Kontanthjælpsreformen rammer langt fra plet

Af Kristan Thor Jakobsen
Forskningsschef i Fonden Kraka

Efter den seneste kontanthjælpsreform er alle par, der har et såkaldt ægteskabslignende forhold, omfattet af den såkaldte gensidige forsørgerpligt. Hvis den ene part er i beskæftigelse, har vedkommende altså en forpligtigelse til at forsørge sin partner på kontanthjælp. Hidtil har dette udelukkende været gældende for ægtepar. Rent praktisk foregår det ved, at der sker en modregning i den udbetalte kontanthjælp, når partnere tjener mere end ca. 20.000 kr.

Umærkbare lønstigninger
Modregningen betyder, at gevinsten ved arbejde eller ved at yde en ekstra indsats dæmpes for den person, der er i beskæftigelse. En person i beskæftigelse med en partner på kontanthjælp samt to børn i daginstitution vil fx kun opleve en stigning i rådighedsbeløbet på 113 kr. i det månedlige rådighedsbeløb, hvis lønnen stiger fra 20.000 kr. til 25.000 kr. om måneden, svarende til en marginalskat på ca. 98 pct. 

Ugifte samboende par vil faktisk opleve en decideret nedgang i det månedlige rådighedsbeløb, hvis lønnen stiger til fx 31.000. Det skyldes, at personen på kontanthjælp i dette tilfælde bliver modregnet så meget i kontanthjælpen, at personfradraget ikke udnyttes fuldt ud. Ugifte par stilles dermed ringere end ægtepar, hvor det uudnyttede personfradrag kan overføres mellem parterne. Konkret vil familien miste godt 1.300 kr. i månedligt rådighedsbeløb, hvis personen i beskæftigelse går fra en månedlig arbejdsindkomst på 20.000 kr. til en på 35.000 kr.

Forsørgerpligten tilskynder de forkerte
Til gengæld kan man så læne sig op af, at kontanthjælpsmodtageren i dette ægtepar får større tilskyndelse til at finde job. Det vil øge familiens rådighedsbeløb væsentligt, fordi familien undgår modregning. 

Det viser sig imidlertid, at en stor del af kontanthjælpsmodtagerne med en partner i beskæftigelse ikke vurderes at være arbejdsmarkedsparate. I 2012 udgjorde ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere således ca. to tredjedele af alle de personer, der ville have været omfattet af den gensidige forsørgerpligt i det år. 

Disse personer har som udgangspunkt begrænsede muligheder for at reagere på de ændringer i tilskyndelsen til arbejde, som indførslen af den gensidige forsørgerpligt giver anledning til. Den primære effekt er derfor, at den beskæftigede partner får en væsentlig økonomisk tilskyndelse til at droppe sit job eller til at sætte arbejdstiden ned. Desuden gælder for et samlevende par, hvor begge får kontanthjælp, at forsørgerpligten reducerer tilskyndelsen til at finde beskæftigelse for den ene part i forholdet. 

Derfor må man regne med, at forsørgerpligten for samboende par vil reducere arbejdsudbuddet, og særligt at antallet af kontanthjælpspar bliver større, end det ellers ville have været. Det kan dog måske blive modvirket af, at de nye regler medfører en markant økonomisk fordel ved at forlade sin partner på kontanthjælp. Det var dog næppe hensigten med tiltaget.

Modsatrettede initiativer
Flere partier har ytret ønske om yderligere reformer af kontanthjælpssystemet fx ved at nedsætte kontanthjælpssatserne for på den måde at øge gevinsten ved at overgå til beskæftigelse. Eksempelvis foreslog De Konservative i sommers, at kontanthjælpssatsen for par skulle nedsættes med 20 pct. Men hvordan vil en eventuel reduktion af kontanthjælpssatserne spille sammen med ægtefælleafhængigheden i kontanthjælpssystemet? Mekanismerne ved en nedsættelse af de gældende kontanthjælpssatser med 20 pct. er som følger for det føromtalte kontanthjælpspar:

Givet de lavere kontanthjælpssatser øges gevinsten ved arbejde ved relativt lave indkomster. Hvis den ene person i det nævnte kontanthjælpspar fra før opnår beskæftigelse til en arbejdsindkomst svarende til mindstelønnen på ca. 17.200 kr. om måneden, er gevinsten ved dette ca. 700 kr. højere efter satsreduktionen sammenlignet med de nuværende satser. Til gengæld er det samlede månedlige rådighedsbeløb for familien ca. 1.000 kr. lavere efter satsreduktionen. 

Allerede ved en månedlig arbejdsindkomst på omkring 20.000 kr. forsvinder den øgede gevinst som følge af satsreduktionerne grundet den gensidige forsørgerpligt. Således er der herfra så godt som ingen forskel i gevinsten ved arbejde før og efter satsreduktionen målt i absolutte beløb. Relativt er der dog tale om en større stigning i det samlede rådighedsbeløb, givet at dette beløb som udgangspunkt er 1.700 kr. lavere efter satsreduktionen. Den gensidige forsørgerpligt betyder altså, at gevinsten ved arbejde målt i kroner/ører er nogenlunde den samme ved en månedlig arbejdsindkomst på henholdsvis 17.000 og 35.000 kr. efter satsreduktionen. En simpel reduktion i satserne på kontanthjælp ændrer dermed ikke ved, at der kun er en lille tilskyndelse til at arbejde i et relativt bredt indkomstinterval for gifte eller samboende personer. 

Behov for større sammenhæng
Hvis det derimod antages, at en reduktion i kontanthjælpssatserne på 20 pct. indføres samtidig med en afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt, vil dette medføre, at der også er en gevinst ved en arbejdsindkomst på over 20.000 kr., hvis der sammenlignes med de nuværende regler. For par på kontanthjælp vil det månedlige rådighedsbeløb dog stadig være lavere grundet reduktionen i satsniveauet. En anden måde at øge gevinsten ved arbejde for kontanthjælpspar kunne også være at forøge timefradraget, altså det beløb, der kan trækkes fra arbejdsindkomsten, før kontanthjælpen modregnes.

Samlet set har den seneste kontanthjælpsreform således ikke formået at løse de samspilsproblemer, der betyder, at tilskyndelsen til arbejde for samboende og gifte, hvor den ene part eller begge modtager kontanthjælp, er relativt begrænset, navnlig når en af personerne med kontanthjælp har andre problemer end ledighed. Og en simpel reduktion af kontanthjælpssatserne alene vil således heller ikke løse denne problemstilling.

debat@altinget.dk