Ydelseskommissionen har løst opgaven til UG. Nu er det kun politik, som kan stå i vejen for reform

Solidt, afbalanceret, enkelt og visionært.

Ydelseskommissionens anbefalinger til et nyt kontantshjælpssystem fik en positiv modtagelse, da frugterne af halvandet års kommissionsarbejde blev præsenteret.

Det er sjældent, at både Dansk Arbejdsgiverforening, Liberal Alliance, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Enhedslisten kan finde gode takter i et og samme fordelingspolitiske oplæg.

Selvfølgelig er der automatreaktioner fra venstrefløjen om, at den foreslåede model ikke hjælper nok børn over lavindkomstgrænsen, og fra højrefløjen om, at en del indvandrere vil få flere penge mellem hænderne. Men ingen har meldt sig ud på forhånd, så umiddelbart kunne det ligne et gunstigt udgangspunkt for en reform af ydelsessystemet.

Der er dog lagt op til svære politiske forhandlinger, og der er høj risiko for, at reformen bliver kvalt i et indviklet net af parti- og magtpolitiske interesser på Christiansborg.

Aktiveringskrav udgør blind vinkel
Regeringen står splittet mellem støttepartierne Radikale, SF og Enhedslisten, som med det fælles forståelsespapir i hånden mener sig berettiget til at kræve kontanthjælpsloftet afskaffet, og et stærkt ønske om et forlig på tværs af midten, som efter 20 års blokpolitisk slagsmål om kontanthjælpsloftet ville kunne skabe ro om kontanthjælpssystemet.

Oveni ligningen kommer regeringens krav om, at højere ydelser til børnefamilier skal gå hånd i hånd med skrappere aktiveringskrav til indvandrere.

37-timers aktiveringskravet har udgjort en blind vinkel for Ydelseskommissionen, men regeringen lægger ikke skjul på, at de ser ydelser og indsats som en pakkeløsning, når de politiske forhandlinger skydes igang på den anden side af sommerferien.

Kombinationen af pisk og gulerod komplicerer billedet. Venstre kalder det "arbejdspligt", men bortset fra forskellige begreber er de rørende enige med regeringen om, at indvandrere skal arbejde, studere eller gøre sig nyttige på fuld tid, hvis de skal have kontanthjælp eller integrationsydelse.

Men hvor Radikale godt vil kunne synge med på den melodi, vil SF og især Enhedslisten skulle sluge rekordstore kameler, hvis de på den ene side skal medvirke i et forlig, som sætter ydelsen for børnefamilier op, og på den anden side tage penge fra dem igen, hvis de ikke opfylder aktiveringskravet.

Venstres medvirken er mindst lige så konfliktfyldt, da Jakob Ellemann-Jensen på forhånd har slået fast, at deres deltagelse i en aftale om 37 timers aktivering er betinget af lavere ydelser.

Her står Radikale også af, som først og fremmest er drevet af ønsket om at nedbringe børnefattigdomen, hvorfor V og R ombord i samme forlig også ligner en dødsejler.

Bredt forlig vil udviske skarp kant
Modsætningerne er så store, at det er overordentligt svært at se et forlig, som favner både støtterpartierne og Venstre.

Regeringen føler sig dog ikke nødvendigvis forpligtet til at have alle støttepartier med i en ydelsesreform - så længe den leverer på intentionerne fra forståelsespapiret.

Hummelgaards erklærede ambition om et bredt forlig kan derfor både ses som et tilbud til Venstre om at sætte Enhedslisten uden for indflydelse - men fungerer samtidig som en advarsel til Enhedslisten om, at for stejle krav enten kan sende dem uden for døren eller resultere i et reformforlis på deres konto.

Men det er yderst tvivlsomt, om Venstre reelt har nogen interesse i at hjælpe regeringen med at lande en ydelsesreform. Kontanthjælpsloftet har siden 00'erne udgjort en skarp politisk kant mellem rød og blå blok. Et bredt forlig om ydelser vil udviske skellet - og dermed afmontere en bærende søjle i den platform, som Venstre (igen) vil gå til valg på.

Den udlændingepolitiske højredrejning i Socialdemokratiet har skabt et ny dimension i forhold til kontanthjælpsloftet, hvor 37-timers aktiveringskravet udgør en oplagt fælles landingsbane for V og S. Men strategisk kan det have større værdi for Venstre at stå uden for en reform.

Følger man Ydelseskommissionens anbefalinger, vil den disponible indkomst stige for 36.000 indvandrere, mens 23.000 vil få færre penge mellem hænderne.

Så selv om løsningen samlet set er udgiftsneutral for indvandrergruppen, vil Venstre fortsat kunne kritisere regeringen for at give flere penge til arbejdsløse indvandrere - og dermed fastholde en sårbar flanke for regeringen i en kommende valgkamp.

Manglende deltagelse fra Venstre vil også sende regeringen tilbage i armene på støttepartierne, hvor Enhedslisten allerede har truet med at udløse valg, hvis regeringen ikke leverer på løftet om at mindske uligheden og sænke børnefattigdom.

Kølig optakt til kommission
Peter Hummelgaard har kort før Ydelseskommissionens afrapportering slået fast, at et opgør med kontanthjælpsloftet ikke er regeringens prestigeprojekt, og at man ikke vil sætte al politisk kapital ind på at afskaffe de lave ydelser.

Den kølige optakt står i skærende kontrast til den varme modtagelse, kommissionens anbefalinger nu har fået.

Nogen vil have mere, andre lidt mindre, men få virker til at være uenige i principperne bag Ydelseskommissionens skitse til et mere enkelt og retfærdigt kontanthjælpssystem.

Bolden er givet op, herfra er det kun politik, der kan spænde ben for en reform.

friis@mm.dk