Løsrivelsespartier ryger ud af Folketinget

VALGRESULTAT: Grønlandske Nunatta Qitornai og færøske Tjóðveldi mister deres pladser i Folketinget. Begge partier taler for snarlig løsrivelse. I stedet får Socialdemokratiets grønlandske søsterparti og Venstres færøske søsterparti plads i Folketinget.

Grønlands tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond (NQ) fra løsrivelsespartiet Nunatta Qitornai opnåede ikke genvalg til Folketinget. Den kontroversielle politiker fik 1.607 stemmer og måtte dermed se sig slået af Grønlands andet nuværende folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, der blev topscorer med 5.686 stemmer, og det socialdemokratiske parti Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam, der fik 3.467 stemmer. Nummer fire blev Nivi Olsen fra Demokraterne med 1.600 stemmer.

Aaja Chemnitz Larsen og Aki-Matilda Høegh-Dam tog dermed Grønlands to pladser i Folketinget, som Siumut nu igen bliver repræsenteret i. Ved folketingsvalget i 2015 blev Aleqa Hammond valgt for Siumut. Hun blev dog sidenhen løsgænger og medlem af det lille parti Nunatta Qitornai.

Aaja Chemnitz-Larsen har siddet i Folketinget siden 2015 og har de sidste fire år arbejdet pragmatisk sammen med den borgerlige regering om at forbedre forholdene for grønlændere i Danmark og Grønland. En indsats der ser ud til at være blevet belønnet af vælgerne, i det Chemnitz Larsen fik mere end 27 procent af alle stemmer i Grønland. 49,8 procent af de stemmeberettigede grønlændere stemte til folketingsvalget.

Veteran valgt
På Færøerne opnåede Magni Arge fra løsrivelsespartiet Tjóðveldi heller ikke genvalg. Her blev valgets store vinder Venstres søsterparti Sambandsflokkurin, der fik 28,3 procent af stemmerne, og partiets veteran, tidligere lagmand og folketingsmedlem, 74-årige Edmund Joensen, der fik 1.885 personlige stemmer.

Han kommer til at følges til København med socialdemokratiske Javnaðarflokkurins nuværende folketingsmedlem Sjúrður Skaale, der opnåede genvalg med 3.331 personlige stemmer. Javnaðarflokkurin fik 25,5 procent af stemmerne, mens det konservative parti Fólkaflokkurin fik 23,8 procent af stemmerne, og Tjóðveldi fik 18,6 procent af stemmerne. Valgdeltagelsen på Færøerne blev på 70,3 procent.

51-årige Sjúrður Skaale er færøsk journalist, skuespiller og sanger. Han blev indvalgt i Folketinget i 2011. Skaale har flere gange tiltrukket sig opmærksomhed med humoristiske indslag fra Folketingets talerstol og morsomme spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han blev det færøske valgs topscorer med mere end 12 procent af alle stemmer. 
 
74-årige Edmund Joensen er færøsk politiks “grand old man”, der har været lagmand samt medlem af Folketinget fra 1994 til 1998 og fra 2007 til 2015. 

Forrige artikel Frontalangreb på grønlandske MF'er Frontalangreb på grønlandske MF'er Næste artikel Spørgsmål og svar fra Grønlands Landsting uge 23 Spørgsmål og svar fra Grønlands Landsting uge 23