Forsker: Er ulighed et rent onde eller intet problem?
DEBAT: For at tage stilling til, om ulighed i indkomst og formue er et rent onde, et nødvendigt onde eller slet ikke et problem, er to faktuelle spørgsmål afgørende, skriver KU-forsker.
Af Jeppe Druedahl
Adjunkt, Center for Økonomisk Adfærd og Ulighed, Københavns Universitet
Ingen har ulighed som et mål i sig selv.
Men for at tage stilling til, om ulighed i for eksempel indkomst, formue eller sundhedstilstand er et rent onde, et nødvendigt onde eller egentlig slet ikke et problem, er to faktuelle spørgsmål afgørende.
For det første må vi undersøge, om uligheden skyldes forskelle i omstændigheder eller forskelle i adfærd. Formueulighed er et godt eksempel.
Der er mange måder at blive rig på. De heldige bliver rige gennem store prisstigninger på deres boliger og aktieportefølje. Andre er arbejdsomme og sparsommelige.
Undersøgelser viser, at langt flere vil beskatte store formuer, hvis de er blevet skabt af udefrakommende omstændigheder, end hvis de skyldes forskelle i opsparingsadfærd.
Ny forskning viser, at dem, som i økonomiske eksperimenter handler mere tålmodigt, også sparer mere op ude i virkeligheden og derfor kravler højere op i formuefordelingen.
Det er dog stadig uklart, hvor stor en del af formueuligheden der kan forklares herved, og det er helt sikkert, at det spiller en relativt lille rolle i at forklare den høje formuekoncentration i toppen af formuefordelingen.
Undersøg ulighedsskabende adfærd
For det andet må vi undersøge, om der er samfundsgavnlige eller –skadelige effekter af den adfærd, som skaber ulighed.
Forskning viser, at det afkast, som folk er i stand til at få, er positivt korreleret med størrelsen af deres formue, selv når der korrigeres for forskelle i den risiko, som de påtager sig.
For at nå den absolutte top af formuefordelingen spiller arv og/eller store afkast på egen virksomhed en betydelig rolle.
Hvis de store afkast er skabt på baggrund af innovation og medfølgende produktivitetsstigninger, kan omfordeling potentielt være skadeligt for samfundsøkonomien.
Hvis de omvendt er skabt på baggrund af manglende konkurrence og udnyttelse af markedsmagt, er den risiko langt mindre.
I økonomisk jargon er førstnævnte bare aflønning af produktionsfaktorer, nemlig kapital og entreprenørarbejdskraft, mens sidstnævnte er afkast på en kunstig skabt knaphed, en kunstig knaphedsrente – economic rent.
Livlig debat blandt økonomer i USA
Økonomiske data fra USA og en række EU-lande viser, at de største virksomheders markedsandele har været stigende de seneste årtier.
Denne forøgede markedskoncentration og potentielt tiltagende monopolmagt kan have ført til stigende ulighed.
Det diskuteres for tiden også livligt blandt amerikanske økonomer, om de største virksomheder har fået en for stor magt på lokale arbejdsmarkeder, om de har fået et købermonopol på arbejdskraft (monopsoni) og derved har kunnet trykke lønnen kunstigt lavt ned og tjene overnormale profitter.
Da de fattigste med stor sandsynlighed har mere gavn af en ekstra krone end de rigeste, er der alt andet lige et stærkt argument for at bekæmpe ulighed.
Formuekoncentration fører utvivlsomt ydermere også til koncentration af magt og indflydelse, hvilket kan bruges til at skævvride spillereglerne til fordel for de i forvejen rigeste.
Hvor skæve spillereglerne er i forvejen, er dog svært at kvantificere.
Vi ved i dag langt mere om niveauet og den historiske udvikling i uligheden, end vi gjorde for et årti siden.
Fokus i den økonomiske forskning drejer sig derfor nu i stigende grad mod at forstå, hvilke roller henholdsvis omstændigheder og adfærd spiller i at forklare uligheden, og i hvor høj grad markedsmagt og andre markedsimperfektioner kan forklare såvel niveauet som udviklingen i indkomst- og formuelighed.
Alternativet: LA og SF har ret, når de siger, jobcentrene skaber håbløshed
V: S fører misforstået ulighedskamp
