Antorini mister børneområdet til Vilhelmsen

ROKADE: Børneområdet rykker i forbindelse med ministerrokaden fra Børne- og Undervisningsministeriet over til Social- og Integrationsministeriet. BUPL ærgrer sig over beslutningen.

Christine Antorini (S) er ikke længere minister for landets vuggestuer og børnehaver.

I forbindelse med ministerrokaden rykker hele børneområdet, som blandt andet tæller daginstitutionerne og pasningstilbudene, fra Børne- og Undervisningsministeriet over til Social- og Integrationsministeriet, som SF-formand Annette Vilhelmsen skal stå i spidsen for.

Hendes officielle ministertitel bliver fremover social-, børne- og integrationsminister.

Børneområdet har tidligere ligget i Socialministeriet, men blev i forbindelse med regeringsdannelsen i efteråret 2011 flyttet over til Undervisningsministeriet. Ønsket var at skabe en bedre sammenhæng mellem børne- og undervisningsområderne, og Christine Antorini har løbende haft fokus på at få mere læring ind i vuggestuerne og børnehaverne.

Netop derfor ærgrer det Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforening BUPL, at børneområdet nu bliver en del af Social- og Integrationsministeriet.

"Børn begynder jo at lære fra den dag, de bliver født, og derfor var jeg glad for, at regeringen valgte at koble børne- og undervisningsområderne sammen. Man fik skabt en helhed i forhold til børnenes udvikling og læring, og derfor er det meget problematisk, at man nu flytter børneområdet væk fra Undervisningsministeriet. Jeg frygter, at det nu bliver nedprioriteret og drukner i andre problemstillinger," siger Henning Pedersen.
 

Forrige artikel Antorini: Vi skal alle arbejde anderledes Antorini: Vi skal alle arbejde anderledes Næste artikel Antorini: Vi nedprioriterer ikke børnenes læring Antorini: Vi nedprioriterer ikke børnenes læring