Ny kontanthjælpsaftale skal løfte 9200 børn ud af fattigdom. Men en ny fattigdomsgrænse mangler stadig

Samlet set løftes 9200 børn op over lavindkomstgrænsen med aftalen om et nyt kontanthjælpssystem. Med aftalen gøres det midlertidige børnetilskud permanent og udsatte børn får et økonomisk tilskud til fritidsaktiviteter. En aftale om en ny fattigdomsgrænse udestår dog stadig og kan ændre på tallet for, hvor mange børn kontanthjælpsaftalen løfter ud af fattigdom, erkender R.

9200.

Så mange børn forventer regeringen og det øvrige røde flertal bag aftalen om et nyt kontanthjælpssystem vil blive løftet ud af børnefattigdom og op over den såkaldte lavindkomstgrænse.

“Vi har lavet en aftale, hvor vi forfordeler børnefamilierne og sørger for, at der er noget, der kommer børnene direkte til gavn og gør, at de har bedre og mere lige opvækstbetingelser,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Aftalen blev på pressemødet betegnet som “børnenes kontanthjælpsreform” af ministeren, og en række af initiativerne i aftalen er direkte målrettet børn af kontanthjælpsmodtagere.

Først og fremmest gøres det midlertidige børnetilskud permanent. Det blev indført som et af de allerførste tiltag i denne regeringsperiode, mens partierne afventede Ydelseskommissionens anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem. Tilskuddet er senere blevet forlænget flere gange, mens forhandlingerne om et nyt kontanthjælpssystem stod på.

Børnetillægget giver udsatte børnefamilier, der er ramt af integrationsydelsen eller de nye lofter for hvor meget man kan modtage i ydelse, mellem 314 og 666 kroner om måneden i tillæg.

Det har været vigtigt for Radikale, at det største økonomiske løft bliver givet til familierne med de laveste ydelser.

Rådighedsbeløbet for enlige forsørgere med to børn, der modtager uddannelseshjælp hæves eksempelvis med 550 kroner sammenlignet med de nuværende regler.

“Vi har lagt stor vægt på, at de familier, der har haft allermindst at gøre godt med, er dem der mærker det største løft. Det er familier på selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse og på uddannelseshjælp, og det er dem, der med permanentgørelsen af børnetillægget, mærker det største løft,” siger Radikales beskæftigelsesordfører, Samira Nawa.

{{toplink}}

Fritidstillæg giver oplevelser, men også et “vist bureaukrati”

Med gentænkningen af kontanthjælpssystemet indføres også et såkaldt fritidstillæg.

Fritidstillægget er et økonomisk tilskud på 250 kroner om måneden pr. barn målrettet de cirka 40.000 børn, der er i kontanthjælpssystemet i dag.

Tiltaget indgik også i Ydelseskommissionens anbefalinger, og det skal ses som en måde at understøtte, at udsatte børn har råd til at deltage i idrætsaktiviteter og kan købe fodboldstøvler og lignende udstyr på lige vilkår med deres jævnaldrende.

Tilskuddet kan også bruges på biografbilletter og til betaling af skolearrangementer som lejrskoler og studieture.

For at sikre at pengene bliver brugt på det, de er tiltænkt, skal forældrene hver tredje måned indsende kvitteringer, der viser, at mindst to tredjedele af beløbet er blevet brugt på fritidsaktiviteter.

Peter Hummelgaard erkender, at der vil følge et “vist bureaukrati” med indførelsen af fritidstillægget.

“Vi har forsøgt at begrænse bureaukratiet ved, at der er et rimeligt anvendelsesområde for pengene og ved, at man får udbetalt beløbet a conto og derefter skal uploade eller indlevere kvitteringer over en tre måneders periode. Gør man ikke det, vil udbetalingerne blive stoppet og beløbet indefrosset,” siger han.

Ingen ny fattigdomsgrænse

Siden regeringsdannelsen har det været en bunden opgave for regeringen og støttepartierne at indføre et nyt kontanthjælpssystem, der afskaffer kontanthjælpsloftet og bekæmper børnefattigdom. Under samme punkt i forståelsespapiret har partierne også givet hinanden håndslag på at indføre en ny fattigdomsgrænse.

“En ny regering vil bekæmpe fattigdom, og vil derfor indføre en fattigdomsgrænse, så udviklingen kan følges,” lyder det i forståelsespapiret.

{{toplink}}

Aftalen om et nyt kontanthjælpssystem indeholder dog ikke en ny fattigdomsgrænse.

Ifølge Radikales beskæftigelsesordfører har en ny fattigdomsgrænse slet ikke været på bordet under forhandlingerne. I stedet er de højere ydelsers indflydelse på, at 9200 børn løftes ud af fattigdom målt på, at børnene med aftalen løftes over den såkaldte lavindkomstgrænse.

Ifølge Peter Hummelgaard er en af årsagerne til, at man ikke har indført en fattigdomsgrænse før en aftale om et kontanthjælpssystem, der skal bekæmpe børnefattigdom, at det er en “vanskelig øvelse”.

“Men vi står stadig på mål for de aftaler, vi har indgået i forståelsespapiret. Der har været et arbejde i gang med, hvordan sådan en fattigdomsgrænse skal indrettes, og det er stadig min forventning, at det er også noget, vi også kommer til at gøre.”

Tal for børnefattigdom afhænger af ny fattigdomsgrænse

Radikales beskæftigelsesordfører, Samira Nawa, erkender, at udformningen af en ny fattigdomsgrænse vil kunne få indflydelse på tallet for, hvor mange børn man med kontanthjælpsaftalen kan sige hjælpes ud af fattigdom.

”Det kunne det jo godt alt afhængig af, hvor fattigdomsgrænsen ligges henne. Tallet kan både blive større eller mindre,” siger hun.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard påpeger, at svaret på, hvordan en ny fattigdomsgrænse vil influere på et aftalens hovedresultater om at løfte 9200 børn ud af fattigdom, ville kræve, at han på forhånd vidste, hvordan den nye fattigdomsgrænse så ud.

"Det afgørende for os er måske i højere grad at lægge vægt på, at vi her laver en aftale, der gavner alle 40.000 børn i kontanthjælpssystemet,” siger han.

Hvorfor ikke aftale en fattigdomsgrænse først, blive enige om udgangspunktet og så lave aftalen, der bekæmper børnefattigdom bagefter?

”Det har der ikke ligget nogen bevidst strategi bag. Hvis man vender præmissen for dit spørgsmål om, så kunne det også være, at det havde været i regeringens interesse at gøre det i omvendt rækkefølge, for så havde det være nogle andre tal. Men sådan har vi ikke tænkt. Det vigtigste for os har været at vente på Ydelseskommissionens anbefalinger og så på ryggen af det sammensætte en aftale med de balancer, vi i regeringen kan stå på mål for og som især gavner børnene i kontanthjælpssystemet.”

Forrige artikel Ny aftale: Kontanthjælpsmodtagere får bedre adgang til fleksjob og ressourceforløb Ny aftale: Kontanthjælpsmodtagere får bedre adgang til fleksjob og ressourceforløb Næste artikel EU-Domstolen slår fast: Ulovligt at skære i børnechecken til udlændinge EU-Domstolen slår fast: Ulovligt at skære i børnechecken til udlændinge