Lederne: Barsel til mænd er et skridt på vej mod verdensmålene

DEBAT: Fem år efter vedtagelsen af FN's verdensmål halter Danmark fortsat efter med ligestillingen på arbejdsmarkedet. Den skæve balance udlignes først, når politikerne øremærker mere af barslen til fædre, skriver chefkonsulent i Ledernes Hovedorganisation.

Af Mette Skak-Nielsen
Chefkonsulent, Ledernes Hovedorganisation

I Danmark er der stadig mange flere mænd end kvinder på ledelsesgangene, og udviklingen rykker sig kun langsomt.

Det på trods af, at alle verdens lande med vedtagelsen af FN's 17 verdensmål har besluttet, at kønsbalancen på arbejdsmarkedet skal være mere ligelig og bæredygtig.

Verdensmålene blev vedtaget for præcis fem år siden, og et af dem, 'Ligestilling mellem kønnene', handler blandt andet om kvinder i ledelse.

På det område står det ikke for godt til herhjemme.

Skæv kønsbalance kræver politisk handling
På direktionsgangene og i bestyrelserne i Danmark udgør kvinder henholdsvis 19 procent og 15 procent. Billedet er stort set uændret siden 2015, viser en ny rapport fra 2030-Panelet, som er et rådgivende organ for Folketinget.

En anden opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at kun 22 procent af lederne i den private sektor er kvinder, og også denne andel har været uændret siden 2015.

Derfor er vi nødt til at puste mere liv i ligestillingen. Det kræver handling fra politisk side.

Far skal tage mere barsel
Politikerne skal først og fremmest bane vejen for, at far tager mere barsel end i dag, da det vil øge kvinders muligheder for at gøre karriere og gå ledervejen.

Derfor bør reglerne for barsel ændres, sådan at en større del af barslen er øremærket den nybagte far. Det vil ændre det nuværende mønster, hvor kvinder tager langt størstedelen af barselsorloven.

I et lille land som Danmark er det afgørende, at vi udnytter talentmassen så godt som muligt. Og det gør Danmark desværre slet ikke i dag, når så lille en andel af ledere, direktører og bestyrelsesmedlemmer er kvinder.

Derfor skal vi sikre rammerne for en mere bæredygtig udvikling og sætte retning mod verdensmålene.

Forrige artikel FH til DA: Nej, vi skal ikke slække på arbejdsmiljøloven for at åbne for hjemmearbejde FH til DA: Nej, vi skal ikke slække på arbejdsmiljøloven for at åbne for hjemmearbejde Næste artikel Krifa: Regeringen misbruger den danske model i coronatiltag Krifa: Regeringen misbruger den danske model i coronatiltag