Kommuner, a-kasser og andre private aktører

Af Jørgen Borre Larsen,
Direktør for Jobrådgivernes Brancheforening

Direktør i ASE, Karsten Mølgaard Jensen, forsøger i sit indlæg i Altinget 24. oktober at imødegå Jobrådgivernes Brancheforenings synspunkt, at ansvaret for beskæftigelsesindsatsen bør ligge hos kommunerne og ikke hos a-kasserne. Derfor tilbageviser Karsten Mølgaard Jensen vores argumenter om, at a-kasserne dels er tilbøjelige til kun at hjælpe den ledige med at søge arbejde inden for a-kassens eget faglige område, og dels at a-kasserne ingen økonomiske incitamenter har til at hjælpe de ledige i arbejde. Jeg skal senere vende tilbage til disse to spørgsmål, men lad os først se på den overordnede organisering af beskæftigelsesindsatsen.

Ansvaret for beskæftigelsesindsatsen

Ansvaret for beskæftigelsesindsatsen har altid ligget hos myndighederne, og det bør det fortsat gøre. I dag ligger ansvaret entydigt hos kommunerne. Det har tidligere været splittet mellem kommunerne og AF-regionerne. Hvordan beskæftigelsesansvaret bedst placeres hos offentlige myndigheder er et spørgsmål, der ikke har betydning for nærværende diskussion, der alene drejer sig om det hensigtsmæssige i, at a-kasserne helt eller delvist overtager den del af kommunernes ansvar, der tidligere lå hos AF-regionerne.

Her er det vores synspunkt, at det vil være helt forkert, hvis ansvaret placeres hos private foreninger, som a-kasser jo er. Det vil være lige så forkert, hvis ansvaret placeres hos andre typer af private organisationer, som f.eks. medlemmer af Jobrådgivernes Brancheforening. Det skyldes, at det vil bevirke, at nogle typer af private organisationer i så fald vil få en fortrinsstilling frem for andre. Al erfaring tilsiger, at monopollignende tilstande går ud over effektiviteten, til skade for borgerne og samfundsøkonomien. Én ting er imidlertid, hvor ansvaret for beskæftigelsesindsatsen bør ligge. En anden ting er, hvem der bedst kan fungere som operatører.

Operatørerne i beskæftigelsesindsatsen

Den, der har ansvaret, har samtidig mulighed for at vælge de operatører, som skønnes bedst egnede til at løse givne opgaver. Kommunen kan vælge at lade sit eget jobcenter være operatører, eller den kan vælge at løse opgaven i et samspil med private aktører, herunder akasser.

Det er Jobrådgivernes Brancheforenings generelle opfattelse, at de bedste løsninger findes i et samspil mellem det offentlige og det private. A-kasserne skal være velkomne til at bidrage til beskæftigelsesindsatsen på det operationelle niveau. Men det skal i så fald ske på lige fod med alle andre private aktører. A-kasserne skal med andre ord igennem nøjagtigt de samme benhårde udvælgelsesprocedurer som alle andre og skal underlægge sig de samme konkurrencevilkår. Herefter vender vi tilbage til spørgsmålet om a-kassernes egnethed til at løse opgaven som operatører i beskæftigelsesindsatsen.

A-kassernes begrænsning

Vi har tidligere peget på, at a-kasserne er fagblinde. En a-kasse skal jo helst have medlemmer, og det skal den eventuelt tilhørende fagforening også. De faglige a-kasser vil derfor af naturlige årsager have opmærksomheden rettet mod beskæftigelsesmulighederne inden for a-kassens eget faglige område.

Dette synspunkt understøttes af gældende praksis, således som den f.eks. er beskrevet af den evalueringsrapport, der blev udarbejdet i forlængelse af samarbejdsforsøget mellem Københavns Kommune og 4 LO a-kasser. Heraf fremgår det, at opstøvningen af jobåbninger foregår ved hjælp af en tilbagerapportering fra tillidsmænd, der er tilknyttet a-kassen.

Det er der naturligvis ikke i sig selv noget galt med. Men det understreger bare begrænsningen, der ikke alene ligger i, at jobsøgningen finder sted inden for eget fagligt område, men også i at arbejdspladser, der ikke har overenskomst, ligger uden for horisonten. Vi anerkender naturligvis, at der er forskel på a-kasser, ligesom der er forskel på medlemmerne af Jobrådgivernes Brancheforening. En tværfaglig a-kasse fungerer næppe på samme måde som en faglig. Vores medlemmer har masser af daglige eksempler på, at både jobcenter, a-kasse og medlemmet loyalt og fordomsfrit arbejder for den samme sag, nemlig at hjælpe den ledige i arbejde i de områder af samfundsøkonomien, hvor der er jobåbninger.

A-kassernes manglende økonomiske incitamenter

Vi har endvidere gjort opmærksom på det problem, der ligger i, at a-kasserne absolut ingen økonomiske incitamenter har for at få de ledige i beskæftigelse. Karsten Mølgaard Jensen er enig i, at a-kasserne ikke har et økonomisk incitament, men han mener tilsyneladende ikke, at det er problem. Hans argument er, at det nuværende kommunale refusionssystem ikke fungerer hensigtsmæssigt.

Vi er helt enige i, at det gældende refusionssystem ikke fungerer godt. Men det er blot uden betydning for en bedømmelse af spørgsmålet om incitamentsstrukturers virkninger. Det er jo åbenbart og understreges netop af det nuværende refusionssystems vildskud.

Over for Karsten Mølgaard Jensens opfattelse af, at det ikke er et problem, at a-kasserne ikke har et økonomisk incitament til at bringe de ledige i beskæftigelse, kan jeg oplyse, at medlemmerne af Jobrådgivernes Brancheforening typisk kun er garanteret 25 % af betaling for deres indsats, idet de sidste 75 % kun kommer til udbetaling, når det lykkes at skaffe den ledige i beskæftigelse.

Mon ikke det er indlysende for enhver, hvem der vil lægge sig mest i selen for at skabe resultater i form af varig beskæftigelse?

debat@altinget.dk