3F til DA: Uligheden gør det svært at bevæge sig op ad samfundsstigen

REPLIK: DA underdriver problemerne ved stigende ulighed. Rige har modsat fattige indkomstfremgang, mens børn fra udsatte familier har svært ved at bevæge sig op ad samfundsstigen, mener 3F.

Af Per Christensen
Forbundsformand, 3F

DA's direktør Jacob Holbraad giver i Altinget udtryk for, at den stigende ulighed ikke udgør et problem.

Det er vist det, som man kan kalde en mild underdrivelse. Danmark er blevet mere skævt, og det er de sidste år blevet sværere at bryde den sociale arv.

I 2004 var Danmark det mest lige land i OECD. Men ifølge tal fra tænketanken Kraka er Danmark i dag nede på en syvendeplads overgået af lande som Norge, Finland, Island og Slovakiet

Siden 2001 har de ti procent rigeste haft en real indkomstfremgang efter skat på 203.000 kroner, svarende en stigning på 46 procent.

Top et procent af de rigeste i Danmark har sågar haft en stigning på 77 procent, svarende til en real indkomstfremgang på over 740.000 kroner efter skat.

Til sammenligning har de fattigste ti procent haft et reelt fald på knap 2.000 kroner, svarende til to procent.

Større forskel mellem top og bund
Den stigende indkomst-ulighed ses også i de geografiske indkomstforskelle. Også her bliver der større og større forskel mellem top og bund.

Nordsjælland og byerne omkring København vokser mere end andre i procent. I Gentofte er indkomsten efter skat per borger nu større end 500.000 kroner. Mere end det dobbelte af gennemsnitsindkomsten på Lolland.

Antallet af børn, der vokser op i en fattigdom, er fordoblet siden 2001.

Formuerne er også blevet mere skævt fordelte. De meste formuende har fået en større andel af den samlede formuemasse.

Svært at kravle op af samfundsstigen
Men det værste er, at denne udvikling også har gjort det sværere for børn fra udsatte familier at bevæge sig op ad samfundsstigen.

Selvom uddannelsesniveauet generelt har været stigende, er det steget relativt mest for de velstillede.

For drenge fra lavindkomstfamilier er det endda gået tilbage. Så også, når vi ser på uddannelse, har der været stigende ulighed.

Med andre ord: For første gang siden 2. verdenskrig går udviklingen store samfundsgrupper forbi – og i modsætning til Jacob Holbraad finder jeg det dybt bekymrende.

Udtryk for rettidig omhu
En høj grad af lighed og social mobilitet er således forudsætningen for et frit og lige samfund, hvor alle menneskelige ressourcer får lov at udvikle sig til glæde for hele samfundet.

Derfor er det udtryk for rettidig omhu, at der nu råbes vagt i gevær.

Vi har brug for et opgør med børnefattigdommen, vi skal investere i uddannelse og sikre, at ydelser og lønninger følger med.

Vi skal have Danmark tilbage på det spor, som vi sammen har lagt ud. Det stærke fællesskab, hvor alle uanset baggrund får en chance.

Forrige artikel Lederne: Bødskovs nye styrelse sikrer ikke det offentlige en rigtig dansk model Lederne: Bødskovs nye styrelse sikrer ikke det offentlige en rigtig dansk model Næste artikel 11 aktører: Genopliv barselsfonden for selvstændige 11 aktører: Genopliv barselsfonden for selvstændige