SF: Godt reformudspil - som Venstre ikke skal have lov til at ødelægge

DEBAT: Regeringens udspil til beskæftigelsesreformen har mange gode takter. Lad ikke Venstre ødelægge det gode udspil, siger Eigild Andersen, beskæftigelsesordfører i SF.

Af Eigil Andersen
Beskæftigelsesordfører, SF 

Hjælpen til arbejdsløse i Danmark er katastrofalt dårlig. Derfor blev jeg glad, da jeg læste SR-regeringens udspil til beskæftigelsesreform. Det er et godt udspil, som rummer en forbedret hjælp til arbejdsløse.

Jeg ville ønske, at der var kommet flere af den slags udspil, også mens SF sad i regering! Selv om det lykkedes at opnå nogle positive resultater, så var der ofte alt for langt mellem snapsene.

Det nye udspil bærer præg af, at regeringen har lyttet langt mere til SF's og fagbevægelsens krav til beskæftigelsesreformen end til Venstre. Det kan ses på flere punkter.

SF's aftryk på udspillet
For det første vedr. a-kassernes rolle. Den arbejdsløses første samtale skal efter udspillet foregå hos a-kassen, som også skal hjælpe den arbejdsløse det første halve år. A-kasserne har simpelthen et kendskab til medlemmerne, branchen, arbejdsgiverne og arbejdsmuligheder i området, som en medarbejder i et jobcenter aldrig har en jordisk chance for at få, fordi vedkommende arbejder med mange forskellige brancher på én gang (se min artikel: ”Derfor er a-kasserne så gode” 25. marts på Altingets arbejdsmarkedsportal).

For det andet er det godt, at ufaglærte får bedre muligheder for at blive faglærte. Statistikkerne viser, at arbejdsløsheden blandt ufaglærte i mange tilfælde er dobbelt så stor som blandt faglærte. En faglært uddannelse er et godt rygstød i bestræbelserne på at få et job.

Udspillet betyder en forhøjelse af tilskuddet til de arbejdsgivere, der ansætter en voksenlærling.

Men ufaglærte arbejdsløse får også mulighed for uddannelsesorlov i op til to år for at blive faglærte, eksempelvis inden for den branche, hvor de hidtil har arbejdet som ufaglærte. Dette er en god mulighed.

Til gengæld er det dårligt, at man kun kan få 80 % af dagpengesatsen imens. Man skal huske, at tilbuddet gives til arbejdsløse på f. eks. 35 eller 40 år, der typisk har familie med udgifter til børn, ejerbolig, bil m.v. Da de blev fyret og gik fra løn til dagpenge, er mange gået 5.000 kr. eller mere ned i indtægt pr. måned. Skal de så yderligere miste 3.500 kr. pr. måned ved at gå ned på 80 % satsen, vil mange ikke kunne få det til at løbe rundt i hverdagen.

Derfor vil SF arbejde for, at man får fuld dagpengesats – hvilket i øvrigt er samme niveau, som voksenlærlingelønnen ligger på. Men debatten om ydelsen forandrer ikke på, at muligheden for uddannelsesorlov er god.

For det tredje er det fint, at man afskaffer kravet om den gentagne aktivering hver sjette måned, der ofte fører til meningsløse aktiviteter, som ikke hjælper den arbejdsløse.

For det fjerde er det hårdt tiltrængt, at jobcentrene igen skal medvirke til ordinær jobformidling til arbejdsgiverne. Noget, som Venstre i sine ti år på beskæftigelsesministerposten underligt nok nærmest fik afskaffet.

For det femte er det godt, at man nu vil oprette 8 regionale arbejdsmarkedsråd, der svarer til de pendler-områder eller arbejdskraftoplande, der findes i Danmark. Kommunegrænsen er alt for snæver. Man kan jo sagtens bo i én kommune og arbejde i 10 andre. Det er også positivt, at arbejdsmarkedets parter får en styrket rolle i disse arbejdsmarkedsråd, fordi de har den helt store ekspertise, både med hensyn til det aktuelle og fremtidige behov for kvalifikationer på arbejdsmarkedet i pendler-området.

Plads til forbedringer
SF har dog et par forslag mere til forbedringer. Vi støtter fuldt ud, at arbejdsløse ufaglærte og faglærte skal have ret til 6 ugers job-rettet kursus fra første arbejdsløsheds-dag. Men ifølge udspillet ser denne ret ikke ud til at gælde f. eks. for FTF’ere. Jeg tror, at også arbejdsløse sygeplejersker, bankfolk, pædagoger osv. kan have stor gavn af et 6 ugers job-rettet kursus. Men da de har en del uddannelse i forvejen, kunne man så give dem denne ret efter et halvt års ledighed, da jeg tror behovet for deres vedkommende er størst efter en vis ledighedsperiode.

Det virker desuden overdrevet, at regeringen vil tvinge alle arbejdsløse til seks samtaler under det første halve års arbejdsløshed. Dette rummer stor risiko for spild af tid, for hvad nu hvis der ikke er noget reelt at snakke om? Så bliver der bare sat et kryds i et skema, og både den arbejdsløse og a-kassen spilder sin tid.

En bedre model vil derfor være at fastsætte et minimum på en eller to samtaler det første halve år. Og så overlade til a-kassen at skønne over, om der er behov for flere. Nogle arbejdsløse vil givetvis have gavn af seks samtaler på et halvt år. Men det gælder bare ikke alle.

Nej til Venstres sparekrav 
Til slut vil jeg advare mod Venstres linje i forbindelse med beskæftigelsesreformen, som vil skade arbejdsløse. Min opfordring til SR-regeringen er derfor: Lad ikke Venstre ødelægge det gode udspil!

Det vil bl.a. ske, hvis man begynder at følge Venstres uhyrlige krav om besparelser i beskæftigelsessystemet på 1½ milliard kr. pr. år nu – stigende til 4 milliarder kr. i 2020. Pengene vil man bruge på skatte- og afgifts-lettelser til erhvervslivet.

Dette siger SF absolut nej til, fordi det jo ikke vil forbedre den katastrofalt dårlige hjælp til arbejdsløse i dag. Sparekravet vil bl.a. ramme mulighederne for opkvalificering og uddannelse i beskæftigelsesreformen, herunder de forbedrede muligheder for ufaglærte. Men Venstre modarbejder også den styrkelse af a-kassernes rolle, som vi i SF mener er særdeles velbegrundet.

Jeg har lagt mærke til, at Dansk Folkeparti har været mere positive i deres kommentarer til regeringens udspil. Det synes jeg er interessant. 

Forrige artikel Giv virksomhederne de højtuddannede på tilbud Giv virksomhederne de højtuddannede på tilbud Næste artikel Lad os få VEU-milliarden ud at arbejde