Fuld plade: Løhde lander aftale på statens område

FORLIG: Lørdag aften blev der indgået overenskomstaftale for 180.000 statsansatte. Dermed er der indgået aftale for alle offentligt ansatte. Innovationsminister Sophie Løhde glæder sig over et økonomisk ansvarligt forlig.

Som rosinen i pølseenden har statens forhandlere netop indgået aftale om en ny overenskomst. 

Innovationsminister Sophie Løhde (V), der har forhandlet på statens vegne, udtrykker tilfredshed med aftalen.

”Det er en god aftale, som begge parter kan se sig selv i. Det er en økonomisk ansvarlig aftale,” sagde hun til pressen, umiddelbart efter aftalen blev skrevet under.

”Det er en aftale med plads til mærkbare lønstigninger for de statsansatte de kommende år. Den gennemsnitlige statsansatte kan se frem til en lønstigning på 41.500 ved udgangen af OK18-perioden,” sagde Sophie Løhde.

Den betalte spisepause, som indtil nu har været kutyme, har stået helt centralt gennem forhandlingerne. Og med aftalen får man sikret spisepausen. Men kostede det noget på lønnen? Det svarede de statsansattes chefforhandler, Flemming Vinther, ikke direkte på. 

”Vi gik ind med tre krav og kom ud med tre opfyldte krav. Vi har landet en aftale, der også indeholder en overenskomstmæssig sikring af spisepausen, som vi ikke behøver være bekymret for mere,” sagde Flemming Vinther og fortsatte:

”Det er en afbalanceret pakke, hvor de forskellige elementer går op mod hinanden, og det er vi godt tilfredse med.”

Aftalen sikrer en lønramme på 8,2 procent og en generel lønstigning på 6,2 procent for alle statsansatte. Derudover fjerner man privatlønsværnet.

Aftalen skal nu til afstemning hos de enkelte forbund.

Aftale på alle områder
Onsdag gik der hul på bylden med en delaftale på det regionale område. Og fredag fulgte en stor aftale for mere end en halv million kommunalt ansatte. Natten til lørdag blev der landet den anden af i alt to aftaler på de regionale områder, og siden da har offentlighedens øjne været rettet mod Sophie Løhde. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) glæder sig på Twitter over, at der nu er indgået forlig for alle offentligt ansatte, og en storkonflikt dermed ser ud til at være afværget: 

 

 

De faglige organisationer var også tydeligt lettede, efter den sidste aftale var faldet på plads.

Der har den forudgående tid været debat, om den danske model overhovedet er tidssvarende, men denne sidste aftale viser, at modellen godt kan stå distancen, signalerer formanden for den nye faglige storfamilie med LO og FTF, Lizette Risgaard, i et tweet. 

 

Forrige artikel Holstein: OK-forlig er en kæmpe lettelse for Mette Frederiksen Holstein: OK-forlig er en kæmpe lettelse for Mette Frederiksen Næste artikel Gyserfinale endte med sejr til den danske model Gyserfinale endte med sejr til den danske model