Djøf får ny formand: Vil kæmpe mod djøf-bashing

Henning Thiesen afløser Lisa Herold Ferbing som formand for Djøf. Han vil gå forrest i kampen mod "djøfiseringens" dårlige omdømme.

Danmarks jurister, økonomer og samfundsvidenskabere får ny formand. 

Det skriver Djøf i en pressemeddelse.

Det bliver den nu tidligere formand for Djøfs offentlige chefer, Henning Thiesen, der bliver ny mand i spidsen for fagforeningen.

En af hans første opgaver som nyudnævnt formand bliver at tale de offentligt ansattes sag i de igangværende overenskomstforhandlinger.

Forhandlinger, han håber, undgår at ende i en konflikt.

"Jeg håber, det kan lykkes at lande en aftale med forligsmandens hjælp, så vi kan undgå en konflikt, der sætter store dele af Danmark i stå," udtaler han i pressemeddelsen.

Djøf-bashing
Udover at lande OK18-forhandlingerne vil Thiesen bruge sin nye stilling til at kæmpe for at forbedre sine medlemmers omdømme.

"I udlandet kalder man det ’elite’. I Danmark kalder man det ’djøfisering’. Djøf'ere, som passer deres arbejde, bliver pludselig skydeskive for alt, hvad man er vred over. Fra politiske beslutninger, man er uenig i, til globaliseringens konsekvenser," udtaler han og fortsætter:

"Derfor skal Djøf fortælle den positive historie om djøf'ernes bidrag til udviklingen af det private erhvervsliv og den offentlige sektor."

Thiesen afløser Lisa Herold Ferbing, der de seneste seks år har varetaget interesserne for Djøfs 92.000 medlemmer.

Forrige artikel Egedal Kommune er klar med ny direktør Næste artikel Københavns Kommune udpeger ny beskæftigelses- og Integrationsdirektør