Forsker: Miljøorganisationer bliver ikke taget seriøst i Arktis

Af Danita Burke
Postdoc, Syddansk Universitet

Over hele Arktis har internationale miljø-ngo’er (engo’er) gennem tiderne fået en blandet modtagelse, især blandt lokalbefolkningerne.

I international politik har engo’er et ry for at repræsentere minoriteter, men blandt nogle lokalbefolkninger hersker der en følelse af, at engo’ernes interesser og værdier går ud over de lokales behov og interesser.

Gennem min forskning har jeg undersøgt dette fænomen. Her sagde en repræsentant for en oprindelig befolkning i Arktisk Råd til mig:

“De (engo’erne, red.) prøver at tvinge deres værdier ned over os. Men vi siger fra, hvilket vi har haft stor succes med. I hvert fald indtil klimaforandringerne blev et problem. Før det gad de alligevel ikke være her, hvor vi er.”

De oprindelige folk i Arktis oplever et stadig stigende juridisk og politisk selvstyre. Som et resultat af det er engo’er nødt til at gentænke, hvordan de kan gøre sig gældende, når det kommer til de arktiske spørgsmål.

Mangel på tilstedeværelse
Et af de store problemer, som engo’erne har i den forbindelse, er, at de ikke har kontakt til folk i regionen, der kan hjælpe dem med at skabe forandringer og give dem indflydelse.

Som en repræsentant fra en engo sagde til mig: “Hvis du vil tages seriøst, er du nødt til at være til stede. Ellers er du bare en outsider.”

I Grønland er meget få engo’er nemlig fast repræsenteret. I min forskning har jeg kun fundet en til to internationale engo’er med permanent repræsentation i Grønland: WWF og Oceans North.

Andre organisationer vil rigtig gerne blande sig i måden, den grønlandske regering fører miljøpolitik på, men deres lokale tilstedeværelse halter. Greenpeace er et godt eksempel på sådan en organisation.

Blandt grønlændere hersker der en opfattelse af, at Greenpeace er dårlig til at lære af sine fejl i Arktis. I 2010 besatte Greenpeace en boreplatform langs den grønlandske kyst, hvorfra Cairn Energy forsøgte at finde olie.

Den tilgang blev blandt grønlænderne set som et tegn på, at Greenpeace underminerede Grønlands mulighed for selvforsørgelse og selvstændighed til fordel for deres egen internationale agenda.

Hvis Greenpeace havde haft en stærkere lokal tilstedeværelse, havde organisationens ledelse også vidst, at en aktion mod boreplatformen ville svække deres omdømme blandt de lokale, mener nogle.

Aktionen betød, at alt det arbejde, Greenpeace havde gjort for at genvinde et godt ry blandt de lokale siden sælkonflikten i 1960-1980’erne, gik tabt.

Isbjørnepolitik
På den anden side af skalaen har vi WWF, hvis tilgang har været væsentlig anderledes, end den Greenpeace har valgt. WFF har ofte lokale repræsentanter, der arbejder på at bygge lokale netværk med lokale interessenter - eksempelvis kommuner.

Det har betydet, at WWF har været markant mere succesfuld i Grønland såvel som i Alaska, Rusland og Canada med deres isbjørneprogram.

Isbjørneprogrammet “har med succes reduceret antallet af konflikter mellem mennesker og isbjørne”, som WWF selv skriver på deres hjemmeside. WWF giver finansielle tilskud til, at lokalsamfund for eksempel kan ansætte vagter, som kan patruljere og skræmme isbjørnene væk.

Det giver både den naturbeskyttelse, som WWF ønsker, og skaber job til de lokale på samme tid.

Overordnet set er der mange måder, hvorpå man kan håndtere miljømæssige problemer i Arktis. Som engo’erne langsomt lærer, kan lokal repræsentation være nøglen til succes og bane vejen for mere succesfulde kampagnestrategier.

debat@altinget.dk