OK20: Nu skal industrien bevise, at den også kan knække nødder for andre end sig selv

Så går det løs.

Efter måneders optakt og rituelle udmeldinger om henholdsvis mørke skyer i horisonten for dansk økonomi fra arbejdsgiverne og omvendt optimistiske varsler fra fagbevægelsen om fortjent lønfest på toppen af højkonjunkturen lukker de fire topforhandlere på industriens område døren bag sig til forhandlingslokalet onsdag ved middagstid.

Derinde samles de om det nok vigtigste forhandlingsbord på det danske arbejdsmarked, hvis betydning for dansk økonomi og konkurrenceevne næppe kan overvurderes.

"Det er os, der knækker de første og største nødder," som mantraet plejer at lyde fra Metal-formand Claus Jensen, som sammen med formand for 3F's industrigruppe Mads Andersen udgør det efterhånde rutinerede forhandlingsteam for de 230.000 industriarbejdere under forhandlingskartellet CO-Industri.

Spydspidsforliget baner vejen
Over for dem sidder den tidligere SAS-direktør Lars Sandahl Sørensen, der som ny administrerende direktør for DI skal forhandle sin første centrale overenskomst, sekunderet af DI-veteranen Kim Graugaard, der til gengæld har prøvet det mange gange før.

Læs også: Nu begynder forhandlingerne om OK20: Her er de fire topforhandlere

Det centrale forhandlingsudvalg forventes i midten af februar at lande det såkaldte spydspidsforlig, som udstikker kursen for de øvrige brancher, hvis overenskomster forventes at nå i mål i løbet af februar og marts.

Dermed har industriens overenskomst betydning for løn- og ansættelsesvilkår for over 600.000 privatansatte – og har indirekte også afsmittende effekt på overenskomsterne for de 800.000 offentligt ansatte, som skal forhandles igen i 2021.

Ud over de respektive forventninger til lønfest versus løntilbageholdenhed har både arbejdsgivere og fagbevægelse traditionen tro holdt kortene tæt til kroppen i forhold til konkrete krav ved overenskomstbordet.

"Hvis man skal opnå resultater i svære forhandlinger, kan det ikke hjælpe noget, hvis man render og laller om det i pressen," som Claus Jensen engang slog fast i et interview med Altinget.

Men det er oplagt, at arbejdsgiverne har øget fleksibilitet på menuen. Og så er der ønsket om mere øremærket barsel til fædre, som Lars Sandahl Sørensen erobrede forsider med i december. 

En uventet blød melding fra industriens nye førstemand, der som SAS-direktør blev kendt som en hård hund. Men måske i strategisk forstand tilpas blød til, at den i hvert fald udadtil kan kamuflere et langt stærkere ønske om at holde mere igen på lønkronerne, end lønmodtagerne føler sig berettiget til på en bakketop i dansk økonomi.

Fritvalgsordningen i spil
Blandt lønmodtagerne har fordoblingen af den såkaldte fritvalgsordning fra to til fire procent ved sidste overenskomstfornyelse i 2017 været en storsællert.

Fritvalgsordningen betyder, at en medarbejder selv må bestemme, om en procentuel andel af lønnen skal gå til pension, seniorfridage, ekstra ferie eller børneomsorgsdage.

Derfor er det oplagt, at CO-Industri vil presse på for en yderligere forøgelse af fritvalgsordningen – især hvis arbejdsgivernes holder lønposen lukket.

Selv om der nok skal blive gået til stålet ved forhandlingsbordet, er det nærmest utænkeligt, at industriens parter ikke når et forlig.

Spørgsmålet er, om magtkvartetten Jensen, Andersen, Sandahl Sørensen og Graugaard også formår at knække andre nødder end deres egne.

Krise efterlod splittet fagbevægelse
I 2017 såede man ved industriens forhandlingsbord kimen til det, der udviklede sig til en alvorlig krise i det samlede forhandlingsforløb, og efterlod en splittet og frustreret fagbevægelse.

Det skete i form af den såkaldte 42-timersregel, som gav arbejdsgiverne ret til at varsle overarbejde på op til fem timer ugentligt.

Med udgangspunkt i 42-timersreglen lykkedes det baglandet i 3F's byggegruppe at mobilisere en effektiv nej-kampagne, som ved urafstemningen resulterede i, at 60 procent af medlemmerne stemte nej til det resultat, som deres 3F-top og de andre store forbund ellers havde anbefalet.

Kun takket være det såkaldte sammenkædningsprincip, hvor de forskellige brancher under forskellige fagforbund vurderes samlet, endte ja-stemmerne på 57 procent.

Claus Jensen og Mads Andersen havde ikke set det komme, erkender de i et nyligt interview med A4 Arbejdsliv, hvor de dog samtidig fastholder det udramatiske i den nye bestemmelse.

Værn mod social dumping kan blive afgørende
Der er ingen tvivl om, at fagtoppen både på industriens område og på de øvrige områder denne gang har lagt sig i selen for at undgå, at de igen mister grebet om dagsordenen, når resultaterne skal kommunikeres til medlemmerne.

På den anden side har nej-bevægelsen fra 2017 – som nu kalder sig Arbejdere i Bevægelse – også sat alle sejl til for at sikre, at de får de værn mod social dumping, som modstanden mod 42-timersreglen i virkeligheden handlede om.

Læs også: Højere mindsteløn i byggeriet kan betyde knald eller fald ved OK20

"Der skal kun en gnist til, og så eksploderer det hele," som en nøgleperson fra det tværgående netværk i fagbevægelsen har forklaret til DR forud for forhandlingerne.

Begge parter vil undgå drama
Med alle de nødvendige forbehold for uforudsigeligheden i overenskomstspillet er en storkonflikt til foråret dog næppe sandsynlig.

Blandt andet fordi regeringen lige nu knokler for at lande en aftale om lovbestemt mindsteløn på transportområdet, som gerne skulle formilde gemytterne i 3F's transportgruppe, som næst efter byggeriet talte flest nej-sigere ved urafstemningen i 2017.

Og selv om udfordringen med at holde ro i geledderne kan synes størst i fagbevægelsens rækker, er arbejdsgiverne mindst lige så optaget af at sikre et så udramatisk forløb som muligt.

For selv om konflikt er en del af den danske model, er det også vejen til regeringsindgreb, som i givet fald ville skulle foretages af S-regeringen, som blandt andet Liberal Alliances Henrik Dahl har stemplet som "den rødeste regering i 50 år".

Men mere overordnet handler det for DI om for alt i verden at undgå politisk indblanding i det aftalesystem, som de selv besidder førerpositionen i, og som via sammenkædningsprincippet tillader dem at fastholde en moderat lønudvikling, selv om væksten i visse brancher i sig selv kunne trække højere lønninger på grund af stærk efterspørgsel på arbejdskraft.

Derfor er der ingen tvivl om, at oprøret fra baglandet i 2017 har gjort indtryk på begge sider af forhandlingsbordet, og at de fire mænd vil gøre sig ekstra umage for at se ud over interesserne i deres egne brancher, når de lukker døren bag sig onsdag ved middagstid.

friis@mm.dk