommission synes Vestagers stjerne at være falmet i nogle lande, blandt andet fordi hun har tabt højt profilerede sager mod Apple og andre amerikanske teknologi-giganter.

Præsident Macron har heller ikke altid været tilfreds med hendes håndtering af, hvordan Europa bedst kan imødegå USA’s stadig mere aggressive industripolitik. Den irritation blev luftet tydeligt, da Frankrig i løbet af sommeren stejlede over udnævnelsen af den amerikanske økonom Fiona Scott Morton som økonomisk chefrådgiver for konkurrencepolitik i EU-Kommissionen.

Margrethe Vestager forsøgte først at stå fast på, at Scott Morton bare var den bedst kvalificerede, uanset hvor hun kommer fra. Men Emmanuel Macron gjorde det til et politisk problem, at man udnævnte en amerikaner frem for en europæer til så vigtig en EU-post.

Få dage efter måtte Fiona Scott Morton trække sig.

Andre vigtige kommissærer havde også været imod udnævnelsen, og dens omstødelse var et offentligt nederlag for Vestager, der som konkurrencekommissær og ledende næstformand for digital udvikling personligt havde peget på den amerikanske ekspert.

I Bruxelles bliver sagen set som det seneste eksempel på, at Kommissionens ellers så populære og træfsikre dansker er ved at miste fodfæste.

Nu er piedestaler jo noget, der er skabt til at falde ned af – og man kan diskutere, hvor retfærdig kritikken af Vestagers senere år som topkommissær egentlig er. Men den eksisterer. Og det er måske endnu en grund til, at det er ved at være på tide for hende at søge nye græsgange.

De næste uger vil vise, om de græsgange findes i Den Europæiske Investeringsbank i Luxembourg. Diskussionen om hendes udnævnelse vil samtidig give os nogle vigtige fingerpeg om hvilken retning, Europa vil tage i de kommende år.

{{toplink}}

thomas.lauritzen@altinget.dk