Grønlandsk folketingsmedlem vinder Folkemødets dialogpris

Aaja Chemnitz Larsen tildeles Dialogprisen på årets Folkemøde. Hun var nomineret for konstruktiv og tillidsvækkende dialog mellem Grønland og Danmark.

Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, vinder Dialogprisen 2021 på Folkemødet.

Prisen blev uddelt på Folkemødets hovedscene i Allinge lørdag aften.

"Du forsøger at skabe dialog mellem Grønland og Danmark, og det har du gjort virkelig flot," sagde Vibe Klarup, formand for foreningen Folkemødet, da hun overrakte prisen til Aaja Chemnitz Larsen.

Dialogprisen uddeles hvert år til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten i det forgangne år samt under Folkemødet.

"Jeg forsøger virkelig at bygge bro mellem Danmark og Grønland og skabe nogle resultater for de allermest udsatte. Både hjemme i Grønland, men også grønlændere i Danmark," sagde Aaja Chemnitz Larsen.

Juryen nominerede Aaja Chemnitz Larsen for hendes arbejde som fortaler for en konstruktiv og tillidsvækkende dialog mellem Grønland og Danmark kulturelt og politisk.

"For Aaja Chemnitz Larsen er de sociale problemer på Grønland et anliggende for hele Rigsfællesskabet. Derfor har hun længe kæmpet for øget dialog og samarbejde Danmark og Grønland imellem. Hun opnår resultater på grund af sin lyttende tilgang," sagde Vibe Klarup.

Juryen bag Dialogprisen havde nomineret fem politikere:
• Mona Juul, folketingsmedlem (K)
• Stinus Lindgreen, folketingsmedlem (R)
• Tommy Ahlers, folketingsmedlem (V)
• Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune (S)
• Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem (IA)

Dialogprisen har været uddelt siden 2013 og er skabt af Foreningen Folkemødet, Lead Agency, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Dansk Ungdomsfællesråd (DUF).

Forrige artikel  TV 2-redaktør stopper efter sag om falsk nyhed TV 2-redaktør stopper efter sag om falsk nyhed Næste artikel Dødsfald: Fhv. overkirurg, lektor og dr.med. Hans Thorsøe (92)