Jobkonsulenter på skolebænken

Af Kurt Nygaard,
Jobcenterchef i Horsens Kommune. 

Arbejdsmarkedsordførerne for de nye regeringspartier vil stille større krav til jobkonsulenternes faglige kvalifikationer.
Således har det lydt i dagspressen i den seneste tid, og trecifrede millionbeløb har været nævnt som rammebeløb for en fremtidig opkvalificeringsindsats for de 6.500 ansatte i de kommunale jobcentre.

Som Jobcenterchef kan man naturligvis kun hilse det med glæde, at der fra centralt hold tilsyneladende er interesse for og vilje til at forbedre medarbejdernes kvalifikationer, specielt i en tid hvor den enkelte jobcenterchef kan se efteruddannelseskontoen på budgetterne stærkt reduceret.

Men med alle gode viljer in mente melder der sig det lille irriterende spørgsmål: Uddannelser til hvad?

Omlægningerne har en pris
Få politikområder i Danmark har i den grad været genstand for lovreguleringer og institutionelle omlægninger som beskæftigelsespolitikken.
Nedlæggelse af den statslige arbejdsformidling AF, kommunalisering og "det enstrengede system", samt skabelsen af det private jobmarked via andre aktører er eksempler på, hvorledes det halvfemsindstyvende mandat i folketinget har gjort beskæftigelsesindsatsen for de forsikrede ledige til en ideologisk politisk handelsvare gennem tiderne uden øje for, at store institutionelle omlægninger på de udførende led og medarbejdersiden har en pris: Nemlig et kolossalt tab af viden og kompetencer, der efterfølgende skal samles op forfra.

Nu kan man med rette holde vejret i de kommunale jobcentre og afvente/frygte en ny institutionel omlægning, hvor A-kasserne stilles en større opgaveportefølje i udsigt, uden at der kan findes evidens for, at opgaver kan placeres her med større fordel for de ledige, men hvor omlægningen igen synes ideologisk politisk styret på det halvfemsindstyvende mandat.

Dertil kommer de lovmæssige reguleringer og de paradigmeskift i indsatsen, som ændringerne i ledighedstallet hele tiden initierer, og som gør, at hvad der er god arbejdsmarkedspolitik i dag, ikke er morgendagens løsninger.

Endelig har lovgivningen haft retning imod en stadig større grad af "standardisering" på redskabssiden over for de ledige og dermed vanskeliggjort den differentierede indsats i jobcentrene, hvor erkendelsen af, at hvad der virker for Poul, virker altså ikke nødvendigvis for Per, er evident.

Hvem er det, der skal opkvalificeres?
På baggrund af ovenstående vil jeg igen stille spørgsmålet: Uddannelse til hvad?
De ansatte i de kommunale jobcentre er intelligente, veluddannede, videbegærlige, omstillingsparate og lærevillige. De har evnen til samtidigt at være coach for den ledige og embedsmand for opdragsgiverne. De har en mangfoldighed i kompetencer og erfaring, der gør, at den lokale ledelse kan opgavefordele medarbejderne målrettet som esserne i et spil kort. Ja, vores medarbejdere kan lære mere, men lovgiverne og regeringen skylder dem at sætte retningen.
De ansatte i Jobcentrene skal håndtere en meget bred målgruppe fra arbejdsmarkedsparate nyledige til tunge match2 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensioner. Hvem er det, der skal opkvalificeres?

Hvad er det præcist for en opgave, jobcentrene fremover skal løse? Hvad er de institutionelle rammer og frem for alt:
Er tiden ikke snart kommet, hvor de ideologiske kæpheste skal begraves, og hvor en bredt politisk forankret beskæftigelsesindsats ud over de 90 mandater kan skabe kontinuitet og en mere langsigtet planlægning til gavn for vore ledige og den indsats, hvormed de skal betjenes?

debat@altinget.dk