Tillidsrepræsentant i Dansk Metal: Regeringen er i gang med at kvæle den danske model

Af Hans Henrik Søgaard Kryger
Smed, tillidsrepræsentant på Danstoker og medlem af Dansk Metal

I Danmark har vi siden septemberforliget fra 1899 haft tradition for, at forholdende på det danske arbejdsmarked bygger på frivillige aftaler, som er indgået mellem arbejdsgiverforeninger og fagforeninger. 

Eller i et lidt mindre perspektiv: Lokale aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det er et koncept, vi i dag populært kalder ”den danske model”.

Men her i 2023 ser det dog ud til, at regeringen er blevet trætte af ikke at have direkte indflydelse på, hvordan vores arbejdsmarked er skruet sammen. Vi så det første angreb i form af afskaffelsen af Store Bededag. Og nu ser det så ud til, at andet angreb er sat i værk i form af, at en substantiel sum skal bruges til lønninger til udvalgte offentligt ansatte.

Personligt sætter jeg en stor ære i, at mine kollegaer har tiltroet mig med rollen som tillidsrepræsentant på vores arbejdsplads.

At de har så stor lid til, at jeg er i stand til, blandt mange andre ting, at forhandle vores løn og generelt være med til at forme regelsættet så det passer til os og vores virksomhed.

Jeg ville for alt i verden ikke undvære den gode dialog, jeg har med ledelsen, der har deres daglige gang på matriklen i Herning.

Jeg vil i hvert fald ikke lade en flok politikere, som sidder i København, hvor mange af dem ikke har lavet andet end at gå i skole hele deres liv, bestemme, hvordan mine kollegaer og jeg skal aflønnes, og hvordan vores arbejdsdag skal se ud.

Tillid til ledelsen

På vores virksomhed får vi løbende information om, hvordan det går med firmaet, vi får indsigt i, hvordan tallene ser ud, hvordan fremtiden forventes i fremtiden i forhold til indkommende ordrer, og hvordan firmaet har tænkt sig at investere og optimere.

For mig som tillidsrepræsentant, har ledelsen aldrig forsøgt at skjule informationer, heller ikke op til en lønforhandling. Alt dette har også været medvirkende til, at jeg, min TR-kollega fra 3F og ledelsen i samarbejde til sidste lønforhandling kunne komme frem til en lønaftale, som vi alle kunne være tilfredse med, fordi den passede til netop vores virksomhed.

{{toplink}}

Det er et skråplan, når regeringen går ind og prøver at bestemme, hvornår vi skal holde fri, og hvor meget vi skal have i løn.

De kender ikke arbejdsmarkedet, som min fagforening, min chef, mine kollegaer og jeg gør. De kender ikke de specifikke forhold på min arbejdsplads. De har jo også den luksus at kunne sætte deres egen løn og arbejdsforhold, hvorfor skal de så også pille ved mine?

Overlad det til folk på gulvet 

Jeg har dog kunne forstå, at den danske model har været under pres i den offentlige sektor i en længere periode. At hver gang nogen prøver at sige fra og kræve deres ret, skal de ikke vente ret længe, før politikerne begynder at spille med musklerne over for den almindelige arbejder, der bare prøver at forbedre sin situation.

Det er da også en situation, der ikke gør det nemmere at være sygeplejer, pædagog eller SOSU-hjælper.

Jeg mener, at politikerne skal holde snuden væk, lade overenskomsterne sætte rammerne og så ellers overlade resten til parterne, der har deres daglige gang på gulvet. Være det sig på hospitalsgangene, i produktionshallerne, ude på legepladsen blandt børnene eller på det nyligt støbte betongulv ved et byggeprojekt.

For uanset om vi har ansvar som TR, er ledere eller bare er almindelige lønslaver, så er det os, der kender situationen på vores arbejdsplads, det er os der i fællesskab ved, hvordan vi bedst får det hele til at køre.

{{toplink}}

debat@altinget.dk